Ældre Sagen: Lockouten kan forbedre bedsteforældres livskvalitet

Lockout af lærerne kan skabe behov for bedsteforældre, og det kan højne deres livskvalitet Foto: Morguefile
Lockout af lærerne kan skabe behov for bedsteforældre, og det kan højne deres livskvalitet
Foto: Morguefile

Der bliver brug for alle villige kræfter, hvis børnene ikke kan komme i skole efter påske, og det kan komme landets mange bedsteforældre til gode. Det fortæller chefkonsulent Margrete Kähler fra Ældre Sagen. Hvis de ældre får en rolle i pasningen af børnebørnene, kan det ligefrem forbedre de ældres liv.

– Det kan gavne deres livskvalitet, og det kan skabe en fordybelse i deres forhold til børnene, siger Margrete Kähler.

Hun fortæller, at konflikten kan give bedsteforældrene en oplevelse af, at der er et større behov for dem.

– Det kan betyde, at de føler, at de gør noget for deres børn og børnebørn. Noget af det bedste, mennesker ved, er, at de har en funktion og en rolle at varetage, og de forhindrer bøvl og problemer for deres familie, siger Margrete Kähler.

LÆS OGSÅ: Fritidshjem er bekymrede for skolereform

En undersøgelse, som Ældre Sagen har foretaget blandt 4000 personer mellem 60 og 90 år, har tidligere vist, at familien er det vigtigste for ældres livskvalitet. Med de rigtige aftaler mellem bedsteforældre og deres børn, kan lockouten derfor være gavnlig for bedsteforældrene mener Margrete Kähler.

Det kræver gode aftaler
For at det skal lykkes, kræver det dog, at forældrene og bedsteforældrene sammen lægger en plan og lytter til hinanden.

– Det er vigtigt for de ældre, at de bliver respekteret af forældrene, så de ikke bare bliver kaster ind og ud af nogle pasningsopgaver. Hvis rammerne først er på plads, og de ældre føler, der også er taget hensyn til deres hverdagsliv, så tror jeg ikke, det kan være andet end godt for de bedsteforældre, der har kræfterne til det, siger Margrete Kähler.

Man skal dog være opmærksom på, at ældre mennesker ikke har samme energi som yngre. Derfor mener Margrete Kähler, at man skal være lydhør over for, hvis bedsteforældrene for eksempel er udmattede, fordi de ikke har sovet så godt en nat, og så skal de have mulighed for at kunne sige fra, siger hun.