23-årige Kristian har droppet flyrejser i kamp for klimaet

I kortet ovenfor kan du gå på opdagelse i, hvor meget CO2 du sparer ved at tage toget til populære europæiske destinationer frem for at flyve. Tallene er udregnet på baggrund af data fra Greenmatch.dk.

Kristian Gerdes, der er 23-år og studerer religionsvidenskab på Københavns Universitet, kan på sit personlige klima-CV skrive pescetar, affaldssorterer og senest miljøvenlig turist.

Han besluttede sig nemlig sidste år for fuldkommen at droppe flyrejser. Og det er udelukkende for klimaets skyld.

– Hvis jeg skal rejse fremover, bliver det helt klart mere Europa-centreret. Jeg vil gå efter destinationer, som jeg kan komme til med tog eller bus. Eller cykelferier, siger han.

Læs også: Selv små hverdagshandlinger har betydning i det store miljøregnskab

Et politisk manifest

2018 var endnu et rekordår for flytrafikken i Danmark, viser tal fra Danmarks Statistik. Og det er på trods af, at flyvning ifølge tal fra Greenmatch.dk er den mest klimabelastende rejseform i verden. Netop derfor er det vigtigt for Kristian Gerdes at bryde med samfundets normer.

– Det er vel lidt en naiv tankegang om at sætte et eksempel, men samtidig et udtryk for desperation, siger Kristian Gerdes om sin beslutning.

Godt nok bliver flybilletter solgt som aldrig før, men det samme gør interrail-billetter. I 2018 blev der solgt næsten dobbelt så mange interrail-billetter i Danmark, som der gjorde i 2015.

Læs også: Salget af interrail-billetter boomer

Det vidner om et potentielt opgør med den traditionelle masseturisme, hvor det for nogle er blevet et politisk manifest at arbejde for mindre CO2-aftryk, siger Martin Trandberg, der forsker i turisme ved Aalborg Universitet.

Man kan opleve Europa på en fleksibel måde, og samtidig undgå den ekstreme sikkerheds-infrastruktur der omringer flyrejser
Martin Trandberg, forsker i turisme ved AAU

Kristian Gerdes er med i gruppen af folk, der arbejder for mindre CO2-aftryk.

– Selvfølgelig er der et politisk incitament i min beslutning. Men jeg synes, det er vigtigt, at folk overvejer klimaet, når de planlægger deres hverdag og særligt deres rejser, siger Kristian Gerdes.

Han er fortsat den eneste ildsjæl i sin omgangskreds. For at noget for alvor skal ændre sig, kræver det politiske initiativer, mener han.

– Jeg kan egentlig ikke se, hvorfor det er så svært at ændre på noget fra et politisk perspektiv. Jeg tjekkede for nyligt Norwegian, og det kostede halvt så meget at flyve til Aalborg, som det koster at tage toget. Det er jo sindssygt, siger Kristian Gerdes.

Læs også: Radio: Gymnasieelever i klimastrejke: Vi strejker selvom vi får fravær

Og løsningsforslag har han nok af. Afgifter på flyrejser, Momondo til togrejser, et øget europæisk samarbejde på tværs af nationale jernbaner og bedre promoveringer af togrejser til Danmarks nabolande.

Togrejser er godt alternativ

Togture er dog allerede et oplagt transportmiddel, når man vil på ferie i Europa.

Jørgen Ole Bærenholdt, der er professor i turisme ved RUC, mener, at de gode jernbaneforbindelser, der allerede eksisterer, er konkurrencedygtige alternativer til flytransport.

– Når man tager toget, har man en helt anden rejseoplevelse, end når man flyver – en mere interessant oplevelse. Turen bliver en del af rejsen, mens fly kan være ubehageligt, siger Jørgen Ole Bærenholdt.

Og turismeforsker på Aalborg Universitet Martin Trandberg Jensen ser klare fordele ved at benytte sig af toget i stedet for flyvemaskinen.

– Interrailfænomenet er jo perfekt. Man kan opleve Europa på en fleksibel måde og samtidig undgå den ekstreme sikkerheds-infrastruktur, der er, når man flyver, siger han.

Sådan gjorde vi: Idéen udsprang fra min forrige artikel om, at salget af interrail-billetter er steget siden 2015. Derefter lavede jeg et telefonisk interview med en ekspert, der belyste øget fokus på bæredygtighed blandt rejsende. Til sidst interviewede jeg Kristian Gerdes telefonisk, som case.