Nikotinforbrug blandt unge i Rudersdal er rekordhøjt

Det er især e-cigaretter, vapes og de ulovlige puff bars, som er stigende blandt de unge. Foto: privat

Sidste år var det lige knap 33 procent af de rudersdalske gymnasieelever, som havde prøvet det. I år er det lige over halvdelen. Til sammenligning var det 45 procent af gymnasieeleverne på landsplan. Det viser den årlige ungeprofilsundersøgelse, som BørnUngeLiv udbyder og flere kommuner, herunder Rudersdal, gør brug af. Undersøgelsen undersøger børn og unges trivsel og sundhed i udskolingen og gymnasiet.

Ungeprofilundersøgelsen

  • Ungeprofilundersøgelsen er statistisk spørgeskemaundersøgelse til børn og unge, som anvendes af landets kommuner til at få konkret viden om børn og unges trivsel og sundhed.
  • Undersøgelsen for udskoling og unge 15-30 årige i uddannelse kan gennemføres fra den 1. november 2022 til den 31. januar 2023.
  • Det er frivilligt at deltage i undersøgelsen, og hvis der er spørgsmål, man ikke ønsker at svare på, kan de springes over.

Kilde: Boernungeliv.dk

Glidebane til cigaretter

Tilde Sand Christensen, projektleder for Røgfri Fremtid et partnerskab, der arbejder for en røgfri fremtid i 2030, kan desværre nikke genkendende til det stigende forbrug blandt unge.

– Vi er meget bekymrede for den stigning, vi ser blandt unge med e-cigaretter og vapes, udtaler hun.

En ny national undersøgelse viser nemlig et stigende nikotinforbrug blandt unge, og særligt forbruget af e-cigaretterne er steget enormt meget de sidste to år. E-cigaretter kan fås med mange forskellige smage, modsat almindelige cigaretter som siden 2020 har været forbudt at sælge med andet end tobakssmag.

Læs også: Det koster dig 190 kr., hver gang unge i Hillerød tester sig for klamydia

– Det er særligt bekymrende, da det kan fungere som glidebane til almindelige cigaretter. E-cigaretter kan gøre børn og unge fortrolige med rygning. Man risikerer dermed, at flere børn og unge begynder at ryge tobak, fortsætter hun.

De fleste forældre tænker, det kunne mit barn aldrig finde på. Men vi kan jo se på tallene, at det er der desværre nogles børn, der godt kan finde på.
Gitte Næsbøl Magnus, ungechef i Rudersdal kommune

Opråb til forældrene

Ung i Rudersdal bruger hvert år denne undersøgelse til at forstå, hvilke problemer der er blandt de unge i kommunen. Gitte Næsbøl Magnus, ungechef i Rudersdal kommune, anser også det stigende forbrug som bekymrende. Især fordi det er en ny ting, som forældrene ikke er opmærksomme på. Det er derfor vigtigt, at de bliver det.

– Der mangler oplysning til forældrene om det. Der er desværre rigtig mange, der ikke ved, at det er et problem. Derfor kommer vi også til at afholde en forældreaften, hvor vi kan snakke om den her problematik, siger hun.

E-cigaretter producerer damp, ikke røg som almindelige cigaretter. Dampen sætter sig ikke i tøjet på samme måde, og det kan derfor være svært for forældre at lægge mærke til, om deres barn ryger e-cigaretter.

– De fleste forældre tænker, det kunne mit barn aldrig finde på. Men vi kan jo se på tallene, at det er der desværre nogles børn, der godt kan finde på. Derfor opfordrer vi forældre til at snakke med deres børn om nikotinforbrug, fortsætter hun.

Sådan gjorde vi: Sidste uge var flere medier ude med historier om stigende nikotinforbrug blandt unge. Derfor fik journalisten idéen til at undersøge, hvordan det stod til i Rudersdal kommune. Her fandt journalisten Ung i Rudersdal, som gav lov til at kigge på deres ungeprofilundersøgelse, selvom den ikke er udgivet endnu.