Hundredvis af elever på Birkerød Gymnasium tog for nyligt raslebøssen i egen hånd og gik forrest i kampen for en bedre verden.
Det arbejde gør, at gymnasiet netop er blevet kåret som årets Røde Kors Gymnasium.
Til Røde Kors’ årlige landsindsamling har gymnasiets elever gennemført mere end 100 indsamlingsruter. Gymnasiet er dét gymnasium i Danmark, som har haft allerflest elever ude at samle ind til fordel for Røde Kors.
På årets første oktoberdag har de gået Birkerøds stier, gader og veje tynde og indsamlet mere end 120.000 kroner. Pengene vil i år gå til nødlidende børn og familier i Ukraine, Afghanistan og Yemen samt udsatte børn i Danmark.
Birkerød Gymnasium var under landsindsamlingen tilmeldt Røde Kors’ Gymnasieindsamling, og det er det, der nu resulterer i en kåring.
Læs også: Røde Kors forventer flere ansøgninger om julehjælp i velhaverkommune
Motivationen bag det velgørende arbejde
– Det er blevet noget, man gør, siger Ane Jensen, lærer på Birkerød Gymnasium og bestyrelsesmedlem i Røde Kors’ lokalafdeling i Birkerød.
I år er tredje år i træk, at Birkerød Gymnasium er tilmeldt landsindsamlingen for Røde Kors. Efter mange års tradition for at lave en masse velgørende aktiviteter valgte gymnasiet så for tre år siden at lægge alle kræfter i et samarbejde med Røde Kors i Birkerød. Ifølge Ane Jensen er årets rekordindsamling et resultat af flere års indsats med fokus på humanitært arbejde.
Røde Kors i Danmark
- Røde Kors er verdens største humanitære organisation med 13 millioner frivillige fordelt i 192 forskellige lande
- I Danmark er der næsten 35.000 frivillige
- Røde Kors afholder hvert år en landsindsamling, hvor frivillige samler penge ind til fordel for Røde Kors´ humanitære projekter
- I år blev landsindsamlingen afholdt den 1. oktober
- Der blev samlet 14 millioner kroner ind i alt i Danmark
Kilde: Røde Kors.
Gymnasiet har også på andre måder skabt et stort fokus omkring arrangementet.
– Vi lokker med kage, og rektor udlodder festbilletter. Der har opbygget sig en form for ‘hype’ om det, siger hun.
Dog kommer alle initiativer ikke oppefra i systemet. Flere af gymnasiets elever er nemlig repræsentanter i Røde Kors Birkerøds bestyrelse, så mange af de gode initiativer kommer også fra eleverne selv.
– Fordi Røde Kors er åben for, at der er elevrepræsentanter, giver det altså eleverne adgang til noget bestyrelsesarbejde. Det bringer en masse godt med sig, siger Ane Jensen.
Sanne Wiedemann, næstformand i Røde Kors Birkerød, er glad for at se de unge vise vejen i en tid, hvor mobiliseringen af frivillige til indsamlingerne har været dalende. Røde Kors Birkerød har satset meget på samarbejdet med Birkerød Gymnasium, men samtidig har det været svært at tiltrække andre lokale.
– Antallet af indsamlere har i hvert fald været faldende, men så er der folk, der donerer på alle mulige andre måder, og vi gør mange flere ting digitalt. Men dét at gymnasiet er der, det er fuldstændig fantastisk, siger hun.
Læs også: Mættet af indsamlinger: Færre gik på gaden i kampen mod kræft
Rektor: Generation Z “får for meget røg”
Sanne Wiedemann peger samtidig på, at de unge elever er med til at statuere et generationsskifte i organisationer som Røde Kors i Birkerød.
– Det er en sindssygt god historie, der har en virkelig afsmittende effekt. Det giver dem noget, men det giver også os et generationsskifte i en organisation som vores, hvor de fleste er oppe i alderen. Det er fantastisk at få de unge med, siger hun.
Rektor på Birkerød Gymnasium, Claus Reinholdt Campeotto, er begejstret for sine elevers deltagelse, og ifølge ham vidner det om, at vi har en ungdom, der tør at blande sig lokalt og globalt.
– Vi har en generation Z, der bekymrer sig om verden. De tager et rigtigt fedt ansvar, og det skal vi rose dem for. Jeg synes, at de får meget røg en gang imellem i medierne, siger han.
Læs også: 100 år med frivillighed og samarbejde i Røde Kors Gentofte
Et større samarbejde med Røde Kors i Birkerød
På den internationale studieretning på Birkerød Gymnasium er det velgørende aktiviteter som indsamlinger obligatorisk, hvis du vil have dit eksamensbevis. Derfor deltager mange, både internationale og danske, elever i mange forskellige humanitære projekter.
På den internationale linje går der mere end 300 elever, som repræsenterer cirka 50 forskellige nationaliteter.
Samarbejdet byder på flere ting end landsindsamlingen. Tidligere har eleverne lavet kagesalg, tøjindsamlinger og faglige initiativer på tværs af skolens fag. Eleverne hjælper også til hvert år ved juletid på asylcentret Center Sandholm, hvor de deler julegaver ud til centrets børn.
Det gjorde vi: Journalisten blev bekendt med historien gennem Birkerød Gymnasiums hjemmeside. Derefter tog jeg kontakt til de personer, der er indblandet i landsindsamlingen. Alle kildernes citater kommer fra telefoniske interviews.