Flygtninge-initiativ overrasket: Private donationer gør, at vi kan sende bus afsted mod Ukraine

Koordinatorer og fagfolk er klar til at tage bussen til den polske grænse 25. april
Foto: Albertslundprojektet

10 kroner. 20 kroner. 1000 kroner. Pengene er strømmet ind til ‘Albertslundprojektet’, siden det blev stiftet i marts måned af Henrik Von-Lischang og Gitte Rølling.

Og nu har projektet nået målet om at indsamle 50.000 kroner, som skal bruges på at transportere ukrainske flygtninge til Danmark via bus. Bussen er nu bestilt og afrejsedatoen sat. Den 25. april kører en bus afsted fra Albertslund.

Omfanget af private donationer har overrasket stifteren Henrik Von-Lischan. Han havde regnet med, at Albertlunds virksomheder ville være mere rundhåndede. Stifteren peger desuden på ligningsloven, som gør, at virksomheder har muligheden for at trække sponsorater og donationer fra i skat.

– Vi har opdaget, at private mennesker er langt mere villige til at donerer penge end virksomhederne i Albertslund Kommune, siger Henrik Von-Lischang.

Erhvervslivets manglende engagement overrasker

Jan Rygaard Lund, som er koordinator i Albertslundprojektet, genkender den overraskede følelse.

– Albertslundprojektet startede op med troen om, at de primære donationer skulle komme fra erhvervslivet i Albertslund. Men som projektet er skredet frem, har man fundet ud af, at der er mere velvilje hos de privatsponsorer og borgerne, siger Jan Rygaard Lund.

Han mener desuden, at den massive opbakning kan skyldes håndgribeligheden af projektet. Jan Ryegaard Lund refererer til sit tidligere bus-projekt i Helsingør Kommune, hvor borgerne også var meget villige til at donere penge. Mange privatpersoner er ifølge ham mere støttende overfor projekter, hvor de vil erfare, at egne donationer rent faktisk gør en forskel.

– I forhold til at skulle donere til de større organisationer, som også er et rigtig fint initiativ, er Albertslundprojektet klart mere konkret og håndterbart, og derfor oplever vi mange private donationer, siger Jan Rygaard Lund.

Desuden tror han, at forskellen mellem privatpersoner og virksomhedernes villighed overfor Albertslundprojektet kunne skyldes, at erhverslivet allerede har støttet de større nødhjælpsorganisationer.

Læs også: Borgere bag ukraine-indsats kritiserer kommune: »De oplever, at vi kommer og placerer et problem«

Rødekorsbutikken i Albertslund oplever ikke samme velvilje

I den lokale Røde Kors-butik oplever man dog endnu ikke, at folk lægger markant flere penge. Butikschef af Røde Kors-butikken i Albertslund, Lone Harup, fortæller, at hun ikke har oplevet nogle særlige ændringer i borgernes adfærd.

– Jeg har kunne mærke, at vi har fået en smule flere indleveringer, end hvad vi ellers oplever. Men ikke nogen voldsom ændring i adfærden blandt kunder. Vi har heller ikke lavet yderligere indsamlinger til de ukrainske flygtninge indtil videre, siger Lone Harup.

Dog har nødhjælpsorganisationen Røde Kors oplevet en stor lyst til at donere penge på landsplan. Røde Kors oplyser på sin hjemmeside, at indsamlingen til Ukraine allerede har slået tidligere rekorder.

Fakta om Albertslundprojektet:

  • Albertlundsprojektet blev første gang præsenteret den 15. marts 2022, med en plan om at hente ukrainske flygtninge til Danmark.
  • Bussen kører mod den polske grænse onsdag den 25. marts 2022 og vender mod Danmark, når den er fyldt op.
  • Projektet har 50.000 kr som deres endelige mål, som skal betale bus, mad og lommepenge.
  • Projektet har skabt et hold bestående af psykologer, sygeplejsker og tolke som alle skal med på bussen.

Læs også: Ukrainere får tiltrængt mødested i Hvidovre

Hvor langt er Albertslundprojektet?

Albertslundprojektet har nu annonceret, at projektet har nået det endelige mål på 50.000 kroner. Bussen, som har afgang den 25. april, er bestilt og lommepenge til mad og mulige togbilletter til de ukrainske flygtninge, er medregnet.

Projektets økonomiske mål lå oprindeligt på 100.000 kroner. Men er senere blevet ændret til det halv grundet billigere busselskab.

– Vi fandt et billigere busselskab, og det betød, at vi kan klare vores opgave for 50.000 kroner. Der er ingen grund til at samle mere ind end højest nødvendigt, siger Henrik Von-Lischang.

Albertslund Kommune støtter ikke op om idéen om, at lokale henter ukrainere til Danmark.

Marie-Louise Lunderød, sekretariatsleder for Politik og Ledelse i Albertslund Kommune, har tidligere sagt til NetAvisen, at man ikke kan køre en bus med flygtninge direkte fra den polske grænse til Albertslund Kommune og regne med, at kommunen kan tage over. I stedet vil man blive bedt om at køre til nærmeste asylcenter, hvis de ukrainske flygtninge på bussen ikke har søgt om ophold. Et scenarie kommunen rigtig gerne vil undgå.

– Processen ville kunne blive længere end højest nødvendigt, hvis man ikke får flygtningene den rigtige vej igennem systemet fra starten af. Derfor er det en god idé at samarbejde med folk, som er velkendte med procedurerne, har Marie-Louise Lunderød tidligere sagt til NetAvisen.

Sådan gjorde vi: Jeg blev bekendt med Albertslundprojektet via lokale facebookgrupper, der fandt jeg kontaktoplysninger m.m. Desuden blev jeg gjort opmærksom på et årsmøde, hvor flere initiativer havde været præsenteret.