“Før jeg dør vil jeg gerne slentre byen igennem en sidste gang. Det skal være mit sidste beskedne ønske. Jeg vil gå på mine fødder igennem min by. Igennem København”.
Sådan begynder Dan Turèlls digt “Gennem byen en sidste gang”.
Det er nu 25 år siden, at forfatter, digter og musiker Dan Turèll måtte vende verden ryggen i en alder af kun 47 år. NetAvisen tager dig derfor med på den sidste vandren fra Vesterbro til Kongens Nytorv, som Turèll beskrev i det berømte digt.
Vi starter på Tove Ditlevsens Plads, hvor vi møder maler Amariel Norðoy. Han fortæller, at han kendte den danske forfatter.
– Jeg kan tydeligt huske de sorte negle, siger han og ser op over Vesterbros tagrygge, mens han beskriver, hvordan Dan Tùrell var som person.
– Han var en reserveret mand. Undtagen for alle, han kendte selvfølgelig.
Storby-fascination
Lige omkring Dan Turèlls død i 1993 udkom albummet “Pas på pengene” af forfatteren selv sammen med Halfdan E. På albummet finder man nummeret “Gennem byen en sidste gang”. Dan Turèll skrev digtet af samme navn i en alder af kun 31 år.
Digtet understreger forfatterens utvivlsomt tætte tilknytning til byen. Professor i litteraturvidenskab på Syddansk Universitet Anne-Marie Mai mener, at teksten er utrolig flot.
– Den har jo alt, hvad han gik op i. Skarp poesi, mytologi, storbys-fascination, storbys-glæde og bevidstheden om det korte liv. Også som han selv fik. Han døde desværre alt for ung. Ham ville vi gerne have beholdt i endnu flere år, fortæller hun.
Vi bevæger os videre ned af Vesterbrogade og går igennem de solløse sidegader mellem Vesterbrogade og Istedgade.
Helt sin egen ordkunst
Dan Turèll voksede op i Vangede, hvor der blev dannet grobund for én af de vigtigste litterære danske ikoner i det 20. århundrede. Han skabte sit eget sprog, pointerer Anne-Marie Mai.
– Dan Turèll formåede at skabe sin helt egen ordkunst. Vi kan altid kende hans stemme, også selvom vi ikke hører den. I alle hans tekster er der et Dan Turèllsk særpræg. Man er ikke tvivl, når det gælder hans forfatterskab, siger hun.
Vi slentrer videre gennem Københavns Hovedbanegård, op ad Strøget og ender på Kongens Nytorv.
Med det interaktive kort herunder kan du følge digtets rute og få indblik i de oplevelser, turen tilbyder.
Fotos: Tobias Bonde Simonsen
Sådan gjorde vi: I anledning af 25-årsdagen for Dan Turèlls død fandt vi det oplagt at gå ruten, som er beskrevet i digtet “Gennem byen en sidste gang”. Interviewene på ruten er foretaget ansigt til ansigt, mens interviewet med professor Anne-Marie Mai er foretaget telefonisk.