Foto: Astrid Opstrup
– Man føler hele tiden, at man er et skridt bagud. Selvom vi gør, hvad vi kan, så bliver flere og flere mennesker syge. Vi kan ikke følge med. Man frygter, at det ikke kan blive andet end værre ude i landet, fordi vi netop ikke kan følge med antallet af mennesker, som har brug for hjælp.
Sådan fortæller Astrid Opstrup, der er udsendt gennem hjælpeorganisationen Læger uden Grænser.
Det er igennem en overraskende god telefonforbindelse fra det vestafrikanske land Sierra Leone, at den danske sygeplejerske Astrid Opstrup fortæller om sit arbejde med ebola-smittede patienter på et behandlingscenter i byen Kailahun.
Det, der gør størst indtryk, er de mange familier. At se dem sidde og vente på svar er meget specielt. Vi ved, at de fleste vil dø.
Astrid Opstrup, udsendt sygeplejerske for Læger uden Grænser
Der eksisterer endnu ikke en vaccine imod ebola, og derfor er behandling af patienterne kun støttende og lindrende. Alle bliver behandlet mod malaria og infektioner, men ellers kan de kun hjælpe med mad, drikke og personlig hygiejne.
– Derfor har vi desværre også en høj dødelighed blandt vores patienter. Den ugentlige dødelighed lå på 60 procent i sidste uge og på 70 procent i min første uge hernede. Så der skal ikke herske nogen tvivl om, at det her er en rigtig svær opgave, siger Astrid Opstrup, der tidligere har været udsendt til Den Centralafrikanske Republik (CAR), hvor hun arbejdede i en flygtningelejr i Bangui.
7.470 mennesker er det nuværende antal af registrerede ebola-tilfælde, hvoraf 3431 har mistet livet. Guinea, Liberia og Sierra Leone er de lande, som er hårdest ramt af smitten. Det fremgår af den seneste rapport fra FN’s verdenssundhedsorganisation WHO, som blev offentliggjort den 3. oktober.
Fakta om ebola-virus
- Ebola smitter via direkte kontakt med inficerede flagermus. Smitte mellem mennesker foregår ved kontakt med blod eller væske som udskilles af bestemte celler i slimhinder eller kirtler.
- Inkubationstiden er typisk mellem fem og ti dage, men det kan tage op til tre uger, hvor man bliver syg.
- Symptomerne er høj feber, hovedpine, muskelsmerter, mavepine, træthed, diarré, udslæt eller opkast. I Løbet af en uge får man typisk brystsmerter, chok, blindhed og massive blødninger fra mavetarmkanalen og andre kropsåbninger.
- Dødeligheden ved ebola-virus er mellem 50 og 90 procent.
Kilde: Center for Biosikring og Beredskab
Ebola-epidemiens alvor mærkes igennem telefonen
I det daglige arbejde på behandlingscentret, hvor Astrid Opstrup varetager jobbet som team supervisor og isolationssygeplejerske, mærkes ebola-epidemiens alvorlige omfang igennem telefonen.
– Patientmodtagelsen foregår på den måde, at de lokale hospitaler dagligt ringer og hører, hvor mange de per dag må bringe ud til os i ambulancer, da vi højest kan have 72 patienter af gangen. Derfor er det nødvendigt at lave klare aftaler, da vi ikke kan rumme de 150 patienter, som de meget gerne vil sende til os, fortæller den 32-årige sygeplejerske.
Astrid Opstrup og hendes kollegaer oplever således ikke den hastigt spredende epidemi på samme voldsomme måde som mange af lokalhospitalerne, hvor mange flere henvender sig dagligt.
Læs også: Nu skal telte stoppe dødelig virus
Hårdt at splitte familier ad
Selvom telefonen skåner centret i Kailahun for at afvise lange køer af syge mennesker, er der alligevel andre ting, som gør arbejdet hårdt.
– Det, der gør størst indtryk, er de mange familier. At se dem sidde og vente på svar er meget specielt. Vi ved, at de fleste vil dø, og ofte er vi nødt til at splitte dem fra hinanden, hvis en er rask, og de andre syge. Det er især svært, når vi må tage børnene fra forældrene, fortæller hun.
I disse situationer er det vigtigt for Astrid Opstrup at holde en hvis følelsesmæssig distance til arbejdet.
– Hvis jeg lader et barn blive hos sin far, som ikke har ebola, så får han det. Jeg må i disse situationer forholde mig meget faktuel, fordi det er det rigtige at gøre, konstaterer den 32-årige sygeplejerske.
Foto: Astrid Opstrup
Reaktionerne fra familierne har imidlertid overrasket.
– Når vi splitter familierne ad, eller når nogen dør, er deres reaktioner faktisk noget af det mest overraskende hernede. De udviser en stor forståelse, når de adskilles. De spørg selvfølgelig til hinanden, og er bekymrede for, hvordan deres små babyer skal klare sig alene. Når nogen dør, udviser de sjældent en stor rektion. De har noget andet i sig, end vi har derhjemme, fortæller Astrid Opstrup.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det her er en rigtig svær opgave
Astrid Opstrup, udsendt sygeplejerske for Læger uden Grænser
I Danmark arbejder Astrid Opstrup på Rigshospitalets intensivafdeling for tidligt fødte børn, og her er hun vant til, at alt omkring børn, deres forældre og døden er meget emotionelt.
– Hernede er det dog anerledes, fordi så mange dør. Det kan virke som om, der ingen reaktion er, men Afrika er et sted, hvor der er nogle andre vilkår, og hvor reaktionerne bare er anderledes. Jeg tror, at det er fordi, der ikke er andet at gøre end at acceptere det, som det er. De har mistet så mange mennesker til den her sygdom, siger hun.