Kystbanen er under kritik: »Togdriften er ringere end i Kenya«

Tog mod Helsingør via Roskilde. Foto: Anna Lohmann Michelsen

Forestil dig at du sidder i toget på vej på arbejde, og du bruger 18 minutter mere om dagen i toget end førhen. Det lyder måske ikke af meget, men det er en problematik, der er kommet på tavlen i Helsingør. For 18 minutter hver dag i et helt arbejdsår er rundt regnet 3.600 minutter – eller 60 timer.

Derfor mødtes Helsingørs borgmester, DSB’s kommunikationschef, vicetrafikdirektøren for Banedanmark, talsperson for Pendlerklubben Kystbanen, 78 borgere og et lyttepanel af lokalpolitikere tirsdag d. 9/4 for at diskutere pendlernes udfordringer på Kystbanen.

Den længere rejsetid er et resultat af den nye køreplan, der blev indført d. 10. december 2023. Her blev rejsetiden mellem Helsingør og København forlænget med ca. 9 minutter hver vej.

DSB-køreplan fra 10. december 2023, Helsingør til København H.

      • Alle kystbanetog stopper på alle stationer, hvor-imod afgangene før ikke stoppede mellem Klam-penborg og Rungsted kyst.
      • Den forlængede rejsetid er op mod 9 minutter.
      • Den samlede rejsetid er ca. 55 minutter.

    Kilde: Dsb.dk

En af medorganisatorerne bag arrangementet var Marianne Victor Hansen, der flyttede til Helsingør for et år siden. Kort efter hun flyttede, hørte hun om den nye køreplan.

– Jeg følte næsten, at jeg var flyttet på falske forudsætninger, siger hun.

Marianne Victor Hansen er bl.a. også medstifter af Facebook-gruppen ’Kystbanen for alle’, der kæmper for bedre togdrift i området. Gruppen har ca. 825 medlemmer.

For hende er det den forlængede togtur, der gør forskellen. Hun har en mental oplevelse af at være flyttet længere væk, fordi køreplanen er ændret.

– Det betyder noget for både mine børn og mine venner, som kommer fra København. Det afholder dem fra at komme lige så meget, som jeg selvfølgelig godt kunne tænke mig, siger hun.

Ved at forlænge rejsetiden og have længere stop på stationerne har DSB lettere ved at overholde togtiderne. Hvis der er forsinkelser, kan de indhente noget tid på denne måde.

– Til mødet blev det tydeligt at både DSB og Banedanmark, har set sig blinde på punktlighed, siger Marianne Victor Hansen.

Hun har selv rejst i en del udviklingslande, hvor hun mener at togene kører både hurtigere og er mere moderne og nyere, samt kører mere præcist, end de gør i Danmark. Dette er ifølge Marianne Victor Hansen helt absurd.

– Men altså, man må nok erkende, at vi lever i et land, hvor den kollektive transport har været totalt underprioriteret, og hvor togdriften er ringere end i Kenya, siger hun.

Marianne Victor Hansen, medorganisator af debatmødet. Foto: Anna Lohmann Michelsen

Rejsetiden er et ”breaking point”

En anden af deltagerne i debatpanelet var Ulrik Andersen, der er talsperson for Pendlerklubben Kystbanen. Han kører hver dag mellem Espergærde og Østerport, så han er efter eget udsagn ”en rigtig pendler”. Han har kørt ruten siden 2011, så han har gjort sig mange overvejelser om sin tur. Han synes, at rejsetiden til København i forvejen er et ”breaking point”, og den nye togplan har bestemt ikke gjort det bedre.

– Det kørte egentlig meget fint i mange år, og så skete der noget i 2023. Der kom en ny køreplan, siger Ulrik Andersen.

Den nye togplan gjorde nu, at togene skulle stoppe på alle stationer. Det blev ifølge Ulrik Andersen fejret med champagne på nogle af stationerne ved de sydligere stationer, hvilket provokerede ham og andre af Kystbanens passagerer.

Det var også noget af det, der gjorde udfaldet for, at han meldte sig som formand for Pendlerklubben i januar.

– Det handler om transport og ikke alt mulig andet, fortæller han.

Ulrik Andersen, talsperson for Pendlerklubben Kystbanen. Foto: Anna Lohmann Michelsen

Læs også: S-tog på Kystbanen er aktuel igen: »Den eneste måde vi kan få stabil drift«

Rejsetid er det et af de “følsomme områder”

DSB’s kommunikationschef Tony Bispeskov, der også deltog i mødet, ved at det er et dilemma når man omlægger køreplanen.

– Det er et dilemma, når en standsning på en station tilgodeser alle dem der skal af og på, og for alle andre er det en gene. Det er vores opgave at sikre den balance, siger han.

Inden omlægningen havde DSB en dialog med borgmestrene på Kystbanen, hvor der blev lagt vægt på, at der ville opstå forsinkelser når Banedanmark laver jernbanen.

Tony Bispeskov understreger dog også, at deres kunder ligger vægt på, at de kan regne med toget.

– Vi er nødt til at have en højere punktlighed af hensyn til vores kunder. Vores kunder vil have punktlighed, fortæller han.

Tony Bispeskov fortæller dog også, at når der er stabile forhold til at sætte hastigheden op og rejsetiden ned, så sker det “i samme øjeblik”.

Kommunen kæmper videre for forbedringer

Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) skriver til os efter debatmødet, at kommunen kæmper videre for at få forbedringer på Kystbanen.

Den fælles konklusion fra mødet var ifølge Marianne Victor Hansen, at der var en fælles interesse blandt kystbanekommunerne om at sikre, at stationerne i syd får jævnlig og stabil togdrift, men også at togene fra nord bliver hurtigere.

Pendlerklubben håber at kunne få et møde med transportministeren inden for nærmeste fremtid.

Sådan gjorde vi: Vi fandt en Facebook-begivenhed i en gruppe for folk der bor i Helsingør. Herefter kontaktede vi to repræsentanter fra mødet og fik baggrunden for hvorfor det fandt sted. Senere har vi kontaktet DSB, da de bl.a. fremgår som den kritiserede part. Billederne er taget under de første 2 interviews. 

Leave a Reply

Your email address will not be published.