Folk i kørestol må vente 12 timer på toget

Sclerosepatient Søren Rønn Willesen på sin elektriske kørestol. Den kan foldes sammen til kufferstørrelse og vejer 31 kilo.
Foto: Laurits Willesen

Når kørestolsbrugere skal med toget, kan de ikke bare stige på som alle andre. De skal i stedet have hjælp af en lift, der skal bestilles 12 timer i forvejen.

Det oplevede Søren Rønn Willesen, der lider af sclerose, da han efter en veloverstået flyrejse fra England i januar ankom til Københavns Hovedbanegård. Herfra skulle han med toget videre mod Holbæk.

Den 55-årige Søren Rønn Willesen havde derfor brug for hjælp til at få sin elektriske kørestol op i toget. Ved toget henvendte han sig derfor til en DSB-medarbejder.

– Medarbejderen siger, det ikke kan lade sig gøre. Han siger, han ikke har den lift, der skal bruges til min elektriske kørestol, og at den skal bestilles i forvejen, fortæller han.

Læs også: DSB’s passagerer skal stå som sild i en tønde indtil påske

Medarbejderens svar undrer Søren Rønn Willesen.

– Jeg synes, det er mærkeligt, at man ikke har umiddelbar adgang til toget, hvis man er i kørestol. Det er en dårlig løsning, DSB har fundet, siger han.

DSB: Vi skal have en rimelig varsel

Den 12 timers forudbestilling skyldes dog ifølge DSB praktiske årsager.

– Grunden til, at vi har et varsel, er, at vi skal have mandskab ud. Vi har 300 stationer, og der skal være personale til stede, der skal hjælpe kørestolsbrugeren ud. Vi skal have en rimelig varsel, ellers kan vi ikke hjælpe, siger Aske Wieth-Knudsen, underdirektør i DSB.

Mindre fleksibilitet for kørestolsbrugere

Den lange bestillingstid er dog med til at indskrænke kørestolsbrugeres frihed til at komme rundt i hverdagen, mener Sif Holst, næstformand i Danske Handicaporganisationer.

Bestillingstiden på 12 timer medfører, at kørestolsbrugere ikke har samme fleksibilitet som alle andre, hvilket kan påvirke deres dagligdag.

– Som kørestolsbruger skal man på forhånd vide, hvilket tog man tager og præcis hvornår, man tager toget tilbage. Man har ikke de samme muligheder for at blive hængende hos en veninde, og man har ikke samme mulighed for at sige til sin arbejdsgiver, at man godt kan blive lidt ekstra. Og det er et problem, siger Sif Holst.

Handicapassistance i tog

  • I DSB’s tog skal assistance bestilles 12 timer i forvejen.
  • I S-tog er lokomotivføreren forpligtet til at lægge en rampe ud til kørestolsbrugere.
  • Kørestolsbrugere kan få hjælp med ét styk bagage af max 20 kilo.

Kilde: Dsb.dk

Fra 48 timer til 12 timer

Bestillingstiden er dog blevet langt lavere end i 2015. Her skulle kørestolsbrugere forudbestille assistance 48 timer i forvejen.

– Det er jo en væsentlig forbedring fra tidligere, hvor vi var oppe på 48 timer, altså to døgn. Nu behøver man ikke bestille flere dage i forvejen, men man kan gøre det samme dag om morgenen. Men det er stadig dårligt. Du har stadig ikke mulighed for at justere og blive en time mere eller gå en time før, siger Sif Holst.

Læs også: Dansk lov modarbejder jobsøgende handicappede

Men at forkorte bestillingstiden yderligere er dog vanskeligt ifølge Aske Wieth-Knudsen, underdirektør i DSB.

– Jeg kan godt forstå, at der er nogen, der kunne tænke sig, at tiden blev endnu kortere. Men vi har kigget på det her i forhold til at kunne levere en god service. Vi kan stå inde for 12 timer, og vi kan love god service ved 12 timer.

Tidsændringen gør ingen forskel

For sclerosepatient Søren Rønn Willesen gør det dog ikke en markant forskel, at bestillingstiden er blevet forkortet fra 48 til 12 timer.

– Om det er 24 eller 48 timer, det gør ingen forskel. Mit fly kunne for eksempel have været forsinket, og hvad skulle jeg så have gjort, hvis jeg ikke havde nået mit tog?

Læs også: Hittegodskontor efterlyser slangeskind

Her er der hjælp at hente hos DSB. Ifølge Aske Wieth-Knudsen vil DSB gøre alt, hvad der står i deres magt for at hjælpe, hvis der opstår et problem – så længe man har bestilt en lift i forvejen.

Dengang i januar kom Søren Rønn Willesen dog til sidst med toget. Hans elektriske kørestol kan nemlig foldes sammen til kuffertstørrelse, og han fik på egen hånd kæmpet sig ind i toget.

Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen kom af, at journalisten fik fortalt historien om Søren Rønn Willesen af en medstuderende. Alle tre kilder er efterfølgende interviewet over telefonen.