Når vuggestuen skal have en ny pædagog, så falder valget ofte på en kvinde. Men sådan burde det ikke altid være.
Det mener Janne Schirmer, klyngeleder i Klynge Ø10, som består af fire forskellige institutioner på Østerbro i København.
Når hun slår en pædagogmedhjælper-stilling op, får hun 500 ansøgere, hvoraf cirka halvdelen er mænd. Det er bare langt fra altid, at mændene bliver valgt som ny kollega.
– Problemet ligger i, at vi til ansættelsessamtalerne er blevet for gode til at stille kvindespørgsmål. Os, der skal vurdere ansøgeren, er kvinder. Dem, der sidder i bestyrelserne, er mødre. Kvinder kan let se omsorgen i andre kvinders øjne. På den måde er det blevet en ond cirkel, og den skal brydes for børnenes skyld.
Hun påpeger, at det ellers netop er i vuggestuerne, de mangler flest mænd.
– Jo mindre børnene er, jo færre mandlige ansatte har vi. Det har noget at gøre med, at vuggestuerne er meget omsorgsprægede. Vi kan bedst se omsorgen i kvinden. Mænd er gode til at sælge sig selv på aktiviteter, og derfor ansætter vi også flere mænd i institutioner med ældre børn. Vi skal være bedre til at høre, hvad mænd tilbyder til vuggestuestillingerne, for generelt er det rigtig vigtigt for børn at kunne spejle sig i både mandlige og kvindelige omsorgspersoner, siger hun.
Mange drenge bliver stadig opdraget af deres forældre til at pakke følelser væk, og på den måde bliver de ikke trænet til at arbejde med empati.
Lene Bull Christiansen, kønsforsker ved RUC
Læs også: Her er Københavns mest eftertragtede vuggestue
Drenge opdrages til at pakke følelser væk
Grunden til, at flere mænd er dårlige til at sælge sig selv på omsorgen er ifølge kønsforsker ved RUC Lene Bull Christiansen blandt andet, at drenge allerede i den tidlige barndom bliver påvirket til ikke at være følsomme.
– Mange drenge bliver stadig opdraget af deres forældre til at pakke følelser væk, og på den måde bliver de ikke trænet til at arbejde med empati. Hvis små drenge blev opdragede til at mænd også kan være empatiske og indfølende så ville de også se verden i mindre opdelte termer senere hen, udtaler Lene Bull Christiansen.
Kvinder kan let se omsorgen i andre kvinders øjne. På den måde er det blevet en ond cirkel, og den skal brydes for børnenes skyld
Klyngeleder Janne Schirmer
Kønsforskeren påpeger desuden, at mænd i pædagogfaget både kæmper med, at faget i forvejen ikke har høj status og med de meget kønnede forestillinger om, hvordan man bør udføre sit arbejde.
– Det med at yde en særlig omsorg er en værdi, der naturligt bliver tillagt kvinder. For bare 50 år siden blev børnepasning ikke betragtet som et arbejde, men blot som et kald, som kvinder helt naturligt gerne ville gøre. Nu hvor det så er blevet et arbejde, bliver det stadig hængt op på, at det er noget kvinder gør, siger Lene Bull Christiansen.
Læs også: Vuggestuer forbyder mænd at skifte ble
Det er ikke fordi, at manglen på empatiske færdigheder holder mændene fra at søge ind på pædagoguddannelsen.
I 2014 var 28 % af de 5014 optagede pædagogstuderende i Danmark mænd. Det fremgår af tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.
Langt værre står det til, når man ser på de ansatte ude i vuggestuerne. Her viser tal fra Danmarks Statistik, at der kun var 8 % mandlige ansatte i vuggestuerne i 2011.