Bankansatte skal forny sig ud af krisen

 
Medarbejdere i bankverdenen skal frem med tænkehatten og gøre sig attraktive for at beholde jobbet. Sådan lyder rådet fra Steen Lund Olsen, der er formand for Danske Banks personaleorganisation, Danske Kreds.
 
 
Han mener, at det blandt andet er en fordel, hvis bankansatte prøver at have fingrene i lidt af hvert på deres arbejdsplads.
 
 
”Det er jo altid interessant, hvis en chef synes Jensen eller Olsen kan flyttes over på en anden pind, i stedet for at man siger, ’jeg vil kun sidde ved kassen og jeg vil ikke lave andet’”
 
 
Rådet kommer efter, at Danske Bank i sidste uge fyrede 300 medarbejdere og nu lukker kasserne i 131 filialer. Fyringerne er et led i Danske Banks plan om at skære 2000 stillinger fra 2012 til 2014.
 
 
Flere kundskaber under neglene
 
Steen Lund Olsen peger på, at det er vigtigt at skaffe sig forskellige kompetencer, så man fx ikke kun står ved kassen, men også prøver at være rådgiver. På den måde, mener han, at man har bedre mulighed for at tage et andet job inden for samme virksomhed.
 
 
”Man kan sige, at sådan som udviklingen går, hvor der bliver færre og færre kasser, så er det jo lidt svært bare at have det job de næste 20 år, hvor man måske skal prøve at få nogle andre ting ind under neglene, så man kan være attraktiv til også at lave noget andet.”
 
 
Han mener, at det blandt andet kan hjælpe med mere efteruddannelse og supplerende kurser, så man viser, at man ”følger med tiden og er opdateret”.
 
 
Steen Lund Olsen ser desuden efteruddannelse som en god ballast i rygsækken, hvis man mister sit job og skal søge et nyt.
 
 
”Hvis man prøver at gøre sig bredere, så er man jo også mere attraktiv, hvis man skulle være uheldig og blive afskediget.”
 
 
Tradition for at blive på pinden
 
Steen Lund Olsen oplever, at de fleste medarbejdere i Danske Bank er glade for det, de laver og derfor ikke altid ønsker at forny sig, fordi ”den enkelte er jo glad for det job, de har”.
 
 
Der har da heller ikke tidligere været behov for at tænke i nye baner for medarbejdere i finanssektoren, påpeger Henrik Lambrecht Lund, som er lektor ved Center for Arbejdslivsforskning på Roskilde Universitet.
 
 
”Historisk set har det været en sektor, hvor man aldrig fyrede. Det er et nyere fænomen.”
Han mener, at de få fyringer har skabt en kultur, hvor de ansatte er meget loyale over for virksomheden, de arbejder i og nærmest betragter sig selv som ”livstidsansat”.
 
 
Denne gamle tankegang er dog i opbrud inden for finanssektoren, mener Henrik Lambrecht Lund.
 
 
”I takt med at man ser flere og flere fyringsrunder, så må medarbejderne også orientere sig på andre måder.”
 
 
Henrik Lambrecht Lund forklarer, at traditionen for et fåtal fyringer og stor loyalitet skaber en ”psykologisk kontrakt” mellem bankmedarbejderen og virksomheden, som så bliver brudt, når der kommer fyringsrunder.
 
 
En presset branche
 
Finanskrisen har taget hårdt på hele den finansielle sektor. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der er 7577 færre medarbejdere inden for finans- og forsikringsverdenen siden 2008.
 
 
Henrik Lambrecht Lund mener, at dette netop kan være problematisk for bankmedarbejdere, fordi deres kompetencer ofte er ”virksomhedsspecifikke”. Derfor skal de tænke deres karriere bredt, for at have flere muligheder i jobræset.
 
 
”Man er simpelthen nødt til at tænke sin karriere på grundlæggende nye måder.”