Computere, smartphones og tablets fylder meget i det moderne menneskes liv. Når vi skal i banken eller i kontakt med Skat, lægen eller reservere bøger på biblioteket, bruger vi teknologien. Men de færreste ved, hvordan maskinerne fungerer bag skærmen, og det er et problem for demokratiet, mener foreningen Open Knowledge Denmark, der er en frivillig organisation, der arbejder for at udbrede viden om blandt andet teknologi.
– Vi befinder os midt i en rivende teknologisk udvikling, men kun få har viden om teknologi. Det betyder, at vi blivere lettere at styre og kontrolere. Teknologi bør virke til at styrke samfundet, så vi på den måde kan styrke demokratiet, siger Niels Erik Kaaber Rasmussen, der er frivillig i foreningen Open Knowledge Denmark.
Viden skal spredes
I denne uge afholder foreningen en række arrangementer i forbindelse med Europe Code Week, som finder sted i hele Europa. Det er et initiativ under EU, hvor målet er, at almindelige mennesker skal lære teknikken bag computerprogrammer, som også kaldes kodning.
Læs også: Ny supercomputer optimerer vindmøllevinger
-Hvis vi får redskaberne til at forstå teknologien, bliver vi også bedre i stand til at bruge den. Vores forslag er, at man starter kodningsundervisningen i folkeskolen, siger Niels Erik Kaaber Rasmussen fra Open Knowledge Denmark, der selv er uddannet i datalogi og statskundskab.
Skolereform uden kodning
Med den nye skolereform vil man styrke digitaliseringen i folkeskolen, men der er ikke krav om, at eleverne skal lære om kodning. I Kommunernes Landsforening erkender man, at teknologien spiller en større og større rolle i samfundet, og derfor har man styrket brugen af digitalt udstyr i undervisningen:
Læs også: Sådan får du et miljøvenligt computerforbrug
-Med folkeskolereformen er det målet, at man gør eleverne i stand til at lære gennem teknologi. Man går fra analogt arbejde til at gøre det mere digitalt. Det betyder ikke, at man specifikt vil undervise i kodning, men det kan man gøre i for eksempel matematikundervisningen. Teknologien skal styrke læringen, og det er det, der er fokus på, siger Søren Nielsen, konsulent i Kommunernes Landsforening.
Interessen vokser
Open Knowledge Denmark fortsætter arbejdet med at oplyse om kodning og viden om teknologi – også når Europe Code Week slutter. Interessen for kodning og viden om teknologi stiger nemlig, når historier om teknologiens slagsider vinder fem.
– Det er klart, at Snapchat-historien, Snowdens afsløringer, Facebooks ansigtsgenkendelsesfunktion og sådan noget er cases, der får flere folk til at få øjnene op for vigtigheden af at forstå teknologien lidt dybere. På den måde kan vi godt mærke det, når vi snakker med folk, siger Niels Erik Kaaber Rasmussen.