DF: Sundhedsministeren ved ikke hvad hun snakker om

»Jeg tror ikke, at sundhedsministeren ved, hvad hun snakker om. Jeg stillede spørgsmål til hende forrige onsdag i Folketingssalen, og for mig virker det som om, hun ikke ved noget om det,« udtaler Danske Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt

Liselott Blixt henviser til sundhedsministerens håndtering af sagen om epilepsihospitalet Filadelfia, som behandler epileptikere fra alle de danske regioner. Aftalen mellem Danske Regioner og Filadelfia betyder, at afdelingerne for udviklingshæmmede og unge lukkes, til trods for at der ikke findes lignende tilbud i regionerne. Aftalen blev indgået d. 11. oktober, og i den forbindelse udtrykte sundhedsminister Astrid Krag glæde over aftalen.

Liselott Blixt mener, at sundhedsministeren er blevet klædt for dårligt på af embedsfolkene. Tirsdag er sundhedsministeren kaldt i åbent samråd om fremtiden for Filadelfia.

»Der håber jeg, at hun er klædt bedre på, og at hun ved, at epilepsiområdet er et speciale, der ikke kun vedrører de enkelte regioner – det er derfor, vi laver en specialeplan. 

Håb om flere penge

Dansk Epilepsiforening vil også være til stede under samrådet. Her håber man, at politikerne finder frem til en løsning hurtigst muligt.

»Vi vil gøre politikerne opmærksomme på problematikken om de manglende behandlinger. Og så vil vi stille spørgsmålstegn ved, om politikerne overhovedet ønsker et epilepsicenter i Danmark – for hvis de gør det, er de nødt til at finde nogle flere penge,« udtaler formand Lone Nørager Kristensen.

»Jeg frygter, at behandlingen for særligt de udviklingshæmmede vil gå tilbage, når Havehuset lukkes. Man kan frygte, at de udviklingshæmmede konstant vil ryge ind og ud af skadestuer, og at man så vil dope dem med medicin. Jeg frygter, at de vil få et liv uden livskvalitet. Det er en meget svag gruppe, som ikke kan rummes på andre hospitaler,« udtaler Lone Nørager Kristensen.

I Dansk Folkeparti håber man, at der kan findes flere penge til hospitalet. 

»Jeg håber på den løsning, der er i vores 2020 plan. Den indebærer ekstra 35 millioner til Filadelfia, og at ingen afdelinger skulle lukkes. Hvis alle regionerne indgik aftale om at købe ydelser for yderligere 10 millioner, kunne vi nok godt nå op på de 155 millioner, som Filadelfias budget lå på sidste år,« forklarer sundhedsordfører Liselott Blixt.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) har ikke ønsket at komme med en kommentar. 

Fakta:

Filadelfia blev grundlagt i 1897 og hører hjemme i Dianalund på Vestsjælland. 

Epilepsihospitalet Filadelfia er Danmarks eneste hospital med speciale i epilepsi.

Hospitalet modtager patienter fra alle de danske regioner.

Patienterne får medicinsk behandling og rådgivning i de personlige problemer, der følger med diagnosen.

Filadelfia er en selvejende institution med ca. 850 ansatte.

Ungdomsafdelingen er den eneste afdeling i landet, hvor man arbejder specifikt med unge epileptikere.

Have huset er den eneste afdeling i landet, som er målrettet udviklingshæmmede epileptikere.

Læs mere: Unge epileptikere bliver svigtet

Læs mere: Epilepsihospitals formand forsvarer lukning

Læs mere: Epilepsihospitalet Filadelfia

Læs mere: Dansk Epilepsiforening