Den danske forsker Maja Bæksgård Jørgensen fra Syddansk Universitet har undersøgt sammenhængen mellem danske mænd og kvinders alkoholforbrug og deres jobsituation.
Og mens hendes Ph.D-afhandling Alcohol consumption and labour market participation ikke endeligt kan konkludere en sammenhæng for kvinder, er resultatet for mænd klart.
– De der drikker mere end de anbefalede 21 genstande om ugen, har både større risiko for at miste deres job og sværere ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet, end de der drikker mellem en og 13 genstande, siger Maja Bæksgård Jørgensen.
Sundhedsstyrelsens alkoholanbefalinger
- Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred
- Drik ikke alkohol for din sundheds skyld
- Du har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på 7 genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd
- Du har en høj risiko for at blive syg på grund af alkohol, hvis du drikker mere end 14/21 om ugen
- Stop før 5 genstande ved samme lejlighed
- Er du gravid – undgå alkohol. Prøver du at blive gravid – undgå alkohol for en sikkerheds skyld
- Er du ældre – vær særlig forsigtig med alkohol
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Endeligt bevist
At for meget alkohol kan gøre det svært at få- og holde et job er ingen overraskelse, og ifølge Maja Bæksgård Jørgensen er det spændende ved undersøgelsen, at man for første gang endeligt har bevist en sammenhæng:
– Det nye er designet af undersøgelsen. At vi kan bevise en kausal sammenhæng over en periode på fem år, mellem ens alkoholforbrug og tilknytning til arbejdsmarkedet, siger hun.
Læs også: Danskerne fatter ikke alkoholanbefalinger
Rammer de svageste hårdest
Erik Linde, Souchef i organisationen Alkohol og Samfund, der arbejder for at mindske skader på grund af alkohol i Danmark, genkender sammenhængen:
– Det bekræfter, hvad vi allerede ved, siger han og tilføjer, at det er et problem, der rammer de svageste grupper hårdest.
Læs også: Alkohol kan sløre symptomer
Forbruget er faldende
Ifølge Erik Linde koster alkoholrelaterede problemer staten 13 milliarder kroner årligt, men han ser dog også, at problemer med alkohol generelt er faldende.
– Over de sidste ti år er forbruget overordnet faldet godt ti procent. Af alt det vi drikker er kun omkring fem procent relateret til arbejdspladsen, siger han.
Han ser en tendens til, at Danmark som nation er på vej til at rykke fra en af de mest alkoholforbrugende nationer ned i ”midten af feltet”.