Gentofte Kommune har gennem de seneste fire år udbudt et forældre-kursus, der hedder “FÅ STYR PÅ angsten,” hvor forældre får hjælp til at håndtere deres barns angst. Men det tilbud har formand for Nye Borgerlige Gentofte, Kenneth Korsbæk, svært ved at retfærdiggøre overfor de skatteydere, der i sidste ende skal betale. I stedet skal forældrene tage ansvar for, hvordan deres børn har det, mener han.
– Jeg efterlyser, at man tager hånd om sit eget liv i dag i stedet for at skubbe det over til kommunen og andre skatteydere, som så skal betale for det. Det er for nemt at sige, at det er andres problem. Hvis der er et problem, må man i første omgang løse det derhjemme som ansvarlig forælder, siger Kenneth Korsbæk.
Han er opvokset i Thy, og hans barndom var ret anderledes end den, børn lever i dag, mener han. Han er i dag både far og bedstefar.
– Børn er måske for sarte i forhold til, hvad vi var dengang. I dag kan de ikke engang få lov til at klatre i træer. Børn bliver ’nurset’ for meget i dag i forhold til, hvad man gjorde dengang, siger Kenneth Korsbæk.
Men det er netop en af de udfordringer, som forældre til børn med angst står overfor. De kommer til at pakke deres børn ind, fordi forældre fra naturens side er kodet til at beskytte deres børn mod fare.
– Vi handler intuitivt for at mindske barnets ubehag, trøste barnet når det har det skidt og går med på undgåelse, for hvorfor skulle vi udsætte vores børn for noget, der er utrygt og ubehageligt. Men det er lige præcis det, man skal gøre, når man behandler angst, siger Sonja Breinholst. Hun er lektor på Institut for Psykologi og udvikler af programmet FÅ STYR PÅ angsten.
FÅ STYR PÅ angsten, er en hjælp til forældre med børn i Gentofte Kommune, der lider af ”mild til moderat angst”. Det er et ti uger langt forløb, der består af tre workshops samt hjemmeopgaver til forældrene.
I korte træk vil forældrene holde deres børn væk fra de situationer, der kan fremme barnets angst ifølge Sonja Breinholst.
– Programmet blev udviklet, fordi vi fik henvendelser fra rigtig mange kommuner, der sagde; Vi har simpelthen ikke ressourcer til at behandle de angste børn, vi har i kommunen. Typisk fordi de terapeutleverede interventioner er dyrere i psykologtid. Og så udviklede vi det her, siger hun.
Forældre skal tage ansvar for deres egne børn. Det er ikke statens og kommunens børn,
siger Kenneth Korsbæk
En tredobling af angst hos børn
De seneste 10-15 år er antallet af børn med angst tredoblet, fremgår det af Center for Angsts hjemmeside. Det skyldes flere ting, men flere af dem er positive, mener Sonja Breinholst.
– Forældre, lærer, pædagoger og psykologer er blevet bedre til at opdage angste børn. Dengang jeg var barn, var der rigtig meget fokus på børn med udadreagerende adfærd. Der var rigtig mange interventioner målrettet børn med ADHD, men man opdagede ikke nødvendigvis det barn, der sad bagerst i lokalet og bekymrede sig rigtig meget eller havde det rigtig skidt, siger Sonja Breinholst.
Men selvom forældre i dag er blevet bedre til at opdage, at deres barn ikke trives, så kan forældre være medskyldige i at fastholde barnet i angsten.
– Der er noget i samfundet, der gør, at vi desværre er blevet bedre til at vedligeholde angst hos børn. Vi kan GPS-spore vores børn. Vi har Aula, så vi ved hele tiden, hvad de laver. Vi har stor medindflydelse på vores børns liv, der i nogle tilfælde kan være vedligeholdende, siger Sonja Breinholst.
Fakta om angst
- Angst er en naturlig følelse ligesom vrede, jalousi, glæde og andre følelser. For nogle løber angsten løbsk og udvikler sig til en sygdom
- Angst kan have både fysiske og psykiske symptomer og påvirker også tanker og adfærd
- De fysiske symptomer er ofte mere dominerende end de psykiske. Det er fx hjertebanken, åndenød, kvalme, prikken og snurren i fingrene
- De psykiske symptomer spænder fra let ængstelse, anspændthed og uvirkelighedsfølelse til dødsangst og frygt for at miste forstanden
Kilde: Psykiatrifonden
Læs også: Bedre end fraværsstraf: Socialpædagoger hjælper angstramte børn i skole
De gode gamle dage
Med teknologi som Aula, så er det lettere for forældre at komme til at fastholde børn i angsten. Det er for eksempel, når man som forælder opdager, at ens barn med angst har vikar i skolen, hvis det er med til at udløse barnets angst. Intuitivt ville forældre forberede deres barn på, at der er en vikar. Inden Aula var en del af forældrenes hverdagsliv, så var det ikke muligt at vide, om ens barn havde vikar i skolen, forklarer Sonja Breinholst.
Læs også: Vallensbæk Kommune vil gå forrest i kampen mod børns mistrivsel
Slip børnene – men hold forældrene i hånden
Flere og flere børn får angst og diagnoser, siger Kenneth Korsbæk, der er bekymret for, hvad det vil betyde for skatteyderne i Gentofte Kommune. Han mener, at forældrene er forpligtigede til at tage hånd om deres børns ve og vel.
– Forældre skal tage ansvar for deres egne børn. Det er ikke statens og kommunens børn, siger Kenneth Korsbæk.
Men det gør forældre i høj grad også, mener Sonja Breinholst.
– Vi kan måle, at forældre i dag bruger mere tid på deres børn, og det frigør også en ressource i forhold til et program som FÅ STYR PÅ angsten, fordi forældre er villige til at tage ansvar til at hjælpe deres barn, siger Sonja Breinholst.
Når arbejdet med angst er så stik mod forældrenes mavefornemmelse, så er det utopi at tro, de kan gøre det alene, mener Sonja Breinholst.
– Medmindre at man selv virkelig læser og er opsøgende, har man faktisk brug for nogle fagprofessionelle til at fortælle, at den måde, man bedst får børn ud af en angstproblematik på, er ved at agere og føle sig som verdens ondeste forælder, fordi man netop skal presse børn ind i ubehagelige situationer, og at man skal kunne udholde, at barnet har det skidt, siger Sonja Breinholst.
Men var det bedre i gamle dage?
– Nej, det var det ikke. Der var også børn dengang, der var bange. Vi så dem bare ikke, siger hun.
Ansøgningsfristen for at tilmelde sig FÅ STYR PÅ angsten er den 16 november. Tilmelding foregår på Gentofte Kommunes hjemmeside.
Gentofte Kommune er ikke vendt tilbage på Netavisens henvendelser.
Sådan gjorde vi: Gentofte Kommune har delt tilbuddet på egen Facebook, hvor den omtalte lokalpolitiker har lavet en skriftlige kommentar. Efterfølgende er begge kilder interviewet over telefon.