– Vi kan ikke få stillingerne afsat af nye læger, når praktiserende læger går på pension. Stevns lægers høje gennemsnitsalder er en udfordring i kommunen, fordi vi allerede nu står med lægehuse, der er helt fyldte med patienter. Det siger Line Krogh Lay (B), næstformand i Stevns kommunes Social- og Sundhedsudvalg.
Stevns kommune er ikke alene om at mangle praktiserende læger, men lægernes høje gennemsnitsalder i kommunen rykker lægemanglen endnu tættere på for Stevns’ borgere.
Lægemangel i Stevns
– 50-75 procent af lægepraksisser i Stevns er lukket for tilgang for nye patienter (nyeste tal fra 2015)
– Syv af Region Sjællands 17 kommuners læger har en gennemsnitsalder på 55-59 år.
– Gennemsnitsalderen for praktiserende lægers pensionsalder er 65,6 år (nyeste tal fra 2013)
Kilde: Rapport fra lægedækningsudvalget 2017
Gamle læger skal erstattes
Om de udfordringer en kommune som Stevns står overfor, siger Gunver Lillevang, praktiserende læge og repræsentant for Praktiserende Lægers Organisation:
– Lægedækningen er særligt udfordret i de områder, hvor de praktiserende læger har den højeste gennemsnitsalder. Jo nærmere de nuværende læger er på pensionsalderen, jo større er nødvendigheden af, at nye læger har lyst til at nedsætte sig som praktiserende læger i området.
Men det er ikke helt ligetil at løse problemet, hverken i Stevns eller andre steder.
Læs også: Nye opgaver til lægen kan betyde mindre tid til patienten
Svært at dække lægemanglen
De Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation forhandlede i sidste måned en ny overenskomst for praktiserende læger i et forsøg på at gøre det mere attraktivt for unge læger at flytte væk fra universitetsbyerne og slå sig ned som praktiserende læge i en kommune som Stevns.
På trods af den nationale indsats med den nye overenskomst har Stevns selv været nødsaget til at lave tiltag i et forsøg på at løse problemet.
– Vi har lavet sygeplejeklinikker i forbindelse med vores plejecentre og ældreboliger for at aflaste de praktiserende læger. Det har vi blandt andet gjort, for at det skal være hurtigere og nemmere for borgerne at få lægehjælp. Så er vi i løbende dialog med lægerne om det, siger Line Krogh Lay (B), næstformand i Stevns kommunes Social- og Sundhedsudvalg.
Lægemangel er landsdækkende
Selvom Stevns’ borgere er ekstra udsatte i forhold til manglen på praktiserende læger, er kommunen ikke alene om problemet.
En rapport fra januar 2017 fra regeringens lægedækningsudvalg viser tydeligt, at manglen på praktiserende læger er et generelt problem over hele landet. Dette er der forskellige grunde til. En af dem er lokation.
Læs også:Ny overenskomst kan ikke udrydde lægemangel
Problemet med lægemangel er især stort for alle de kommuner, der ikke ligger klods op ad landets universitetsbyer. De unge læger er nemlig svære at få til at flytte væk fra storbyerne.
Vi bør uddanne flere læger
Den lange uddannelsestid for at blive læge i almen medicin (praktiserende læge) er en anden grund til, at lægemanglen er svær at løse:
– Det tager tid at uddanne sig til speciallæge, og uddannelsesvarigheden fra påbegyndt universitetsuddannelse til speciallægeanerkendelse kan strække sig over 15 år eller mere, står der i rapporten fra regeringens lægedækningsudvalg.
En tredje løsning er at uddanne flere praktiserende læger. Gunver Lillevang, praktiserende læge og repræsentant for Praktiserende Lægers Organisation forklarer:
– Vi bliver både samlet set flere danskere, og vi lever længere og bliver derfor flere ældre, og vi lever i flere år med kroniske sygdomme. Derfor får vi brug for flere læger i almen praksis. Men desværre har vi nu cirka 200 færre læger i almen praksis end for 10 år siden, og samtidig er en tredjedel af de nuværende praktiserende læger ældre end 60 år. Derfor er der behov for, at vi får uddannet flere speciallæger i almen medicin, hvilket kræver at vi øger antallet af uddannelsesstillinger i det speciale.
Men med en uddannelsestid på 15 år er løsningen om at uddanne flere læger en langsigtet løsning, som ikke kan afhjælpe problemerne i Stevns her og nu.