12 spøjse blogs, der gør en grå eftermiddag lidt lysere

Weekenden nærmer sig med hastige skridt, men der er stadig lidt tid der skal fordrives på arbejdspladsen. Netavisen bringer derfor ti blogs og hjemmesider, der ikke tjener andet formål end at sende et smil på læben og måske gøre dig lidt klogere på noget, du absolut ikke vidste, du havde brug for at vide.

Hverdagstegninger

Bloggen Stinestregen er ifølge bloggens ejer Stine illustreret navlebeskuelse. Bloggen handler om hverdagsoplevelser og –følelser i stregform. Her man opleve følelsen af hengemte rudekuverter og glæden ved at se en gammel veninde, alt sammen tegnet med Stines rolige sorte streg.

Uaktuelle nyheder
Rokokoposten findes alle de nyheder ingen andre aviser skriver om – med mere eller mindre opdigtede kilder. Læs blandt andet om en 3-årig der tvang sin mor til at købe mærketøj eller om opdagelsen af en vej nær Slagelse, der ikke som alle andre fører til Rom.

Flotte fotos
Er du vild med flotte billeder, så kan du på fotobloggen Imagine Reality se flotte amatørbilleder af alt fra mos til rå betonvægge, taget af bloggens ejer Marie selv.

Lister om alt
Er man mere til lister så er Weird Worm klar med uendelig mange lister om alt mellem himmel og jord. Der er fx en liste over de 13 dummeste måder at dø på (takket være sex) eller hvad med at finde ud af hvilke 5 dyr, der har mulighed for at kravle op gennem dit toilet? Netavisen garanterer ikke for anvendeligheden af den fundne viden.

The Brick Testament

Havde du problemer med at holde styr på hvad det nu lige var der skete Langfredag i Påske, så kan du på The Brick Testament få genopfrisket de store historier fra både det Nye og det Gamle Testamente – alt sammen udført i Lego! Indtil videre er der 422 Lego-illustrerede historier at gå i gang med.

Hemmeligheder på postkort
Er der for få saftige historier i dine venners statusopdateringer på Facebook? Så er løsningen måske PostSecret, hvor folk har mulighed for at indsende anonyme postkort med de dybeste hemmeligheder. Her bliver afsløret alt fra små hvide løgne, pinlige indrømmelser til utroskab.

Mærkelige statusopdateringer

Statusopdateringer fylder meget på Facebook, og på Lamebook kan du finde de sjoveste og dummeste opdateringer, kommentarer og ’likes’ fra Facebook. Stavekontrollen på mobiltelefonen er heller ikke altid en hjælp, og på hjemmesiden kan du også se billeder af sms-beskeder, hvor stavekontrollen er gået helt galt i byen.

The Fashion Police

Bevæger man sig jævnligt inden for blogverdenen, så kan man ikke undgå at støde på modeblogs. De fleste handler om de nyeste must-have sko eller den lækre bluse fra Topshop. På The Fashion Police er det helt anderledes. Her bliver tøj og outfits efterlyst, fordi de simpelthen er for mærkelige. Også flere kendte, blandt andet Lady Gaga, er blevet anholdt på siden.

Statsledere der kigger på ting

Billeder fylder meget i blogverdenen og det gør de også på de to næste blogs. Bloggen Kim Jong-Il Looking at Things kan ikke prale af at have en dybere mening, til gengæld er der mange sjove billeder af Nordkoreas nu afdøde leder, der kigger på mange forskellige ting. Sønnen Kim Jong-Un, der har overtaget lederposten i Nordkorea, er lige som sin far også glad for at kigge på ting, hvilket kan ses på bloggen Kim Jong-Un Looking at Things.

Mærkværdige familiefotos – også med kæledyr

De sidste to blogs er også i familie med hinanden. På Awkward Family Photos deles familieportrætter, der ikke ligefrem er særlig heldige, men som giver anledning til både forargelse og grin. Mange familier betragter deres kæledyr som en del af familien, og de skal selvfølgelig med på familieportrættet. Det har givet anledning til bloggen Awkwark Family Pet Photos, hvor der blandt andet er et billede af pigen, der sidder i sofaen og krammer sin 100 kg tunge kælegris.