Der bliver for tiden fyret offentlige ansatte i hobetal. Alligevel er eksperterne ikke i tvivl om, at det er i denne retning, man bør søge, hvis man i fremtiden vil være sikker på at få et job.
Dagligt hører vi om, at landets sygehuse og børnehaver er nødt til at afskedige folk.
Alligevel peger flere eksperter på, at det er på disse områder, vi kommer til at mangle
hænde fremover.
»Der er mange ansatte i den offentlige sektor, der står foran at skulle på pension.
Derfor behøver især de sygeplejerstuderende ikke frygte, at der ikke vil være job til
dem, når de kommer ud på arbejdsmarkedet,« fortæller arbejdsmarkedsforsker på Roskilde
Universitet, Bent Greve.
Specialisering er nødvendigt
Det synspunkt er lektor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet,
Thomas Bredgaard, helt enig i.
»Alle prognoser viser, at der er en stor alderspukkel i den offentlige sektor, som vi
skal have overstået inden for den nære fremtid. Vi kommer især til at mangle gymnasie- og
folkeskolelærer, pædagoger og sygeplejersker og andre sundhedsfaglige personaler,« siger
Thomas Bredgaard.
Thomas Bredgaard fortæller videre, at man bør sørge for at specialisere sig så meget som
muligt inden for ens jobområde, da det vil stille én bedre, når man søger job.
Og ifølge arbejdsmarkedsforsker Finn. M. Sommer fra Roskilde Universitet er uddannelse
helt central, hvis man i fremtiden ikke vil ende som arbejdsløs.
»Der bliver færre job for de ufaglærte i fremtiden. Derfor bør alle sørge for at få en
uddannelse for at stå i en bedre position, når de skal ind på arbejdsmarkedet,« siger
Finn M. Sommer.
Stor optimisme
Generelt er der dog grund til optimisme for de danskere, der i dag er arbejdsløse. Der er
således udbredt enighed blandt danske økonomier om, at dansk økonomi er på vej frem.
»Vi tror på, at vi har set bunden på beskæftigelsen. Virksomhederne er igen begyndt at
ansætte, og vi er tilbage på fornuftigt vækstspor,« siger Jørgen Størup Nielsen fra
Nordea Markets.
Optimismen bakkes op af de seneste tal fra Danmarks Statistik. Her kunne man se, at ledigheden i februar faldt med 2.900 personer.
Læs også:
Finanskrisen gavner danske unge
Manglende uddannelse kan koster liv