Bagere skal sælge pizza for at lokke kunder

Foto: David Julien
Brød skal langt fra være det eneste, du kan købe i dit bageri fremover, hvis man spørger Bager- og Konditormestre herhjemme.
Foto: David Julien

Nu skal din bager satse på andre produkter end bare brød og kager.

Sådan lyder opfordringen fra Bager- og Konditormestre Danmark, fordi danske supermarkeder i højere grad sælger bagværk.

– Bagere bliver nødt til at have et bredere sortiment i fremtiden, så man også kan købe en halvbagt pizza eller lasagne, som kunden selv skal varme i ovnen. Der bliver mere mad, så det ikke bare bliver et bagerhus, men også et madhus, siger Anders Grabow, der til daglig fungerer som fagblad- og presseansvarlig for Bager- og Konditormestre Danmark.

Fokus på kvalitet

Konkurrencen fra de danske supermarkeder i Danmark har resulteret i, at flere bagerier har været nødsaget til at lukke. Men Bager- og Konditormestrene frygter ikke for konkurrencen fra supermarkederne og forudser, at den traditionelle bager stadig vil være at finde i fremtiden.

Dog er bagere tvunget til at ændre salgsstrategi.

– Der er kommet mere fokus på virkelig håndværksfremstillede produkter, og kunden går mere efter kvaliteten end prisen. Fordelen er også, at bagerierne satser på højkvalitetsprodukter, tilføjer Anders Grabow, der også forudser, at danske bagerier så småt vil udvide i fremtiden og fokusere mere på det ”hele måltid”.

Med vores procedure har jeg ikke været påvirket af det, men jeg ved at mange af mine kollegaer har.
Steen Mortensen, bager

Læs også: Unge rødder bager boller

Et anderledes bageri

Steens Bageri i Nykøbing Falster er et af de bagerier, der har valgt at gøre det anderledes end andre bagerier. Her har bagermester Steen Mortensen tilføjet lokale varer til sit sortiment som æblemost, honning, the og marmelade.

Udover det har han rykket sit bageri ind i butikken, så kunder kan følge med i bageprocessen. Det adskiller indkøbsoplevelsen fra bare at hive varer ned fra hylderne i et supermarked.

– Jeg har gjort det til en oplevelse at komme ind i min butik, ved at flytte min produktion fra nat til dag. Det gør at vi har frisk brød hele dagen. De kunder, der kommer ind hos mig betaler mere for produktet, men så skal de også have en oplevelse med når de går. Det kan man ikke få i et supermarked, siger Steen Mortensen.

Steen Mortensen er dog godt klar over at supermarkederne presser de danske bagerier, men bagermesteren holder godt fast i sine kunder, der sætter pris på traditionelle håndværk.

– Med vores procedure har jeg ikke været påvirket af det, men jeg ved at mange af mine kollegaer har.

Bager- og Konditormestre Danmark mærker også til konkurrencen, men de er fortrøstningsfulde i forhold til danske bageriers fremtid.

– Med brødhusene i supermarkederne har det selvfølgelig lukket bagerier, men det er ikke gået så hurtigt som man frygtede, siger Anders Grabow.