Da skuespillerne i Borgen besøgte et svinebrug, klagede virkelighedens landmænd til DR, fordi skildringen ikke lå tæt nok op ad virkeligheden. Men serien blev samtidigt kritiseret for at lægge sig for tæt op ad realiteterne, når det gælder dens afbildning af det politiske liv på Christiansborg.
Tv-serien er dermed et eksempel på den indviklede blanding af fiktion og realiteter, som kaldes fiktionalitet. En blanding, der nu er blevet så anvendt og avanceret, at forskere fra Aarhus Universitet i morgen udgiver en bog, der skal hjælpe os med at forstå den.
Ikke fiktion og ikke ikke-fiktion
Bogen, som allerede før den er udgivet har vundet Lærebogsprisen, er skrevet af seks forskere fra det nyoprettede Center for Fiktionalitetsstudier på Aarhus Universitet, og den bærer ganske enkelt titlen Fiktionalitet.
– Der er brug for en bog, der ikke tager det udgangspunkt, som næsten alle andre bøger tager – enten fiktion eller ikke-fiktion, forklarer centerleder og medforfatter Henrik Skov Nielsen.
Han mener, at fiktionaliteten er blevet et nødvendigt forskningsområde, fordi fiktionen stadigt oftere dukker op uden for de traditionelt set fiktionelle genrer, og der mangler en måde at analysere de nye hybride former for kunst og formidling.
– Fiktionaliteten giver redskaber og metoder til at forstå den type værker, som man ellers reducerer, forklarer Henrik Skov Nielsen.
Og det er ikke kun Borgen og andre tv-serier, der gør brug af fiktionalitet i sit udtryk. Det sker også i bøger, taler, film og mange andre udtryksformer.
– Det er ikke noget nyt, at folk fiktionaliserer, men det sker mere og mere i dag – i politik, i reklamer og på Facebook, siger Henrik Skov Nielsen.
En usandhed med modifikationer
Bogen beskriver ikke bare, hvordan realiteter kan bruges til at skabe fiktion, som det var tilfældet i Borgen. Den indeholder også mange eksempler på, hvordan fiktionen kan snige sig ind i vores forståelse af realiteter. Som da Barack Obama i en tale sidste år viste et videoklip fra sin påståede fødsel – som viste sig at være indledningen til tegnefilmen Løvernes Konge. En åbenlys og humoristisk usandhed, som alligevel fungerede som kommentar i en virkelig og alvorlig debat om hans kulturelle ophav.
Fiktion og realitet kan på den måde kombineres for at skabe et bestemt udtryk, som hverken fortolkes som sandhed eller løgn. Fiktionaliteten er på den måde karakteriseret ved, at seerne, læserne eller lytterne godt forstår, at der er tale om fiktion, men at de alligevel kan uddrage relevant information om virkeligheden. På den måde kan fiktionaliteten være både illustrerende og underholdende, forklarer Henrik Skov Nielsen. Men den kan også have negative konsekvenser, når den bruges i en politisk sammenhæng.
– Man prøver ikke at beskrive verden, som den er, men skaber et univers, hvor der er nogle andre spilleregler. Det immuniserer imod argumenter, der kun er baseret på logik. Man kan ikke sige det imod, for det findes ikke. Så der kan være fornuftsargumenter, der bliver fejet af bordet, forklarer forskeren.
Forfatter vil lade læserne fortolke fiktionen
En, som kender til forholdene i både den fiktionelle og ikke-fiktionelle lejr, er forfatter og litteraturanmelder Lars Bukdahl. Han fremhæves i den nye bog for at blande fiktion med realiteter på sin blog, Blogdahl.
Lars Bukdahl mener ikke selv, at blandingen er problematisk, da han stoler på, at læserne af hans blog er indforståede med hans skrivestil og kan tolke sig frem til, hvornår han skriver fiktion, og hvornår han ikke gør.
– Det er trist at gå ud fra, at din læser er andet end kvik, siger han.
For ham er graden af fiktion en form for kontrakt, han indgår med sine læsere i hver af sine tekster, men han understreger, at han ikke skriver fiktion i sine anmeldelser. En undtagelse var dog, da han som en aprilsnar i 2011 skrev en anmeldelse af en selvopfundet Ib Michael-roman.
– Der gælder en endagskontrakt den 1. april, forklarer Lars Bukdahl.
Han påpeger, at hans blanding af fiktion og virkelighed sjældent er nøje udtænkt, og fiktionaliteten er derfor ikke et begreb, han selv arbejder med.
– Jeg har ikke så store problemer med, hvad jeg skal kalde det, fortæller forfatteren.