Antallet af kontanthjælpsmodtagere falder fortsat

Siden 2014 er antallet af personer på kontanthjælp faldet, og i 2018 er tallet lavere end nogenside før.

Fra 2017 til 2018 er antallet af personer på kontanthjælp faldet med lidt over 8.500 personer. De sidste fire år er antallet af kontanthjælpsmodtagere faldet, og det er en tendens som fortsætter, fortæller Niklas Andersen, Ph.d.-stipendiat på Aalborg Universitet.

– Samfundet er lige nu inde i en højkonjunktur, og der er en tendens til, at ledigheden er faldende. Der er også en tendens til, at der er et faldende antal personer på kontanthjælp, siger Niklas Andersen fra Aalborg Universitet.

Dette bekræfter Erik Bjørgsted, Cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

– Der har været et pænt jobopsving i dansk økonomi, og vi befinder os lige nu i en højkonjunktur i Danmark. Det kan være, at konjunkturen er kommet kontanthjælpsmodtagerne til gode, siger Erik Bjørgsted.

Færre flygtninge kan forklare faldet

Mange forklarer de færre kontanthjælpsmodtagere med kontanthjælpsloftet, der blev indført i Danmark i 2016. Erik Bjørgsted mener dog ikke, at kontanthjælpsloftet kan forklare tendensen. Ud over højkonjunkturen i Danmark, spiller en anden faktor i stedet ind i følge Erik Bjørgsted.

– En anden faktor er, at der kommer færre mennesker og flygtninge til Danmark, og det er med til at antallet af personer på kontanthjælp bliver lavere, mener Erik Bjørgsted.

Selvom nogle kontanthjælpsmodtagere går fra kontanthjælp til andre ydelser, er der selvfølgelig også andre, der kommer i job
Niklas Andersen, Ph. d.-stipendiat på Aalborg Universitet, Center for arbejdsmarkedsforskning CARMA.

Fra kontanthjælp til andre ydelser

Det faldende antal af personer på kontanthjælp kan skyldes mange ting, mener Niklas Andersen. Tidligere har man dog set, at kontanthjælpsmodtagere går fra at modtage kontanthjælp til at modtage andre ydelser.

Læs også: Ekspert: Kontanthjælp kan ikke reguleres efter hvor man bor 

– De faldende tal kan være tegn på, at kontanthjælpsmodtagere bevæger sig over i andre kategorier, og derved modtager nogle andre ydelser, siger Niklas Andersen.

Faldet kan skyldes mange ting

Faldet kan dog skyldes mange ting og betyder ikke nødvendigvis, at kontanthjælpsmodtager blot går fra én offentlig ydelse til en anden.

– Der ses dog også tegn på, at kontanthjælpsmodtagere decideret falder ud af systemet og i højere grad er selvforsørgende. Selvom nogle kontanthjælpsmodtagere går fra kontanthjælp til andre ydelser, er der selvfølgelig også andre, der kommer i job, forklarer Niklas Andersen.

Der er jo for eksempel forskel på, om personer er jobparate eller om de er aktivitetsparate, og årsagerne til, at de ikke længere er en del af kontanthjælpssystemet, vil derfor også være meget blandede
Niklas Andersen, Ph.d.-stipendiat på Aalborg Universitet

Man må ikke havne på sidelinjen 

Når antallet af personer på kontanthjælp falder, må det betyde, at personerne havner andre steder. Erik Bjørgsted undrer sig i den forbindelse over, om de kommer i job eller om de i virkeligheden blot havner på sidelinjen.

– Det er et uafklaret spørgsmål, som vi (i Arbejderbevægelsens Erhversråd red.) løbende holder øje med. Vi holder øje med det, fordi personer ikke bare må havne på sidelinjen, fortæller Erik Bjørgsted.

Læs også: Strandet på kontanthjælp

Forbehold overfor tallene

Personer på kontanthjæp de sidste 6 år 

  • 2013: 141.718 persoenr
  • 2014: 106.858 personer
  • 2015: 107.608 personer
  • 2016: 111.103 personer
  • 2017: 86.564 personer
  • 2018: 78.022 personer

Kilde: Jobindsats.dk

Tal fra Jobindsats.dk viser, at antallet af kontanthjælpsmodtagere er faldet markant fra 2014, og de nyeste tal indhentet i januar i år viser, at antallet af kontanthjælpsmodtagere i år er rekordlavt. Man må dog have nogle forbehold overfor tal som disse, mener Niklas Andersen

– Når man ser på sådan nogle tal, er det vigtigt at undersøge bevægelserne indenfor og imellem forskellige ledighedsgrupper og ikke blot analysere dem under en samlet gruppe for at kunne sige mere om, hvorfor antallet af personer på kontanthjælp er faldende, forklarer Niklas Andersen.

– Der er jo for eksempel forskel på, om personer er jobparate eller om de er aktivitetsparate, og årsagerne til, at de ikke længere er en del af kontanthjælpssystemet, vil derfor også være meget blandede, siger Niklas Andersen.

Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen udspringer af tallene på Jobindsats hjemmeside. Tallene er hentet fra Kommunale sagsbehandlings- og økonomisystemer. Jeg ringede til Niklas Andersen fra Aalborg Universitet først og ringede derefter til Erik Bjørgsted fra Arbejderbevægelsens Erhversråd, da han tidligere har skrevet om tendensen til at er færre mennesker på kontanthjælp.