Borgerforslag: Lokal heltehund bør hædres med en statue

Foto: Pauline Thorsen

Skal man hædre en modig hund med en statue? Det mener næsten 100 borgere i Roskilde. En af dem er 20-årige Luca Scoppa, som har oprettet et borgerforslag som en hyldest til Ashlans heltegerning, da hunden i 2018 fandt en bevidstløs pige liggende på gaden. Pigen var faldet om på Sct. Jørgensbjerg, og Ashlan lagde sig hos hende, hvor han blev, indtil en ung mand kom forbi. Her fik hunden gjort den unge mand opmærksom på den såret pige, og der blev ringet efter hjælp.

Borgerforslaget går på, at der skal opføres en statue af Ashlan i størrelsesforholdet 1:1, og den skal placeres på Sct. Jørgensbjerg, hvor Ashlan bor og har sin daglige gang.

Indtil videre har 93 borgere fra Roskilde underskrevet forslaget med deres MitID, heriblandt hundeejere og lokale fra stedet.

For Luca Scoppa handler det om, at Ashlan har reddet et liv, men det handler også om at skabe noget glæde for lokalbefolkningen.

Vi er mange hundeelskende folk, der går hernede, hvor jeg har planlagt, at den skal stå. Jeg tror, at der er mange folk, der vil blive meget glade for det, siger Luca Scoppa.

Også Ashlans ejer, Bjørn Kloster, er positivt stemt over for borgerforslaget.

Jeg synes, det er et godt initiativ. Alle kender Ashlan her. Han er blevet en maskot på Sct. Jørgensbjerg, fortæller Bjørn Kloster med et smil.

Faktaboks om borgerforslag i Roskilde kommune 

  • Du skal være borger i Roskilde kommune for at oprette eller stemme på et forslag.
  • Det kræver 500 underskrifter for at byrådet drøfter forslaget.
  • Forslagsstilleren skal være til stede, når byrådet behandler det gældende borgerforslag.
  • Som udgangspunkt udløber et borgerforslag ikke.

Kilde: Roskilde.dk

Borgerforslaget tages alvorligt

Borgerforslaget om en hund kommer bag på Filiz Sarah Thunø, byrådsmedlem og en del af kulturudvalget i Roskilde Kommune for Socialdemokratiet. Hun finder det desuden bemærkelsesværdigt, at 93 mennesker har underskrevet borgerforslaget.

– Det er utrolig svært at engagere folk, og i relation til at der er en meget lokal historie, så er det meget, at 93 mennesker har underskrevet, siger Filiz Sarah Thunø (A).

Filiz Sarah Thunø (A) fortæller, at det er et meget anderledes borgerforslag, end hvad de normalt bliver præsenteret for i byrådet. Dog fastslår hun vigtigheden af, at borgerforslag bliver håndteret professionelt.

– Nu vi har sat borgerne for, at de som medborgere kan blande sig og bruge deres demokratiske ret, så synes jeg det mindste, vi kan gøre, er at tage det seriøst – uanset sag, siger byrådsmedlem, Filiz Sarah Thunø (A).

 

»Det plejer at være folkekære mennesker, som har markeret sig på en særlig måde og efterladt en særlig kulturhistorie, som får en statue«
Filiz Sarah Thunø, byrådsmedlem for Socialdemokratiet

Med H.C Andersen gav det mening

Filiz Sarah Thunø er dog ikke så overbevist om, at Ashlan bør få en statue. Hun mener, at Ashlans heltegerning stadig vil være interessant om 100 år, men hun er forbeholden i forhold til, om det skal udløse en statue.

– Det plejer at være folkekære mennesker, som har markeret sig på en særlig måde og efterladt en særlig kulturhistorie, som får en statue, lyder det fra Filiz Sarah Thunø

Roskildes byråd har lige været på tur til Odense, og her lagde Filiz Sarah Thunsø mærke til, hvordan den danske digter og forfatter H.C. Andersen var til stede i byudviklingen.

– Jeg kunne se, hvordan Odense har brugt H.C Andersen-fortællingen som led i byudviklingen. Og det giver rigtig god mening, også for turister. I dette tilfælde kan jeg ikke se, hvordan en statue af en hund skal kunne være med til den fortælling, lyder det skeptisk fra Filiz Sarah Thunø.

Læs også: Her gjorde hverdagens helte en forskel

Sådan gjorde vi: Journalisten gik på Roskilde kommunes hjemmeside. Her læste journalisten op på de borgerforslag, borgerne har stillet, og særligt forslaget om en hundestatue fattede interesse. Journalisten fik fat på stifteren af forslaget gennem Facebook, hvorefter et telefoninterview blev aftalt. Hundens ejer blev ligeledes kontaktet via telefon.