Kampagne for flere socialpædagoger møder kritik

Med denne kampagne forsøger Københavns Kommune at skaffe flere socialpædagoger. Foto: Socialforvaltningen Københavns Kommune

‘Hver dag er forskellig. Hver dag gør vi en forskel’.

Sådan lyder sloganet i en ny kampagne fra Københavns Kommune, der skal skaffe 200 flere socialpædagoger til handicapområdet.

– Formålet med kampagnen er både at opfordre til at søge job indenfor handicapområdet i København, men i høj grad også at fortælle hvorfor jobbet er vigtigt og interessant, udtaler socialborgmester Mia Nyegaard (R) i en pressemeddelelse.

Jeg kan frygte, at kampagnen kan have den modsatte effekt. Der loves guld og grønne skove, men når man så kommer ud på arbejdspladserne, så er det helt anderledes, og man kan blive slemt skuffet.
Jan Hoby, næstformand Landsforeningen for socialpædagoger

“Interessant” er det dog ikke det første ord, som næstformand i Landsforeningen for socialpædagoger, Jan Hoby, vil knytte til jobbet som socialpædagog i Københavns kommune.

– Når der er problemer med at tiltrække nok kvalificeret arbejdskraft og besætte alle stillinger, så skal medarbejderne løbe hurtigere. Det gør, at medarbejderne bliver stresset og utrygge, fortæller Jan Hoby.

Læs også: 200 socialpædagoger mangler: Handicappede må vente på hospitalsbesøg

Han er faktisk bekymret for, om kampagnen kan have en helt anden effekt end den ønskede.

– Jeg kan frygte, at kampagnen kan have den modsatte effekt. Der loves guld og grønne skove, men når man så kommer ud på arbejdspladserne, så er det helt anderledes, og man kan blive slemt skuffet. Det kan få folk til at søge hurtigt videre igen, siger Jan Hoby.

Han mener, at handicapområdet politisk set har været nedprioriteret og underfinansieret for længe.

– For at løse problemet med manglende socialpædagoger bør socialforvaltningen friholdes fra flere besparelser, mener Jan Hoby.

Hos Center for Omsorg og Specialpædagogik, der dækker otte botilbud for handicappede i København, har man endnu ikke mærket effekten af kampagnen. Det oplyser centerchef Karoline Winther-Lund.

Hun anslår, at der lige nu er op mod 40 procent af personalet på de otte botilbud, der er ufaglærte medarbejdere og vikarer.

København: Kampagnen løser det ikke alene

Hos Københavns Kommune er man klar over, at kampagnen ikke løser problemet alene.

– Vi har ikke en forventning om, at vi kan løse en strukturel udfordring med én kampagne. Men vi tror, at kampagnen kan være med til at øge interessen for Københavns Kommune som arbejdsplads og for det socialpædagogiske fag, siger Petter Åttingsberg, kommunikationschef i socialforvaltningen og manden bag kampagnen.

Læs også: Michael mangler pædagoger: Der lå afføring i sengen hele dagen

I jagten på flere socialpædagoger fokuserer Københavns Kommune også på at gøre kommunen til en attraktiv arbejdsplads.

– En del af løsningen er at fastholde vores medarbejder, så de ikke søger videre. Vi arbejder kontinuerligt med at skabe en attraktiv arbejdsplads, hvor efteruddannelse og faglig udvikling er i fokus, siger Petter Åttingsberg.

Kampagnen blev igangsat i uge 42 og består af reklamer i det københavnske bybillede. Du kan læse mere om kampagnen og se de ledige jobs på Københavns Kommunes hjemmeside.

Sådan gjorde vi: Denne historie udsprang af en pressemeddelelse fra Københavns Kommune, som var tilgængelig på deres hjemmeside. Interviews blev foretaget over telefonen med næstformand i Landsforeningen for socialpædagoger og centerchef for omsorg og specialpædagogik i Københavns Kommune. Vi kontaktede socialforvaltningens pressetjeneste telefonisk, men kommunikationschefens udtalelser er modtaget på mail.