Startup-virksomhed udvikler ultra-lokale vejrudsigter

Vaavuds første vindmåler, der måler og deler vindhastigheden live via en kobling til mobilen. Foto: Vaavud.com
Vaavuds første vindmåler, der måler og deler vindhastigheden live via en kobling til mobilen.
Foto: Vaavud.com

Er der nok vind? Hvor kommer vinden fra om et par timer? Spørgsmål som disse vil blandt andre kitesurfere, kajakroere og sejlere gerne have svar på, når de skal dyrke deres sport. Det kan virksomheden bag verdens første håndholdte vindmåler til mobilen, Vaavud, hjælpe med at give svar på.

Udover at opfordre deres målgruppe til at dele vindinformationer, vil Vaavud nu udvide deres vejrservice ved at levere lokale og nøjagtige vejrudsigter for at forbedre kommunikationen blandt brugerne.

Vaavuds to vindmålere

Mjolnir:
– Måler vindhastighed ved hjælp af to kopper.
– Kopperne, der er forbundet med interne magneter, skaber problemfri kommunikation med din enhed.
– Ekstrem robust.

Sleipnir:
– Måler vindhastighed og retning ved hjælp af to skovle.
– Indbygget optisk sensor, kan registrere 44.100 målinger i sekundet.
– Ekstrem nøjagtig.

– Sådan som vejrudsigterne er nu, prøver de at forudse vejret en uge frem. Men vi vil gerne fortælle, hvordan vejret er de næste tre-fire timer frem på et specifikt område, så man med sikkerhed kan planlægge sin sport eller udendørsaktivitet ud fra det, forklarer Maria Koerner Nissen, medstifter af Vaavud.

Vaavud er bygget op omkring to hardwaremodeller, der måler vindhastighed og -retning. Ved at tilkoble dem mobilen bliver målingerne delt på et kort, som er tilgængeligt på app’en.

Læs også: Vejrquiz: Er det diset eller tåget i dag?

Vaavuds oprindelige intention var at opfordre wind- og kitesurfere til at hjælpe hinanden med at opdatere vindsituationen på et specifikt område, men firmaet er sidenhen nået ud til sejlere og andre, der har brug for at kende til vindforhold.

Fra hardware til software
Vaavud er kendt som en hardwarevirksomhed, fordi de producerer og sælger to fysiske produkter, men vil gerne ses som en softwarevirksomhed. De ultra-lokale vejrudsigter er ifølge Maria Koerner Nissen derfor et tiltag, der har til formål at generere mere brugerdata for at optimere kommunikationen.

– Hvis det skal køre rundt for os, så skal folk også foretage vindmålinger. Vi vil derfor gerne opfordrer vores brugere til at generere så meget data som muligt. Hver gang, der bliver lavet en måling, føder det data til vores model, og så vi kan lave en endnu bedre vejrudsigt. På den måde kan vi hjælpe og informere hinanden bedre, siger Maria Koerner Nissen.

Læs også: Blaffer på havet: Jeg er klar til at blive saltvandsboheme

Brugerne skal kende til vejrskifte
Samtidig er salget af Vaavuds hardware svingende. Ifølge Palby Marine – en af Vaavuds største leverandører i Danmark, er der ikke lige så stor efterspørgsel, som der har været, fortæller Carsten Madsen, der står for indkøb i Palby Marine.

Vaavuds oplevelser med sæsonudsving, har også været med til  at inspirere startup-virksomheden til at tænke i andre baner og udvikle deres koncept, siger Maria Koerner Nissen.

Læs også: Ny app indbyder stressede børn til meditation

Til at starte med vil Vaavud ikke levere deres egen vejrudsigt. Første skridt mod en forbedret kommunikation er at investere i en vejrudsigt i app’en, hvor formålet er at informere brugeren, hvis vejret ændrer sig. Der skal være endnu mere fokus på at henvende sig til folk i app’en, så brugerne i større omfang kan få gavn af den tilgængelige data, forklarer Maria Koerner Nissen.

En stærk idé
Det er en rigtig god idé, at Vaavud vil skaffe mere brugergenereret data, lyder det fra Kasper Kim Smidt, som er COO i Founders House, der i knap et år har udlejet lokaler til Vaavud i det såkaldte “Startup Village.” Det er et område, hvor startup-virksomheder med et internationalt og ambitiøst koncept, der arbejder med teknologi, er samlet.

Ifølge Founders House er det et godkendelsestempel for investorer at være en del af “Startup Village.”

– Produktet er i sig selv interessant, da det kombinerer software og hardware, hvilket er svært at gøre. Ved at bruge deres vindmeter, har de mulighed for at indsamle brugergenereret data til en vejrplatform, hvilket kan løbe op i store mængder data. Det kan åbne op for nye muligheder – f.eks. salg af data til store virksomheder som Vestas. De kan bruge dataene til at placere vindmøllerne efter, hvor der er stærkest og mest konstant vind, fortæller Kasper Kim Smidt.

Vaavud regner med at have det nye tiltag klar til næste sæson i foråret 2016.