DF vil have nye løsninger for besøg på plejehjem under corona

Et eksempel på en besøgskabine, man havde sat op på GuldBoSund Friplejehjem og Rehabilitering i Nykøbing Falster. Foto: GuldBoSund Friplejehjem og Rehabilitering.

Skrevet af Freja Meiltoft Ovesen, Line Høvik Søby og Maja Kylling Bærenholdt

Dansk Folkeparti i Roskilde vil forbedre vilkårene for ældre borgere på plejehjem med et forslag om en permanent besøgsløsning på plejehjemmene, hvis smittetallet stiger igen. Forslaget er ikke stillet, men er under udarbejdelse.

Isolationen under corona på plejehjemmene har været særligt hård for beboere og deres pårørende. Det har nogle plejehjem i Roskilde forsøgt at omgå ved blandt andet besøgstelte i haverne, hvor beboere og pårørende er adskilt for at minimere smittespredning.

Det er oftest de pårørende, som opdager, at der er noget galt
Nis Peter Nissen, Direktør for Alzheimerforeningen.

– Vi er nu et sted, hvor smittetrykket desværre er stigende, og derfor vil jeg gerne fremsætte forslaget om, at vi rundt omkring på plejehjem får opsat kabiner, hvor ældre og pårørende kan ses, siger Karsten Lorentzen, medlem af byrådet for Dansk Folkeparti og Sundheds- og Omsorgsudvalget i Roskilde Kommune.

Direktør for Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen, retter skarp kritik mod forslaget og understreger, at besøgskabiner måske virker som en god idé men ikke er hensigtsmæssige for demensramte, der udgør 80% af beboerne på danske plejehjem.

– Særligt personer, som er langt henne i demensforløbet, kan ikke tage vare på sit eget helbred, for det er ikke sikkert, at de kan give udtryk for deres smerte eller ubehag. Det er oftest de pårørende, som opdager, at der er noget galt, fortæller Nis Peter Nissen, som mener, at besøgskabiner vil forhindre dette.

En besøgskabine set udefra med markering af, hvor beboere og pårørende skal gå ind. Foto: GuldBoSund Friplejehjem og Rehabilitering

Hvad er en besøgskabine?

– Besøgskabiner kan være alt fra en transportabel besøgsvogn, der kan installeres ved den enkelte institution, til et telt udendørs eller et opdelt rum på plejehjemmet.

– I en besøgskabine er beboeren og den pårørende adskilt af en gennemsigtig væg mens der kan være installeret højtalere, så man kan høre hinanden.

Kilde: hjerterumsammenhverforsig.dk og Vica Danmark.

Karsten Lorentzen (DF) anerkender, at besøgskabiner ikke er den bedste løsning for alle, men understreger, at der også er andre beboere end demensramte på plejehjemmene, som denne løsning kan hjælpe:

– Man må jo differentiere. Det er rigtigt nok, at der er mange demente, men det er ikke alle. Det er jo heller ikke alle demente, der ville have et problem med det her, siger Karsten Lorentzen.

Alligevel mener Nis Peter Nissen, at forslaget er uværdigt:

– Jeg kan slet ikke forstå, at et parti som Dansk Folkeparti, som ellers snakker meget om værdighed for de ældre, overhovedet kan finde på at foreslå sådan noget (som besøgskabiner, red.).

Den ideelle løsning er jo, at alle bare kan besøge hinanden og give de kram, snak og intimitet, de har brug for
Morten Gjerskov (A), formand for Social – og Sundhedsudvalget i Roskilde Kommune

Bedre end ingenting

Teresa Pedersen er centerleder på plejehjemmet Toftehøjen i Viby Sjælland. Hun har ikke gode erfaringer med besøgsteltene, som de forsøgte sig med i foråret.

– Vi havde sat et telt op udenfor, men det var ikke det bedste. Det larmede og flagrede. Nogle borgere kunne ikke høre gennem plastikken, så det var ikke det mest optimale, fortæller Teresa Pedersen.

På plejehjemmet var der langt fra enighed om ordningen:

– Nogle syntes, at det var vildt fedt, for de kunne se deres pårørende igen, og nogle syntes, at det var hæsligt. Der har været mange delte meninger, fortæller Teresa Pedersen.

Demens

– Cirka 80% af beboere på plejehjem har en demenssygdom

– Alzheimers er den hyppigste form for demens

– 400.000 danskere er pårørende til en dement

– Mange med demens oplever hukommelsestab og humørsvingninger

– Demens er den 5. hyppigste dødsårsag i Danmark

Kilde: Alzheimerforeningen.

Morten Gjerskov, medlem af Roskilde Kommunes byråd for Socialdemokratiet og formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, forstår problematikken ved besøgskabiner, men mener også, at det måske er den bedste løsning under omstændighederne.

– Den ideelle løsning er jo, at alle bare kan besøge hinanden og give de kram, snak og intimitet, de har brug for. Men vi ved alle sammen, at det ikke er det helt rigtige lige i øjeblikket. Og så må vi finde løsningen, der gør det tåleligt, fortæller Morten Gjerskov (A).

Morten Gjerskov (A) fortæller, at idéen om besøgskabiner blev for første gang luftet i Sundheds-og Omsorgsudvalget for seks måneder siden, men man vil gerne være sikre på, at det er en velgennemtænkt løsning, før forslaget stilles.

– Inden jeg sætter mig ned og siger ́det her er verdens bedste idé, den kører vi ud på alle plejecentre og investerer i`, vil jeg gerne have, at vi får tænkt den en kende længer, så vi ikke investerer i noget, der ikke er relevant om et år eller ikke passer ind på alle plejehjem.

Sådan gjorde vi: Vi blev præsenteret for emnet om besøgskabiner i forbindelse med en interviewøvelse i vores undervisning. Her skulle vi interviewe Karsten Lorentzen, medlem af Roskilde Kommunes byråd for Dansk Folkeparti, som arbejdede på et forslag om besøgskabiner på plejehjemmene i Roskilde. I vores research erfarede vi, at mange er kritiske over for besøgskabiner, da de kan fjerne nærheden mellem beboer og pårørende. Udover Karsten Lorentzen, kontaktede vi direktøren for Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen, som er modstander af forslaget. Dertil interviewede vi Morten Gjerskov fra Socialdemokratiet i Roskilde. Vi ville også have de berørtes holdning til forslaget, hvorfor vi også interviewede lederne af Plejecenter Toftehøjen. Karsten Lorentzens og Toftehøjens interviews blev foretaget fysisk, mens Morten Gjerskovs og Nis Peter Nissens interviews blev foretaget telefonisk.