Danske Patienter mener, at de korte åbningstider hos de praktiserende læger kan være et problem for patienten og for samfundet som helhed. Derfor efterspørger de, at fleksible åbningstider hos lægerne bliver diskuteret i den overenskomstforhandling, som Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Regionerne er midt i.
– Der er ingen tvivl om, at den begrænsede åbningstid er et problem og kan blive en barriere for, om folk kommer til lægen. Det er en stor gene for den enkelte patient og for den samlede samfundsøkonomi, når folk skal tage fri fra arbejde for at gå til lægen. Og det kan samtidig resultere i, at folk går for lang tid med deres symptomer. Vi påpeger jævnligt over for parter, at de begrænsede åbningstider er et problem. Vi synes, at spørgsmålet om mere fleksible åbningstider, skal diskuteres i overenskomstforhandlingerne, siger direktør i Danske Patienter, Morten Freil.
Se de nuværende reglerne for lægernes åbningstider
Ifølge overenskomsten mellem PLO og Regionerne, skal lægerne have åbent mandag til fredag i dagtimerne 8-16 og mindst én gang om ugen have åbent længere end til kl. 16.
Der er ingen tvivl om, at den begrænsede åbningstid er et kæmpe problem og kan blive en barriere for, om folk kommer til lægen
Direktør i Danske Patienter, Morten Freil
- Lægen holder mandag til fredag hver dag konsultation uden tidsbestilling
- Lægen skal mindst 1 gang pr. uge have konsultation efter kl. 16. Denne dag behøver lægen ikke have åben i dagtimerne
- Konsultation efter kl. 16 er fortrinsvis en service for patienter, hvis arbejde forhindrer dem i at benytte konsultationen i dagtiden
Hverken PLO Sjælland eller Region Sjælland udtaler sig meget konkret om de nuværende forhandlinger, men begge parter giver udtryk for, at spørgsmålet om længere åbningstider er en del af forhandlingerne.
Læs også: Sundhedsministeren er tavs i den spirende lægekonflikt
– Længere åbningstider er en del af forhandlingen ved hver overenskomst. Man kan godt lave om på, hvordan åbningstiderne skal være, men det må bero på, at man kan drøfte for og imod. Vi kan jo ikke arbejde altid, siger Ulrich Holm, formand for PLO Sjælland.
Region Sjælland efterspørger større fleksibilitet og længere åbningstider, men tror ikke, at det er realistisk i denne overenskomstforhandling.
– Vi er i forhandling lige nu, så derfor vil jeg ikke udtale noget meget konkret. Men hvis vi stiller krav om øgede åbningstider hos de praktiserende læger, så vil vi blive mødt af et økonomikrav. Og det er tiden ikke lige til nu, siger Jens Stenbæk, anden næstformand for PLO Region Sjælland, med patientrettigheder som mærkesag.
Hos Danske Patienter har de et forslag til, hvordan man kan gøre det lettere at opnå fleksible åbningstider hos lægerne.
-Det vil være en løsning at lave flere lægehuse. Det er svært at have fleksible åbningstider, når man har en solopraksis, siger Morten Friel.
Læs også: Regioner raser over unge lægers manglende aftenarbejde
Hos lægerne Ngo og Christiansen på Frederiksberg har de valgt at udvide deres åbningstider. To gange om ugen har de åbent til kl. 20.
– Det er en kæmpe succes, og patienterne er meget positive. Det giver større fleksibilitet for dem, som går på arbejde hver dag, siger lægesekretær Annelise Johansen.
PLO og regionerne forventer at afslutte overenskomstforhandlingerne i marts 2014.