Dong-sagen dag for dag

* Onsdag 29. februar: En "whistleblower" kontakter Dong Energys bestyrelsesformand Fritz Schur med et tip om særlige lønforhold, som administrerende direktør Anders Eldrup har bevilget nøgleansatte, især Jakob Baruël Poulsen, der er vicedirektør. Det er sket udenom bestyrelsen.
 

På baggrund af oplysningerne sætter Schur en advokatundersøgelse i gang.

* Fredag 9. marts: Dong Energy afleverer regnskab for 2011 – koncernen har et overskud på 2,9 milliarder kroner. Bestyrelsen holder møde og beslutter, at Eldrup må forlade sin stilling, da en foreløbig undersøgelse viser, at flere medarbejdere i Dong har haft usædvanlige ansættelsesforhold.

Poulsen har tjent mere end Eldrup i 2011, ligesom han selv har kunnet udløse en fratrædelsesgodtgørelse på op til 20,2 millioner kroner ved at sige sin kontrakt op.

* Mandag 12. marts: Det meldes ud, at Anders Eldrup er fyret fra sin stilling som administrerende direktør i Dong. Koncernen meddeler, at direktøren er stoppet efter gensidig aftale. Bestyrelsen sætter en ekstern advokatundersøgelse i gang af sagen.

Koncernøkonomidirektør Carsten Krogsgaard Thomsen udpeges som ny konstitueret administrerende direktør.
 

* Tirsdag 13. marts: Fritz Schur orienterer sammen med finansminister Bjarne Corydon (S) Folketingets finansordførere om fyringen af Eldrup. Efterfølgende oplyser Schur, at sagen handler om ansættelsesvilkår for særlige medarbejdere.

* Onsdag 14. marts: Schur holder et hasteindkaldt pressemøde om sagen på Hotel Hilton ved Københavns Lufthavn, hvor han bekræfter fyringen af Eldrup.
 

Han fortæller, at Eldrup har givet fire ansatte i Dong meget høje lønninger og andre usædvanlige ansættelsesvilkår. Jakob Baruël Poulsen er en af dem, og Børsen skriver, at han derfor midlertidigt er fritaget for tjeneste på grund af advokatundersøgelsen og er sendt hjem.

Samme dag fritages Poulsen fra sit job i Dong og sendes hjem.
 

* Lørdag 17. marts: DF forlanger, at Rigsrevisionen endevender Dongs forretningsmetoder.

* Mandag 19. marts: Børsen skriver, at Dongs nye topchef, Carsten Krogsgaard Thomsen, i to år kendte til millionkontrakterne. Han gik ikke til bestyrelsen med sin viden, men bryder ingen retningslinjer ved dette.
 

* Torsdag 22. marts: Folketingets formand Mogens Lykketoft (S) siger til Ekstra Bladet, at han undrer sig over Schurs opførsel i sagen. Og at al den tumult skader Dongs mulighed for at fastholde sin kurs og succes. Karsten Anker, kommunikationschef ved Dong, afviser kritikken.

* Tirsdag 27. marts: Presset på Fritz Schur vokser. Enhedslisten opfordrer finansminister Bjarne Corydon (S) til at overveje at fyre bestyrelsesformanden. Samtidig presses Fritz Schur til også at hyre kammeradvokaten til at undersøge forholdene i virksomheden.
 

* Onsdag 28. marts: Tidligere socialdemokratisk energiminister Poul Nielson, der også har været EU-kommissær for udviklingsbistand og i 11 år medlem af Dongs repræsentantskab, vil have Fritz Schur til at gå af. Det skriver Information.

Dong indkalder til pressemøde klokken 14.30, hvor advokatundersøgelsen foreligger. Folketingets partier orienteres om rapporten, der offentliggøres klokken 12.
 

/ritzau/