»Der skal nok et dødsfald til, før jeg vil genoverveje«

Christian V. Hauen - mødested på Nørrebro
Christian V. Hauen har både solgt og inhaleret lattergas til fester.

Der er ikke meget lys i det mørke lokale. Alligevel kan de mange flasker med flydende absint på væggen stadig ses. Pladsen er træng, og lige til højre for indgangen står fem drenge og kigger forventningsfuldt på hinanden. De har hver især en ballon i hånden. De er klar. Ballonerne føres op til deres læber, munden lukkes om åbningen, og den før så spændte plastikballon bliver gradvist mere slap og hænger til sidst mellem deres hænder. Hænder og fødder begynder at summe. De ustyrlige grin er uundgåelige.

– Man kunne høre en masse sjove lyde, ligesom at være med i et 80’er-computerspil. En masse bipbiplyde, fortæller Christian V. Hauen.

Et halvt minut efter er alt normalt.

Lattergas er, hvad der befandt sig i de fem drenges balloner, og de er købt på en lille bar på Nørrebro – Vibes Apotek. Som man kan på mange andre natklubber og barer i København. Helt lovligt. Drengene synes, at lattergassen var så sjovt at inhalere, at de begyndte at undersøge, hvor de selv kunne købe de små sølvfarvede flødeskumspatroner. Et smut i Kødbyen på Vesterbro, et strøg med dankortet og pludselig stod Christian med et par hvide æsker og en sifonflaske i hånden.

– Vi skulle holde en fest. Det kunne være sjovt at sælge. Vi ville prøve noget anderledes, siger Christian V. Hauen, der er 27 år, uddannet tv-tilrettelægger og til dagligt arbejder på et produktionsselskab med beliggenhed på det indre Nørrebro.

Læs også: Gadepris for stoffer i København

En kæmpe succes

Festen er i fuld sving, og den 80 kvadratmeter store lejlighed på Vesterbro er fyldt. Musikken kører og inde i stuen står en masse nysgerrige øjne og kigger på et lille skilt: Lattergas – 10 kr, står der.

– Der var mange, der var skeptiske i starten, men så snart der lige var én, der havde prøvet en ballon, og de kunne se, hvor sjovt og underligt personen fik det, så var der flere og flere, der købte.

Hvis jeg får at vide, at det er rigtig farligt, så kunne jeg godt overveje at lade være, men som det er nu, så skal der meget til. Jeg har ikke set nogen negative konsekvensker. Så der skal nok et dødsfald til, før jeg vil genoverveje
Christian V. Hauen, tv-tilrettelægger

Grønne, blå, røde og hvide. Lange, runde, store og små. Ballonerne forsvandt én efter én, og det samme gjorde patronerne.

– Det var en kæmpe succes, fortæller Christian V. Hauen.

Siden hen har Christians telefon vibreret mange gange med opkald og sms’er, der forespørger om muligheden for at låne den sølvfarvede sifonflaske til fester og arrangementer for vennerne.

– Folk er vilde med lattergas, siger Christian V. Hauen.

Læs også: Kampen for en bedre narkopolitik

Joints, alkohol eller lattergas. Det er det samme

Selvom Christian kan mærke, at det er en stigende tendens blandt venner og bekendte at inhalere lattergas, er han ikke nervøs for de sundhedsmæssige spørgsmål.

– Jeg kender ikke rigtig konsekvenserne som sådan andet end en masse eksperter, der siger, det er farligt. Hvis nu det var en del af vores kultur ligesom, hvis man indførte alkohol i dag, så havde det jo også været dybt ulovligt, vurdere Christian.

Han har prøvet det seks til syv gange siden, han for første gang inhalerede den euforiserende gas, og han anser ikke hans forbrug som et problem.

– Det er jo ikke noget man gør hver måned eller hver anden måned. Det er sådan helt tilfældigt. Man kan jo sammenligne det med en joint. Det foregår mere til sociale arrangementer, siger han.

– Det er gas’, du kan ta’ det, plejer Anders Matthesens overkarikerede rolle som sømanden, Stewart Stardust, at råbe.

Og det vil Christian V. Hauen blive ved med.

– Hvis jeg får at vide, at det er rigtig farligt, så kunne jeg godt overveje at lade være, men som det er nu, så skal der meget til. Jeg har ikke set nogen negative konsekvensker. Så der skal nok et dødsfald til, før jeg vil genoverveje.