Flere mænd end kvinder stjæler fra arbejdspladsen

Dobbelt så mange mænd som kvinder er sikre på, at det ikke er sidste gang, de har taget noget med fra arbejdspladsen, lyder en af konklusionerne i ny undersøgelse om tyveri af virksomhedsinformationer udført af Yougov for Ibas Danmark.
 

Henrik Andersen er landechef i Ibas Danmark, der blandt andet arbejder med dataefterforskning. Han mener, at årsagen til, at flere mænd end kvinder stjæler information fra deres arbejdsplads, skyldes, at flere mænd end kvinder besidder jobs, hvor store mængder data flyder i stride strømme.
 

– Hvis du ser på de typiske kontorfag, sælgerfag og konsulentfag, hvor data typisk flyder frem og tilbage i form af kundelister, kundedatabaser mm, så er mænd klart overrepræsenteret – det må være 80-20 i mændenes favør. Jeg tror, at nogle tænker: ’Her har jeg klart en fordel ved at tage noget data med fra min nuværende stilling med over i mit nye arbejde’.
 

Jurist og forskningschef i Justitsministeriet Britta Kyvsgaard er ikke overrasket og mener, det er udtryk for en generel tendens.
 

– Generelt er mænd mere kriminelle end kvinder.  Den officielle statistik viser, at kun hver femte, der bliver dømt for kriminalitet, er en kvinde. Det er vel det område, udover børnefødsler, hvor vi har den skæveste kønsfordeling. Det er derfor forventeligt, at den statistik også smitter af på tilbøjeligheden til at hugge fra sin arbejdsplads.
 

Henrik Andersen, landechef i Ibas Danmark, mener, at mange danske virksomheder ikke er særlig langt fremme i skoene og agtsomme, når det gælder tyveri af informationer fra deres virksomheder. Undersøgelsen skal derfor være med til at sætte mere fokus på problematikken, påpeger Henrik Andersen.

 

Læs også:

Rapport om arbejdspladstyverier fra Det Kriminalpræventive Råd