Cykelsuperstierne breder sig

 

Københavns Kommune har længe arbejdet på et netværk af cykelstier til pendlere ind og ud af byen, de såkaldte cykelsuperstier.
Det brede samarbejde mellem Københavns Kommune og de omkringliggende kommuner bliver nu udvidet af flere, der ønsker at være med på ideen om, at give de aktive pendlere bedre muligheder på cykelstierne. De nye Kommuner er Allerød, Frederikssund, Helsingør, Høje-Taastrup, Hørsholm, Egedal og Fredensborg. Samarbejdet omfatter derfor nu 22 kommuner og Region Hovedstaden
 
 
-Det betyder at vi kan lave nogle cykelsuperstier, også i kommunerne der ligger længere udenfor København, end dem vi i første omgang har talt med. Det er ikke nødvendigvis ruter der skal gå hele vejen ind til København, men de skal måske forlænge de ruter der allerede er tegnet, siger Lise Borgstrøm Henriksen fra Sekretariatet for Cykelsuperstier under Teknik og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. 
 
 
Områderne skal forbindes
 
 
På et møde i sidste uge blandt de nye kommuner blev der diskuteret, hvor de nye cykelsuperstier kunne anlægges og, hvor eventuelle knudepunkter i områderne kunne forbindes. 
Lise Borgstrøm Henriksen fortæller om disse nye strækninger: 
 
 
-Vi tror selv, at der hvor der er potentiale for at cykelpendlerne vil benytte stierne er på strækninger op til 20 kilometer. Ballerup og Furesø har gang i et samarbejde, hvor man vil lave noget på tværs, en helt ny cykelsupersti som forbinder Værløse og Ballerup, for der er rigtig mange mennesker der pendler imellem de byer, og så giver det god mening, at tænke nye cykelsuperstier der.
 
Kommunerne kan søge den statslige cykelpulje om at få dækket 40 procent af udgifterne til anlæg af de nye cykelsuperstier, de sidste 60 procent af udgifterne skal de selv finansiere. Det betyder at kommunerne indbyrdes skal være enige om at sætte penge af til at anlægge stierne, før de kan søge cykelpuljen om tilskud, som kan være det svære i processen. Fristen for at søge cykelpuljen om tilskud i år er den 30. marts. 
 
 
Sydsjælland vil også være med
 
 
Flere kommuner i Region Sjælland, blandt andet Køge og Greve, har nu også vist interesse for cykelsuperstierne. Derfor afholdes der i dag et møde mellem Sekretariatet for Cykelsuperstier i Region Hovedstaden og Region Sjælland, om eventuel oprettelse af nye ruter i Sydsjælland. Cykelpuljen støtter kun anlægsudgifter til cykelsuperstierne og ikke udgifterne til driften. Driften af stierne styres af Københavns Kommune og Sekretariatet for Cykelstierne koordinerer samarbejdet og står for den samlede kommunikationsindsats. Sekretariatet skal derfor udbygges til også at kunne servicere andre regioner hvis et samarbejde oprettes. Lise Borgstrøm Henriksen siger at: 
 
 
-Det er et spørgsmål om, at vi skal have lavet et samarbejde med Region Sjælland først. Lige nu er det Region Hovedstaden, der finansierer en stor del af sekretariatets udgifter til os der sidder herinde og samler arbejdet og hjælper kommunerne. Så næste skridt er, at vi kan gå i gang med det inden for nogle måneder. Mødet med Region Sjælland i dag er første skridt, hvor vi finder ud af om vi har noget, vi kan gå i gang med.
 

 

Læs også:

Passagerer glemmer deres cykel i toget 

Cyklister kan få del i trafikmilliarden