DSB taler om bro – kritikere om skillelinje

S-tog fra bro (Foto: Jasper Carlberg)

DSB’s værkstedshal i Vinge står fortsat højt på dagsordenen i Frederikssund Kommune. Flere byrådspolitikere har tidligere fortalt, at de mener værkstedet er fejlplaceret. DSB tror dog på, at det vil gavne både Vinge by og Frederikssund kommune.

– Ligesom andre lokale virksomheder vil vi være en del af Frederikssunds erhvervsliv og bidrage til at udvikle det, skriver underdirektør for Nye Værksteder i DSB, Finn Bloch, i en mail.

Byrådskandidat for Danmarksdemokraterne Jens Ross Andersen (Æ) er uenig og har tidligere udtalt sig kritisk i forhold til placeringen af værkstedet. Han mener ikke, at det vil gøre noget godt for byplanen i Vinge.

– Det kommer til at ligge imellem det gamle Frederikssund og den nye by, Vinge, og lave en skillelinje, siger han.

´Forbundet som en helhed`

DSB tror ikke på, at værkstedet kommer til dele byen. Tværtimod er de overbeviste om, at Vinge vil blive bedre forbundet. Det skyldes især de tiltag og forbedringer, de har lovet kommunen at etablere ved S-togstationen.

Det fremgår af Frederikssund Kommunes hjemmeside, at DSB blandt andet vil lave nye cykel- og gangforbindelser, og så skal projektet kobles sammen med øvrige projekter i området. Derfor bliver der oprettet en fælles projektorganisation i samarbejde med Frederikssund Kommune og Vejdirektoratet for at `sikre helhed i planlægningen´.

– Desuden tilbyder DSB med etableringen af værkstedet at bygge en bro, der forbedrer adgangen til Vinge Station fra syd til nord, skriver underdirektør for Nye Værksteder i DSB, Finn Bloch.

Ud over selve værkstedet vil DSB i Vinge

    • Etablere samlet støjafskærmning for både motorvej og værkstedsområde
    • Anlægge cykel- og gangforbindelse (bro) over spor og motorvej til byen
    • Opgradere området ved Vinge Station med nye stier, tryghedstiltag og ekstra cykelparkering
    • Medvirke til rekreativ/naturmæssig erstatning for nedlagt fredskov som led i planlægningen
    • Indgå i fælles projektorganisation med kommunen og Vejdirektoratet for at koordinere projekter i området
    • Kilde: Frederikssund.dk

Ifølge Finn Bloch vil broen skabe bedre sammenhæng i Vinge.

– Det bidrager til at overkomme den barriere som den nuværende togdrift og infrastruktur udgør, så Vinge by bliver forbundet som en helhed, skriver han.

Men det argument fra DSB køber siddende byrådsmedlem og borgmesterkandidat fra Liberal Alliance Michael Tøgersen (LA) ikke. Han mener, at DSB’s opgraderinger ved Vinge Station er lille plaster på et blødende sår.

– Jeg syntes, at konsekvensen og risikoen ved at anlægge værkstedet er enorm. En cykelsti og en gangbro er ingenting. Det er ren bestikkelse i min verden, siger han.

Hvorfor lige Vinge?

På trods af DSB’s forbedringer og tiltag ved Vinge Station, mener Jens Ross Andersen (Æ) stadig ikke, at det opvejer de negative konsekvenser, værkstedet vil have for byen.

– Jo, der er mange gulerødder, og sådan er det jo med erhvervsvirksomheder, der byder ind i en kommune. Jeg syntes stadig, placeringen er forkert, og et af mine store argumenter er, at det vil opdele byen, siger han.

DSB fastholder, at Vinge er valgt efter en grundig analyse af mulige placeringer, fra Køge i syd og helt op til Frederikssund, så kravene til en stabil S-togsdrift bliver opfyldt.

Disse krav omfatter ifølge DSB, at værkstedet kræver et stort samlet areal, god adgang til hovedspor, at det ligger tæt på en endestation samt hensyn til terræn, tilkørselsforhold, miljø og naboer. Derfor ligger der et omfattende analysearbejde bag det endelige valg.

– På den baggrund er omkring 10 lokationer blevet analyseret nærmere, skriver Finn Bloch.

Men de analyser har Michael Tøgersen (LA) ikke meget til overs for. Han mener fortsat, at placeringen burde flyttes til et mere afsides område langs skinnerne.

– Jeg forstår simpelthen ikke, at det skal ligge så tæt på beboelse og borgere. Jeg syntes, det er skandaløst arrogant, siger han.

Finn Bloch fastholder, trods kritikken, at værkstedet i sidste ende kan skabe en positiv forandring i Vinge.

– Vi ser det ikke som, at DSB blot opfører et nyt værksted. På længere sigt tror vi, at værkstedet kan bidrage til, at området bliver udviklet hurtigere ved, at der bliver mere aktivitet – også på tværs af områderne, skriver han.

Læs mere: Byrådskandidater i Frederikssund er imod kommende DSB-værksted: ”Det er enormt fejlplaceret”

Sådan gjorde vi:

Jeg har læst byrådsreferater og kommunes projektmateriale om Vinge-værkstedet og gennemgået DSB’s skriftlige svar. Jeg har interviewet en byrådskandidat fra Danmarksdemokraterne samt et siddende byrådsmedlem og borgmesterkandidat fra Liberal Alliance og forholdt dem begge til DSB’s udtalelser. Oplysninger om processen er krydstjekket med kommunens materiale og DSB’s udtalelser.

Leave a Reply

Your email address will not be published.