Regeringen vedtager en ny vækstpakke, der skal hjælpe erhvervslivet. Det slog statsminister Helle Thorning-Schmidt fast i sin tale ved Folketingets åbning d. 7. oktober. Målet er at skabe flere jobs ved at give erhvervslivet gunstige vilkår i hele Kongeriget.
-Vi samarbejder om at styrke det færøske og grønlandske erhvervsliv. For eksempel foreslår regeringen, at Vækstfonden kan give lån til virksomheder i hele rigsfællesskabet – ikke kun til de danske, sagde statsministeren i sin tale.
Læs også: Ekspert: Grønland bør udvinde uran
Grønlænderne får indsprøjtning
Tidligere har vækstpakkerne kun været rettet mod det danske erhvervsliv. Men denne gang får Grønland også gavn af indsprøjtningen, der skal løfte økonomien. Det glæder Johan Lund Olsen, som er grønlandsk medlem af Folketinget for partiet Inuit Ataqatigiit:
-Vi er meget glade for den nye vækstpakke, som grønlænderne også kan få gavn af. Med den kan det grønlandske erhvervsliv løfte flere investeringer, som kan skabe mere vækst. Rigsfællesskabet fungerer, når vi står sammen, og det gør vi med denne vækstpakke, siger Johan Lund Olsen.
Og økonomiske reformer bliver der brug for både i Grønland. Der bliver nemlig flere og flere ældre, mens der bliver færre til at arbejde. Det vil give store udfordringer at omstille økonomien i Grønland, når antallet af arbejdende falder. Derfor er det nødvendigt at finde nye muligheder for at låne penge til at starte virksomheder op.
Læs også: Finanskrisen sender nyuddannede til Grønland
Arbejdsgiverne er glade
Direktøren for Grønlands Arbejdsgiverforening, Brian Buus Pedersen mener, at vækstpakken kan booste grønlandsk iværksætteri og styrke netværket uden for landet:
-Med den her vækstpakke får Grønland mulighed for at styrke iværksætteriet med kapital, og det er der brug. Men nem adgang til kapital er kun én ting, noget andet er forståelsen i befolkningen og i virksomhederne for betydningen af iværksætteri som en vækstdriver. Det bør man også fokusere på at styrke, så flere får lyst til og hjælp til at starte en virksomhed op eller virkeliggøre gode idéer i eksisterende virksomheder, siger Brian Buus Pedersen.
Vækstpakken træder i kraft i 2014 og har blandt andet fokus på nedsætning af energiafgiften, på at forbedre adgangen til kapital og sætter farten op på sagsbehandling i det offentlige.