
Efter et skifte til Movias Flextrafik-ordning ved årsskiftet oplever borgere i Furesø Kommune markante problemer med den visiterede kørsel til genoptræning. Ifølge en 81-årig borger er transporten blevet præget af lange ventetider, manglende information og oplevelser, der skaber utryghed.
En af dem er Bodil Månsson fra Værløse, der er visiteret til kørsel til genoptræning i Farum efter flere alvorlige knoglebrud.
– Det er fuldstændig håbløst, siger hun.
En tur, der tidligere tog ti minutter, er ifølge hende blevet uforudsigelig. Hun fortæller, at hun flere gange har ventet op mod en time uden besked, og at hun ikke altid får den nødvendige hjælp til at komme ind i bilen.
Problemerne kulminerede for nylig, da hun blev kørt hjem fra genoptræning. Selvom bilen passerede hendes adresse, nægtede chaufføren at sætte hende af.
– Jeg sagde: “Det er her, jeg bor”. Men han sagde, at vi skulle hente en anden i Bagsværd, fortæller hun.
Hvad er visiteret kørsel?
- Visiteret kørsel er en transportordning for borgere, som på grund af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke er i stand til at benytte almindelige busser eller tog.
- Der er tale om transport fra ens hjem til en skole, et aktivitetscenter, sygehus, lægen mm.
- For at blive “visiteret” kræver det, at kommunen har vurderet og godkendt behovet for hjælp.
- Kørslen er for alle aldre, og der er tale om mange forskellige behov.
Kilde Movia.
Beslutning uden politisk behandling
Skiftet til Movia blev ifølge byrådsmedlem for De Konservative i Furesø Kommune, Niels Jørgen Brandt (K) aldrig behandlet politisk:
– Jeg fandt ud af det her takket være et borgertip. Sagen kom først til orientering i økonomiudvalget, efter det hele var sat i gang, men det har aldrig været en politisk beslutning, forklarer han.
Han mener, at forvaltningen har undervurderet beslutningens betydning ved ikke at inddrage kommunalbestyrelsen i den:
– Politikerne skal være vagthunde for borgernes tryghed, især de mest sårbare. Det her burde have været en politisk beslutning, siger han.
Samarbejdet stopper
Furesø Kommune valgte i forrige uge i fælleskab med Movia at stoppe samarbejdet om den visiterede kørsel til genoptræning i Farum. En midlertidig leverandør vil snart overtage driften inden et nyt udbud i løbet af året skal finde en ny fast leverandør. Kommunen begrundede i en pressemeddelelse beslutningen med, at der har været for mange udfordringer i ordningen. Den øvrige kørsel fortsætter dog under Movia.
Formand for seniorrådet i Furesø Kommune, Solveig Bisgaard, kalder sagen alvorlig, men ser positivt på, at kommunen reagerer:
– De har lyttet til kritikken og tager ansvar for den manglende kvalitet. Det glæder mig meget, siger hun.
Hun retter samtidig en klar kritik af det oprindelige udbud:
– Det har i for høj grad handlet om pris. Nu skal kvalitet være i fokus. De ældre skal ikke køres rundt på lange omveje, siger hun.
Setup passede ikke til lokal vognmand
Den tidligere leverandør, Harbirk’s Bustrafik, varetog den visiterede kørsel i hele Furesø fra 2018 frem til skiftet til Movia i år. Ifølge direktør Steffen Harbirk markerede overgangen til Movia Flextrafik afslutningen på et velfungerende og mangeårigt samarbejde. Han mener dog at Flextrafik-modellen er en grundlæggende ændring i måden, kørslen planlægges og udføres på.
– Vi har et indgående kendskab til kommunens og borgernes behov for stabilitet, fleksibilitet, faste rutiner og kendte chauffører. Det er samtidig velkendt, at flextrafik ikke nødvendigvis imødekommer alle typer persontransport, siger han.
Da det stod klart, at kommunen overvejede at indgå en samarbejdsaftale med Movia Flextrafik om den visiterede kørsel, gjorde han det tydeligt, at en sådan omlægning ville medføre væsentlige ændringer i forhold til den hidtidige aftale:
– Efter en grundig gennemgang af udbudsmaterialet, valgte vi derfor ikke at afgive tilbud, da vi med vores mangeårige erfaring med tilrettelæggelse og udførsel af den visiterede kørsel, ikke kunne se os selv i det nye setup. Vi håber naturligvis på, at samarbejdet med Furesø Kommune kan genetableres når det er muligt, siger Steffen Harbirk.
Furesø Kommune og Movia er forelagt kritikken, men har ikke haft mulighed for at vende tilbage med en kommentar inden deadline.
Sådan gjorde vi: En kommentar i byens lokale Facebook-gruppe satte gang i undersøgelsen af sagen. Det stod hurtigt klart, at en kilden havde adskillige dårlige oplevelser med den visiterede kørsel, som Movia tilbyder borgere i genoptræningsforløb. Der er efterfølgende rettet henvendelse til Harbirk’s Bustrafik, Movia, seniorrådet og Furesø Kommune, der alle har haft mulighed for at kommentere sagen.