Den lange vinter har givet ozonlaget en ordentlig slankekur. Derfor skal vi passe ekstra meget på solen år.
I weekenden kan du samle vennerne, tænde grillen og tage sommerskoene på, for ifølge vejrudsigten kan vi se frem til helt op til 19 grader.
Det har været en lang vinter, men den har ikke kun været hård for os i år. Ozonlaget over arktis er ramt så hårdt, at eksperter ikke har set noget lignende i et kvart århundrede. Det betyder flere farlige solstråler til sommer.
»Vi skal være opmærksomme på en ekstra stærk stråling fra solen i år, fordi at ozonlaget er tyndere end det plejer at være,« siger Anja Philip projektchef i Kræftens Bekæmpelse.
Vi har før hørt om et flosset ozonlag, men i år er det særligt ramt, på grund af en lang og kold vinter. Ozonekspert Niels Larsen har ikke set tilsvarende i de år, han har foretaget målinger.
»Det er helt specielt i år, det er klart den stærkeste ozonnedbrydning, vi har set i de sidste 25 år,« siger han
Smør dig ind til sommer
Det er over Nordpolen, at ozonlaget er blevet tyndere, men det kan få en betydning for danskerne til sommer.
»Når den her hvirvelstrøm går i opløsning om en uge eller 14 dage, så vil den ozontynde luft blande sig ud over større områder på den nordlige halvkugle, og det kan også være Danmark,« siger Niels Larsen
Den ozontynde luft betyder, at solens stråler er ekstra kraftige på de skyfrie sommerdage. Det er den ultraviolette stråling fra solen, der kan være farlig, og som blandt andet kan forårsage hudkræft. Derfor skal vi smøre næserne ekstra godt, når solen skinner.
»Strålingen er højere end vi er vant til, og det er jo et ekstra faresignal,« siger Anja Philip
Der er altså god grund til at beskytte sig mod solen, og i år skal den ikke have for lidt.
»Man skal være ekstra opmærksom, da strålingen er stærkere i år, end den plejer at være. Vi skal være forberedte,« siger Anja Philip.
Fakta
• 1 ud af 11 danskere udvikler kræft i huden
• 100.000 danskere lever lige nu med hudkræft
• Antallet af nye tilfælde af hudkræft er tredoblet blandt kvinder og mere end fordoblet blandt mænd i de sidste 30 år
Læs også