Jérôme Lorenzi har svært ved at sove. Han tænker meget på den fredag for seks måneder siden, hvor hans liv blev forandret for altid. Nu bryder han sig ikke om at være omgivet af for mange mennesker, og han reagerer voldsomt på høje lyde. Nogle gange, når Jérôme Lorenzi sidder i sine egne tanker, runger ekkoet af geværerne, der nedslagtede 89 mennesker på Bataclan (et af de spillesteder, der blev ramt af terror, red.).
– Det er fuldstændig almindelige reaktioner. Hvis man har været udsat for eller overværet et terrorangreb, så vil man oftest være ret angstpræget i en periode efter, fortæller krisepsykolog Henrik Lyng fra virksomheden Center fra Beredskabspsykologi.
Når du dør, så skal du dø i fred. Du kan ikke forlade verden uden at være klar. Så jeg tænkte, okay jeg har to valg. Jeg kan forlade verden på to måder enten i frygt og had, eller jeg kan slutte fred og glædes over, at jeg har haft et fantastisk liv
Jérôme Lorenzi, overlevende efter terrorangrebene i Paris
Det var også en næsten uforståelig nat, der udspillede sig tilbage fredag d. 13. november sidste år. Det, der skulle have været en festlig aften på spillestedet Bataclan i Paris blev et mareridt for de mange tilskuere. Jérôme Lorenzi og syv venner var taget til det østlige Paris for at høre et af deres yndlingsbands, Eagles of Death Metal, spille på Bataclan.
Musikken var høj, og det parisiske spillested var fyldt med glade metal-fans, som festede til lyden af Eagels of Death Metal. Pludselig lød der arytmiske trom, og lugten af krudt begyndte at fylde lokalet.
– Det tog os 5-10 sekunder at indse, hvad der skete. Vi tænkte først, at det var musikken. Sangen Kiss the Devil har et beat, som godt kunne forveksles med en skudsalve, fortæller Jérôme Lorenzi.
De tre terrorister skød vildt omkring sig, men til at starte med kun i øjenhøjde, så Jérôme Lorenzi og hans kammerater kastede sig ned på gulvet i håb om at blive usynlige. Her gennemlevede de 25 minutter i helvede kun få meter fra nødudgangen.
Læs også: Forsker efter Paris-terror: Gør noget ved ghettoområderne
– De første fem minutter blev der skudt konstant, og så var der de stille øjeblikke, hvor man kunne høre, folk kæmpe for ikke at græde og snøfte. I de øjeblikke var der også den faretruende lyd af geværer, som ivrigt blev ladt, fortæller Jérôme Lorenzi.
Da Jérôme Lorenzi lå på trægulvet i Bataclan, og en terrorist ladede sit gevær under en meter væk, var Jérôme sikker på, at han skulle dø. Han lukkede øjnene og kom til at tænke på noget, hans bedsteforældre havde sagt mange år tidligere.
– Når du dør, så skal du dø i fred. Du kan ikke forlade verden uden at være klar. Så jeg tænkte, okay, jeg har to valg. Jeg kan forlade verden på to måder enten i frygt og had, eller jeg kan slutte fred og glædes over, at jeg har haft et fantastisk liv, og jeg håber, at min far vil byde mig velkommen med et glas vin og en cigaret, fortæller den 42 franskmand, Jérôme Lorenzi.
Jérôme Lorenzi og hans venner overlevede. Det lykkedes vennegruppen at komme ud af nødudgangen og søge ly på Boulevard Voltaire.
Mareridtet sluttede ikke på Bataclan
Den første uge var Jérôme Lorenzi høj på adrenalin og kunne ikke lukke et øje. Selvom der er gået et halvt år, så er det stadig svært for at falde til ro, når mørket falder på. Der er mange ting, som aldrig bliver det samme.
Jérôme Lorenzi kan blandt andet mærke, at han ikke har samme energi og overskud som før angrebet, og han kan eksempelvis kun arbejde fem timer ad gangen, før han er helt udmattet. Dagligdagen er blevet et minefelt af små ting, som kan udløse voldsomme reaktioner og følelser for Jérôme Lorenzi.
– Det er svært for mig at være i store rum med mange mennesker såsom biografer, teatre og metroen. Jeg er blevet forsigtig og nervøs, fortæller Jérôme Lorenzi.
Hvilket blev sat i relief en aften, hvor han gik en tur og røg cigaretter i Paris’ gader. Han havde musik i ørerne og registrerede derfor ikke én, der kom gående bagfra.
Læs også: Chefpsykolog om terror i Paris: Det er sundt at tale om
– En teenager kom bagfra og tog fat i min skuldre, fordi han ville have en cigaret. Jeg hoppede af bar forskrækkelse, og jeg vendte mig om og kiggede på ham. Jeg havde lyst til at dræbe ham. Jeg tog mine høretelefoner ud, og skældte ham ud, fordi jeg var så forskrækket, fortæller Jérôme Lorenzi.
Jérôme Lorenzi har svært ved at sove, men når han lægger hovedet på puden og venter på at søvnen indtræffer, så tænker han på, hvor taknemmelig han er for at være i live. Hver dag er en smule bedre, men nedture og frygt venter om hvert et hjørne. Det seneste terrorangreb d. 22. marts i Bruxelles, hvor lufthavnen Zaventem og et metrotog blev angrebet, bragte gamle følelser og frygt frem, og Jérôme Lorenzi ved om nogen, hvad de overlevende går igennem.
Fik tilbudt hjælp
Efter angrebet fik de overlevende tilbudt gratis psykolog- og psykiaterhjælp af den franske stat. Jérôme Lorenzi tog imod tilbuddet og har gået i terapi siden. Han har brug for at fortælle, hvad der er sket for at få brikkerne til at falde på plads i hovedet.
– Det kan hjælpe at fortælle historien mange gange. Hvis du forstiller sig, at du skal se en virkelig uhyggelig film, som skræmte dig fra vid og sans første gang, men hvis du ser filmen 100 gange, så vil det angstfyldte forsvinde til sidst, fordi det bliver genkendeligt. Det Jérôme har oplevet er langt fra genkendeligt, og derfor skal det integreres i hans liv og bevidsthed ved at blive fortalt en masse gange, fortæller krisepsykolog Henrik Lyng.
Læs også: Terrorkort: Her du hørt om alle angrebene?
Selvom samtaleterapien langsomt begynder at hjælpe, så er der stadig ting, som Jérôme Lorenzi har brug for at forstå for at komme videre med sit liv.
– Det hjælper mig at fortælle om angrebet, men det er frustrerende, at ingen har nogen svar. Jeg har brug for at forstå, hvorfor. Hvorfor gjorde de det? spørger Jérôme Lorenzi.
Han føler, at det er vigtigt at dele historien og håber, at hans vidneudsagn kan oplyse og gavne i kampen mod terror.
– Jeg fortæller ikke det her for at få mit billede i medierne, men hvis jeg kan gøre bare en lille smule for at få folk til at forstå, at vi må stå sammen og bekæmpe terror, så er jeg glad, fortæller Jérôme Lorenzi.