Sygdomme og død blandt kalve er et udbredt problem i Danmark. I løbet af den første levemåned er diarré den væsentligste dødsårsag. Antistoffer fra ostevalle kan være et nyt og godt middel til at forebygge sygdomme hos kalvene og holde dem sunde og raske livet igennem.
Det viser er nyt forskningsprojekt, der er udarbejdet af en række forskere fra Veterinærinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
Et godt restprodukt
Antistoffet hedder immunglobulin og udvindes fra ostevalle, som er et restprodukt fra mælken på mejerierne. Derfor er det en billig måde at fremstille antistoffet, som kalvene behøver. Fra 35.000 liter valle kan man udvinde 17 kg immunglobulin, viser forskningsprojektet.
– Det nye i projektet er, at vi har udvundet store mængder af antistoffet fra et restprodukt. Det gør det billigere at producere end set før, fortæller professor Peter M. H. Heegaard, der er en af forskerne bag projektet.
Læs også: Øko-krise eller en storm i et glas mælk?
– Den gode kvalitet og den billige produktionspris gør det jo interessant for kalveavlerne, siger Peter M. H. Heegaard.
Før antistoffet kan ende som et salgbart produkt, skal der dog foretages yderligere forsøg. Stoffet skal testes på flere køer, så man kan følge op på effekterne.
Projektet møder opbakning
Hos foreningen Danske Slagtekalveproducenter er man glade for nyheden.
– Vi bakker op omkring projektet, det lyder som en rigtig god ide. Vi håber, at den nye og billigere måde at fremstille antistoffet på kan løfte kvaliteten af mælkepulveret, fordi der kommer flere antistoffer i, siger Lasse Olsen, der er formand for Danske Slagtekalveproducenter.
Flere af de danske kalveavlere bruger mælkepulver, som tilsættes planteprotein. Men det er et problem, fordi man mister de antistoffer, som er i mælken, og det er ikke godt for kalvene. Derfor håber Lasse Olsen, at man vil gå videre med forskningsprojektet og senere markedsføre det.
Læs også: Forsker: Fremtiden er ikke økologisk
Kalvene har brug for stoffet
Kalve danner ikke selv de nødvendige antistoffer, så de skal have dem tilført. Deres mor bliver taget fra dem det første døgn, derfor har kalvene brug for en alternativ kilde til antistoffet. Her er antistoffet fra ostevalle et godt og sundt alternativ.
I projektet blev immunglobulinet givet til en række kalve, og det havde en gavnlig effekt på kalvenes vækst og sundhed.
Ved at give kalvene antistoffet sammen med foderet fra de er spæde, og i løbet af deres første levemåned kan man styrke deres immunforsvar og sikre dem mod infektioner.