En hest på en lille fold med affald og fritliggende brædder, jernstænger og bildæk.
Det er, hvad Sofie Sønderup har filmet på Egmondvej 2-4 i Dragør og lagt op på sin Facebook-profil d. 9. april. Formålet har været at dokumentere det, som, Sofie Sønderup mener, er vanrøgt af hestene på stedet.
Ejeren af den filmede ejendom er Tove Æbeløe.
– Der har været nogle småting igennem årene, men der er ikke noget sandhed i alle anklagerne om dyremishandling, siger Tove Æbeløe, der i forbindelse med et andet Facebook-opslag fra 2017 har anmeldt Sofie Sønderup for injurier.
Tove Æbeløe har reddet og holdt heste hele sit liv sammen med sin far. Nu holder hun selv heste og andre dyr på sin adresse og har en partsordning.
Opslaget fra d. 9. april er pr. dags dato blevet liket 390 gange, kommenteret 216 gange og delt 785 gange.
– Jeg skal selv i retten til vinter, fordi jeg er blevet sagsøgt for at udtale mig om forholdene, men gør det med oprejst pande, for vi skal ikke trues til at tie. Nogen må og skal være dyrenes stemmer, skriver Sofie Sønderup i Facebook-opslaget.
Klik på videoen nedenfor og se, hvad Sofie Sønderup har filmet. Artiklen fortsætter under videoen.
Farlige foldforhold?
Sofie Sønderup synes ikke, der er tale om småting.
– Fodermæssigt er der ikke noget at komme efter denne gang, men folden er for lille. Og på videoen er det tydeligt, at der er ting som jernstænger og pigtråd, som hesten kan komme til skade på, siger Sofie Sønderup.
Det er ikke kun Sofie Sønderup og andre lokale privatpersoner, der tager forbi Egmondvej 2-4.
Tove Æbeløe oplever også, at forskellige dyreværnsforeninger kommer på hendes ejendom og vil undersøge forholdene. Derfor har hun forment foreningen Hestens Værn adgang.
– Jeg kan ikke have, at en husmor fra 5. sal i København, der aldrig har haft sin egen hest, skal komme ud og vurdere, om mine heste står ordentligt. Hvis jeg skal dømmes, skal det fandme være embedsmænd, der har forstand på det, siger Tove Æbeløe.
Jeg kan ikke have, at en husmor fra 5. sal i København, der aldrig har haft sin egen hest, skal komme ud og vurdere, om mine heste står ordentligt.
Tove Æbeløe, ejer af Egmondvej 2-4
Læs også: Stædige heste-aktivister strammer tøjlerne og forsinker årets første væddeløb
Ejer afviser anklager
Tove Æbeløe kan ikke forstå bekymringerne for hesten i videoen, der hedder Nordbakken.
– Der er jo ikke noget, der ligger, så han kan træde i det. Det bedste, man kunne gøre, var at spørge hvorfor, men det er der jo ingen, der gør. De vil meget hellere svine mig til ude i det offentlige rum og ødelægge mit husmandssted, siger Tove Æbeløe.
Det bedste, man kunne gøre, var at spørge hvorfor, men det er der jo ingen, der gør.
Tove Æbeløe, ejer af Egmondvej 2-4
Tove Æbeløe forklarer, at Nordbakken bliver redet hver dag og derfor kun står få timer på folden. Den kan ikke stå på de andre folde på ejendommen, fordi de plørede tilstande trækker skoene af den.
De andre heste på Tove Æbeløes fold var også efter Nordbakken, og hun mener derfor, hun og hendes hjælpere har “slået to fluer med et smæk” ved midlertidigt at sætte ham på en anden fold.
Sofie Sønderup mener derimod, at Nordbakkens foldforhold strider imod dyreværnsloven. Hun har derfor anmeldt Tove Æbeløe til både kommunen, Fødevarestyrelsen og Hestens Værn til trods for sin retssag til oktober.
Reagerer på lovgivningen
Sofie Sønderup understreger, at hun ikke arbejder ud fra en personlig hetz, men at hendes hjertesag er dyrenes velvære. Til hverdag arbejder hun som dyrepasser i en børnehave.
Og så er det et opråb om, at når der er lavet en lovgivning, så må man også kunne håndhæve den, når tingene ikke er i orden.
Sofie Sønderup, lokal dyreaktivist
– Det har intet med ejeren som person at gøre overhovedet. Det her er simpelthen for dyrene, og så er det et opråb om, at når der er lavet en lovgivning, så må man også kunne håndhæve den, når tingene ikke er i orden, siger Sofie Sønderup.
Paragraf 1-3 i dyreværnsloven
§ 1. Dyr er levende væsener og skal beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men etc.
§ 2. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.
§ 3. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses, jf. § 2. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed. Dyr skal endvidere sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov.
Kilde: retsinformation.dk
Forment adgang
Sofie Sønderup stiller sig også kritisk over for, at Tove Æbeløe kan nægte dyreværnsforeningen Hestens Værn adgang til sin ejendom.
– Der må være noget galt med lovgivningen, hvis en ejer kan gå ud og sige, at dyreværnsforeninger ikke kan komme på adressen. Hvem skal så hjælpe dyrene? spørger Sofie Sønderup.
Tove Æbeløe forklarer, at hendes dårlige oplevelser med Hestens Værn er grunden til, at hun har forment dem adgang.
Sagens tabere
For Tove Æbeløe er motivet bag anmeldelserne og Facebook-opslagene ligegyldigt. Hun mener, at hendes ry er ødelagt, og det forhindrer hende i at få parter på sine heste, mener hun.
Det går mest ud over hestene, påpeger Tove Æbeløe, men også hende selv og dem, der har part hos hende.
– En ting er, at de ødelægger mit liv, men de ødelægger også livet for de børn, der har part hos mig. De har jo ødelagt min forretning. Jeg havde troet, jeg skulle leve af det her, når jeg gik på pension, men det kan jeg i hvert fald ikke nu, siger Tove Æbeløe.
Sofie Sønderup siger dog selv, at hun ikke er ude på at ødelægge Tove Æbeløes forretning.
– Så længe hun tilgodeser dyrenes præmisser, må hun for min skyld have 20 heste. Og bo, som hun vil, med rod og alt muligt. Jeg vil bare gerne have, at dyrene skal have det godt, siger Sofie Sønderup.
Retssagen imellem Sofie Sønderup og Tove Æbeløe er før blevet udskudt og er nu sat til d. 23. oktober.
Sådan gjorde vi: På et Facebook-opslag, som jeg postede i gruppen ‘Tårnby på tværs’, hvor jeg spurgte ind til, hvad der rørte sig i kommunen, linkede en borger til Sofie Sønderups Facebook-opslag fra d. 9. april. Jeg kontaktede Sofie Sønderup og derefter Tove Æbeløe. Begge kilder er interviewet telefonisk.