Tilfreds anklager efter Rebild-dom


Den 56-årige mand i Rebild-sagen er skyldig i samtlige 10 forhold og skal afsone en forvaringsdom som straf.

Dermed fik anklagerne i den omfattende misbrugssag fra Rebild mere eller mindre, hvad de havde bedt om, da dommen torsdag faldt over en 56-årig mand.

– Jeg er meget godt tilfreds med dommen, siger anklager Karina Skou, der sammen med en kollega har kørt sagen mod den nu dømte Rebild-far ved retten i Aalborg.

Med forvaringsdommen skal den 56-årige i fængsel på ubestemt tid, hvilket gør sanktionen til en af de værste i Danmark.

– Det er en stor og meget grov sag, så vi har selvfølgelig været spændte på, hvad det endte med, siger anklager Karina Skou.

– Men det var fra starten vores opfattelse, at han skulle dømmes til forvaring, og den opfattelse er ikke blevet svækket, mens sagen har kørt, så jeg er ikke overrasket, tilføjer hun.

Med torsdagens dom, som den 56-årige har anket til landsretten, er han kendt skyldig i groft misbrug af ni børn, heriblandt syv af sine egne. Værst er det gået ud over mandens i dag 15-årige datter, som er blevet misbrugt, siden hun var 5 år gammel. I et enkelt tilfælde er hun blevet hejst op i kroge i loftet, før faren voldtog hende. Derudover er hun blevet tvunget til at have sex med fire af sine brødre.

Også to af pigens veninder har været i kløerne på den 56-årige mand, som nu kan se frem til flere måneder som varetægtsfængslet, mens han venter på, at sagen kommer for landsretten.

Selv nægter han sig fortsat skyldig og vil frifindes for alle forhold. Sker det ikke, kræver hans forsvarer, Leif Staal, en mildere, tidsbestemt straf.

Der er endnu ikke fastsat en dato for, hvornår sagen skal for landsretten.

/ritzau/