Danskere i Istanbul: Politiet gør os utrygge

Gezi
Sammenstød mellem demonstranter og politi i forbindelse med rydningen af Gezi-park natten til søndag d. 16 juni.
Fotograf: Gokcen Karaagac

Kæresteparret Liv Hvalkof, 22 år, og Anders Petersen, 23 år, har i de sidste to uger fået de tyrkiske gadekampe tæt ind på livet.

De er begge på udveksling gennem Roskilde Universitet og er for tiden bosat i Istanbul, hvor de bor i en lejlighed fem minutters gang fra Taksim-pladsen og Gezi-park. Området er knudepunktet for de kampe, der foregår mellem demonstranter og politi.

– Der har været kampe i vores gade.Det kommer meget tæt på, når man må lukke alle vinduer i 30 graders varme for at undgå, at der kommer tåregas ind, siger Anders Petersen.

Frygter politiet

På trods af bekymrede forældre i Danmark, gør optøjerne ikke Anders Petersen og Liv Hvalkof bange. Men én ting foruroliger dem, og det er ordensmagten.

– Det virker som om, politimændene gør lige, hvad de vil. De ville nok ikke gøre noget ved mig, fordi jeg ligner en lyshåret turist, men vi er faktisk ret utrygge ved politiet her i Istanbul, siger Liv Hvalkof.

Mens jeg stod og købte kaffe, blev alle dørene lukket i et forsøg på at holde tåregas ude. Det var vildt kaotisk og udenfor kom politi og demonstranter løbende i en kæmpe gassky.
Liv Hvalkof, dansk studerende i Istanbul

Danske demonstrationer blegner

Både Anders Petersen og Liv Hvalkof har deltaget i flere danske demonstrationer blandt andet i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset i København.

Men ifølge Anders Petersen er de danske demonstrationer det rene vand sammenlignet med de tyrkiske. Han mener, at en stor del af forskellen skyldes det tyrkiske politi.

Demonstrationerne i Istanbul
  • Demonstrationerne begyndte d. 28. maj som protest mod et byggeprojekt ved Taksim-plads i Istanbul.
  • Urolighederne blev skudt i gang af planer om at bygge et indkøbscenter, men har udviklet sig til at omhandle landets regering mere generelt. Store dele af befolkningen er utilfredse med, at regeringen er på vej i en mere konservativ retning.
  • Fire er meldt dræbt og hundredvis er kvæstet under sammenstød mellem politi og demonstranter.
  • Politiets voldsomme metoder har også udløst protester i andre tyrkiske byer, blandt andet hovedstaden Ankara.
  • I løbet af natten til søndag d. 16 juni blev Gezi-parken ryddet af politiet.
  • D. 17 juni truede den tyrkiske regering med at sætte landets militær ind i kampen mod demonstranterne.

– Vi er virkelig blevet chokeret over, at politifolkene er så ekstreme i den måde, de slår ned på. Vi har oplevet, at de går efter demonstranter, der slet ikke er konfronterende, siger Anders Petersen.

Fanget på Starbucks

Anders Petersen og Liv Hvalkof forsøger at holde sig på afstand af demonstrationerne, men har begge oplevet ufrivilligt at havne midt i orkanens øje.

Liv Hvalkof var på vej til en eksamen på sit universitet, da hun pludselig blev fanget på den lokale Starbucks-café.

– Mens jeg stod og købte kaffe, blev alle dørene lukket i et forsøg på at holde tåregas ude. Det var vildt kaotisk og udenfor kom politi og demonstranter løbende i en kæmpe gassky, fortæller Liv Hvalkof.

Væltet i tåregas

Anders Petersen har også oplevet at ende i et inferno af tåregas og vandkanoner, der sprøjtede i alle retninger. Han befandt sig på Taksim-pladsen, hvor der foregik en rolig demonstration.

– Pludselig kom der en masse politimænd, der begyndte at tage gasmasker på. Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte løbe hjem, men på to sekunder væltede Taksim-pladsen i tåregas, siger Anders Petersen.

De tyrkiske demonstrationer startede på grund af utilfredshed med et planlagt indkøbscenter i Gezi-parken i Istanbul og har siden udviklet sig til en generel protest mod den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdogans politik.