Kulden finder lynhurtigt sin vej gennem de tykke lag af tøj. Den borer sig stædigt igennem tøjet, derefter ind under huden for til sidst at finde sin vej ind i hjertet. Foran synagogen på Krystalgade står en stor menneskemængde og skutter sig. De stiller sig tæt ind til hinanden.
Skuldrene er trukket godt op om ørerne, og i stilhed hæfter de blikket på de utallige blomster, der sirligt er lagt som et tæt tæppe foran det hegn, der omkranser den mørklagte synagoge. Men én mand virker ikke til at mærke den bidende kulde. Med bart hoved og jakken åben i halsen bevæger han sig rundt imellem de utallige blomsterbuketter for at nå frem til de små lanterner og stearinlys, der står spredt i blomstertæppet. Han har en vigtig opgave for.
– Der er nogen, der tror, at mørket er større end lyset. Jeg har påtaget mig at modbevise det, slår Ulrik Schack Meyer fast.
I weekenden vågnede Ulrik og alle andre op til en kold og mørk søndag. Dagen og natten forinden havde et terrorangreb rystet hele landet. Samfundet var blevet angrebet på sine dyrebareste værdier og to uskyldige personer mistede livet. Siden har utallige været forbi Krudttønden på Østerbro og synagogen på Krystalgade med blomster og lys for at vise deres sympati.
Når det ene lys tager det andet
Ulrik Schack Meyer var en af de første foran synagogen på Krystalgade søndag morgen.
– Det er min blomst og orientalske lanterne, fortæller han og peger ind på en af de inderste lanterner, der er placeret helt oppe ved hegnet til synagogen.
Da han så nyheden om nattens angreb søndag morgen, skyndte han sig at pakke en blomst, en lanterne – og en langskaftet lighter. Mange af de andre fremmødte havde ikke taget en ordentlig lighter med, så Ulrik hjalp dem med at tænde deres lys. Det ene lys tog det andet.
– Pludselig var jeg bare i gang. Jeg har været her i tre døgn nu. Det føles bare rigtigt, lyder det fra Ulrik Schack Meyer. Han begyndte at køre frem og tilbage mellem synagogen på Krystalgade og Krudttønden på Østerbro for at sikre sig, at alle lys er tændt. De første dage arbejdede han uafbrudt i over ti timer.
– Jeg kan ikke forklare det. Jeg kunne bare blive ved og ved, fortæller han.
Terrorangreb mod København
– Søndag d. 15 omkring klokken 15.30 angreb en ung mand Krudttønden på Østerbro, hvor der blev afholdt debatmøde om Ytringsfrihed.
– Her deltog blandt andre muhammedtegneren og kunsthistorikeren Lars Vilks.
– Instruktøren Finn Nørgaard dræbes og tre betjente såres.
– Lidt efter midnat angriber samme gerningsmand synagogen i Krystalgade, her dræber han den jødiske vagt Dan Uzan og sårer to betjente.
– 05:52 skyder og dræber politiet den formodede gerningsmand ved hans hjem på Nørrebro
Politiet får en særlig gestus
Når lighteren løber tør for gas, skynder han sig forbi den nærmeste Netto og køber en ny. Samtidig køber han citronmåner, som han deler ud til de politibetjente, der holder vagt foran blomsterne.
– De betjente, der arbejdede den dag og nat forhindrede, at mange flere kunne være blevet dræbt. De fortjener en særlig tak, slår han fast, da han overrækker denne aftens vagt sin citronmåne.
– Jeg er på kontanthjælp, så pengene går fra husholdningsbudgettet. Jeg har spist havregryn lige siden, fortæller Ulrik Schack Meyer, der er 55 år og fra Amager.
Men den sparsomme kost berører ham ikke:
– Jeg arbejder for en større sags tjeneste, pointerer han. Ulrik Schack Meyer har ikke selv forbindelse til det jødiske samfund, men ser attentatet som et angreb mod os alle.
Med en faglig stolthed trækker han sin langskaftede lighter frem fra brystlommen, et smil breder sig på hans ansigt og sender bølger af lykkelige folder hele vejen op til ørerne. Med en udtalt rutine bevæger han sig stille og vant rundt i blomstertæppet for at nå frem til de små lys, der livløst venter på, at han igen vil sætte liv i dem, så de kan lyse mørket op.
Og spørger man Ulrik Schack Meyer, om han ikke fryser:
– Nej. Jeg får varmen af al den energi og kærlighed, der er her.
