Brokollaps presser butikslivet i Trekroner: »De har glemt os«

Før december 2020 travede flere tusind studerende og lokale over broen om dagen. Nu må de gå en omvej.
Foto: Mikkel Østrup-Jeppesen

– Vi kan høre det, da det sker. Vi havde lige tid til at gå udenfor, og så kan vi bare se, at det hele er brast sammen.

Sådan fortæller Katrine Nielsen, som er ansat i tøjbutikken Zusammen på Trekroners torv, om decemberdagen i 2020, hvor Trekronerbroen blev påkørt og herefter ikke kunne bruges.

Zusammen og andre lokale butiksejere er særligt påvirket af, at områdets beboere og studerende fra områdets uddannelser ikke længere kommer forbi og besøger torvets forretninger.

Siden broens påkørsel har der ikke været en gangbro til at forbinde butikstorvet med resten af Trekroner.

Katrine Nielsen beskriver, hvordan bropåkørslen påvirkede antallet af butiksbesøgende:

– Der kom mange kunder forbi de første par uger, for alle skulle se, at broen var styrtet sammen. Men herefter har omsætningen i butikken været halveret, siger hun.

Broen er en vigtig del af infrastrukturen for de ca. 11.000 studerende, som har sin daglige gang på RUC og professionshøjskolen Absalon, og for de mere end 5.000 borgere, som bor i området. Det varede dog ikke længe, før kunderne stoppede med at komme, og det har butikkerne mærket på omsætningen.

Et stenkast fra Zusammen ligger Trekroner Kiosken, men de to forretninger er adskilt af den trafikerede Trekroner Allé, hvor broen nu genopbygges. Yüksel Türk, som ejer kiosken, kan også berette om en drastisk ændring i antallet kunder i butikken, når de studerende ikke lægger vejen forbi:

– Studerende plejede at komme forbi til eller fra skole, men nu går de jo hele vejen rundt om. Nogle af de ældre kunder undlader også at komme, fordi de skal en omvej, siger han.

Tøjbutikken Byline, som ligger på torvet, lider under samme skæbne. Ejeren, Line Lorentzen, hører fra sine stamkunder, at de springer shoppingturen på Trekroners torv over, når der ikke er nogen bro, og det præger salget af tøj, wellnessprodukter og andet.

Katrine Nielsen spejder efter kunder foran Zusammen. Foto: Katrine Nielsen

Forsinkelser i processen

Første opdatering på byggeprocessen bød på en melding om, at den nye bro ville stå klar før nytåret 2021, men det er altså blevet udskudt til slutningen af april 2022. De lokale butiksejere er meget utilfredse med det og er vrede på kommunen over forsinkelsen:

– De har ikke tænkt på os erhvervsdrivende. De har glemt os, fortæller Line Lorentzen, ejer af tøjbutikken Byline.

Til marts har Byline været åben i fem år, og butiksejeren beskriver den tydelige forskel på butikslivet fra før broens kollaps og efter – selv om coronapandemien også påvirkede salget før.

– Der var jo åbnet for butikkerne i sommeren, og dér kunne vi stadig se, at der på grund af den manglende bro ikke var det flow og det liv, vi kender fra før, siger hun.

Læs også: “Klassisk problem”: Kritik af kommune i sag om Trekroner Stationsbygning

Oversigt over Trekronerbroens udvikling

  • Den 15. december 2020 påkører en lastbil gangbroen ved Trekroners torv. Heldigvis kom ingen til skade
  • Broconsult A/S vurderer, hvordan broen sættes op hurtigst muligt
  • Roskilde Kommune indgår en kontrakt med totalentreprenøren MT Højgaard, hvori det indgår, at broen står klar inden nytår
  • September 2021 beder MT Højgaard om udsættelse af afleveringsdag. Det vil Roskilde kommune ikke acceptere og varsler derfor dagbøder
  • 10. december 2021 melder MT Højgaard ud, at afleveringsdagen må udsættes til 29. april 2022. Entreprenørfirmaet får derfor pålagt dagbøder af Roskilde Kommune

Knas i aftalerne

Claus Larsen (A), som er formand for Plan- og Teknikudvalg i Roskilde Kommune, mener, at kommunen har gjort, hvad de kunne for at få genopført broen hurtigst muligt.

– Når man er selvstændig erhvervsdrivende, så tager man nogle chancer. Altså, der er tale om et uheld – det er jo ikke Roskilde Kommune, som har kørt broen ned. Vi har gjort alt, der står i vores magt, for at få genetableret den så hurtigt, som muligt. Det er så ikke lykkedes, fordi entreprenøren ikke har løftet den opgave, som de har budt ind på, siger han.

Kommunikationskonsulent Anders Mikkelsen fra MT Højgaard, som er totalentreprenørselskabet bag brobyggeriet, siger til NetAvisen, at MT Højgaard ikke må udtale sig om sagen, som det fremgår af deres kontrakt med Roskilde Kommune.

Den manglende gangbro er dog ikke kun et økonomisk problem. Katrine Nielsen fra tøjbutikken Zusammen savner at kunne slå dørene op og hilse på vindueskiggere. Hun drømmer om de kommende forårsmåneder, hvor broen forhåbentlig står klar igen:

– Det er nærmest et lille økosystem, og det er så tarveligt over for de lokale. Mit ønskescenarie er helt klart liv i gågaden, hundredvis af mennesker på nabocaféen, og at mine kollegaer og jeg kommer til at have så travlt, at vi dårligt kan følge med. For lige nu er der langt mellem de besøgende, siger hun.

Sådan gjorde vi: Idéen opstod i forbindelse med den yderligere forsinkelse af genopførelsen af broen. Vi interviewede de lokale butiksejere ansigt-til-ansigt, mens interviewene med Claus Larsen (S) og Anders Mikkelsen blev foretaget over telefonen.