Besparelser splitter Greve: Ansvaret ligger hos skolebestyrelserne siger borgmester

På Greve Rådhus er det besluttet, at kommunens folkeskoler skal spare fem millioner kroner i 2026. Foto: Ellen Gade Kristensen

Skolebestyrelsesformand Jesper Petersen fra Kroggårdsskolen siger klart fra, efter byrådet har fastholdt, at Greves folkeskoler i 2026 skal finde besparelser for fem millioner kroner. Når besparelserne skal findes bliver det nemlig i høj grad op til de lokale skolebestyrelser at finde ud af, hvor pengene skal hentes.

Jesper Petersen ser dog ikke beslutningen som udtryk for frihed, men som en måde at skubbe ansvaret for besparelserne ud til frivillige forældre og lærere.

– Det kan de bare gøre, men jeg kommer ikke til at bidrage til det, siger han.

Ifølge Jesper Petersen er skolerne i forvejen pressede. Han mener ikke, at de midler der er blevet lagt i skolerne har givet et markant løft, men blot dækket huller i et trængt budget.

– Hun (red.: Pernille Beckmann (V)) vil gerne have det til at se ud, som om de har givet mange penge – men vi har bare lukket huller, så skolerne kunne overleve, siger han.

Kommunens beslutning betyder, at de enkelte skolebestyrelser skal finde ud af, hvor pengene skal hentes. Det bliver præsenteret som frihed – men ifølge Jesper Petersen er det snarere et spørgsmål om ansvar uden handlemuligheder.

– Det er fint, at de taler om frihed, men den frihed giver ikke mening, når der ikke følger penge med, siger han.

Han påpeger, at udgifterne til specialområdet er steget markant, uden at skolerne er blevet kompenseret. Ifølge ham har de fået 47 procent flere børn i specialiserede tilbud, og det koster omkring 200.000 kroner hver gang et barn sendes i et særligt undervisningstilbud.

– Det er jeg godt klar over, at en politiker eller borgmester mener, at vi bare kan gøre, men det kan vi altså ikke, siger han.

Læs også: »Kaos-kryds« skaber lang kø ved skole i Greve

Fakta om sagen

  • Folkeskolerne i Greve skal spare 5 mio. kr. i 2026.
  • Pengene skal findes lokalt af skolebestyrelserne.
  • Borgmester Pernille Beckmann (V) kalder det ikke en besparelse, men udløbet af en midlertidig bevilling.
  • Skolebestyrelsesformand Jesper Petersen siger at han ikke vil tage del i besparelserne

Borgmester uenig i kritik

Borgmester Pernille Beckmann (V) afviser kritikken. Hun understreger, at der ikke er tale om en besparelse, men om udløbet af en midlertidig bevilling oven på et større løft til børneområdet.

– Det her er ikke en besparelse. Det har været en midlertidig bevilling ovenpå de over 80 millioner kroner, som vi har løftet børneområdet med. Jeg synes, de fem millioner skygger for det kæmpe løft, vi har givet, siger borgmesteren.

Hun peger på, at Greve Kommune de senere år har investeret massivt i børneområdet og mener, at beslutningen om at lade skolebestyrelserne finde besparelserne selv er et udtryk for tillid og lokal frihed.

– Vi ønsker at sætte skolerne fri. Vi ønsker at give skolebestyrelsen mere ansvar og mere kompetence, og det havde jeg selvfølgelig håbet på, at de havde lyst til at være med på, så de derude kunne finde de lokale gode løsninger for deres skolebørn, siger hun.

Ifølge borgmesteren følger ansvaret naturligt med posten som bestyrelsesmedlem.
– Når man vælger at nedsætte sig som bestyrelsesmedlem, uagtet om det er en skolebestyrelse eller en anden form for bestyrelse, så har man jo det ansvar, der følger med at sidde i bestyrelsen, siger hun.

Læs også: 7 ud af 10 forældre oplever besparelser på børnenes skoler

Forældremøde med politikerne skal skabe klarhed

Uenigheden mellem de to parter afspejler den større debat om økonomien i folkeskolerne, som nu er på vej ind i valgkampen i Greve. Torsdag d. 6 November mødes forældre, skolebestyrelser og politikere til forældremøde på Greve Gymnasium. Her skal de blandt andet diskutere, hvordan kommunen fremover vil prioritere folkeskolen.

– Hele hensigten med mødet er, at forældrene kan finde ud af, hvem de skal stemme på. Vi vil have konkrete svar, siger Jesper Petersen.

Han fortæller, at skolebestyrelserne har sendt fem konkrete spørgsmål til politikerne på forhånd, som de er blevet bedt om at forberede sig på. Dette skal sikre at debatten på Greve Gymnasium bliver så ærlig og konkret som muligt. Ifølge Jesper Petersen er formålet at forhindre, at politikerne undviger spørgsmålene eller blot gentager hinandens svar.

Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen kom efter vi fandt et facebookopslag vedrørende besparelserne på “Greve Info” facebookgruppe. Alle kilder er kontaktet via. telefon.

Leave a Reply

Your email address will not be published.