Det er svært for turister at finde vej til københavnske seværdigheder, hvis ikke de kan læse dansk. Engelsksproget information og skiltning har i mange år været en mangelvare i den danske hovedstad. Og det er noget, der har været efterspurgt af både kulturinstitutioner og turistorganisationer ifølge Peter Rømer Hansen, der er administrerende direktør hos Wonderful Copenhagen. Han mener, trafikselskaberne har lidt at arbejde med i forhold til at hjælpe turisterne godt på vej.
– Det er svært at gennemskue, hvordan man overhovedet køber en billet og et rejsekort, siger han.
Læs mere: København har Europas dyreste heldagsbilletter
Billeder i stedet for tekst
Udover, at skiltene til perronerne og udgangen står skrevet på engelsk, har man på Københavns Hovedbanegård blandt andet forsøgt at anvende et ’universelt sprog’ i stedet for tekst for at komme sprogbarrieren i møde.
– Vi bruger piktogrammer til at vise de forskellige transportformer. Eksempelvis det lille tog, s-togsmærket og busikkonet. Dem bruger vi, så vi hverken behøver skrive det på dansk eller engelsk, fordi vi gennem piktogrammerne anvender et universelt sprog, siger Jens Willars, programleder, Trafikinfo Udviklings Samarbejdet.
Jens Willars mener, at man gennem billederne kan håndtere sprogproblematikken hos turisterne.
Vi har det ikke som et krav til chaufførerne, at de skal kunne engelsk, men mange af vores chauffører kan lidt engelsk.
Pernille Jørgensen, områdechef for marketing og trafikinformation hos Movia Trafik.
Hvor langt gælder billetten?
Ifølge Peter Rømer Hansen er det største problem tilgængeligheden af engelsk information om selve ruterne, hvor og hvordan man kan købe billetter, og hvor langt og længe de gælder.
– Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at trafikselskaberne bliver mere opmærksomme på at skrive på engelsk og laver en enkel og klar skiltning af, hvilke tilbud man har, hvordan man kommer frem, og hvilke billetter man kan købe, siger han.
Jens Willars synes dog, det kan være svært at lave kort, der viser, hvordan turisterne kan komme rundt de forskellige kulturelle fyrtårne i byen.
– Hvis vi for eksempel prøver at beskrive en rute for, hvordan du kommer fra Østerport til Den Lille Havfrue og skriver, at man skal tage a-toget og skifte bus undervejs, er det en rute, der kan være ændret næste år. På den måde kommer kortene til at kræve meget vedligeholdelse, siger han.
Jens Willars henviser i stedet til, at turisterne kan bruge rejseplanen.dk eller andre apps for at finde vej.
Læs mere: Voxpop: Det er alt for dyrt at komme rundt i København
Movia satser på pamfletter
Peter Rømer Hansen gør opmærksom på, at stationerne i København generelt er ubemandede i modsætning til udlandet. Det forhold og zonesystemet i den offentlige transport kan være med til at gøre det svært for turisterne at finde den rette billet.
– Det, der kan være svært for turister, er at finde ud af, hvilken billet de skal købe, fordi vores zonesystem kan virke kompliceret, siger han.
Hos Movia har de lavet en en pamflet, der skal give informationer om den kollektive trafik i København. Men pamfletterne kan kun hentes inde i busserne og på stationerne, og det er heller ikke muligt at finde information om zonesystemet og de almindelige busbilletter.
– Der er et kort med anførsel af attraktioner og indtegning af stationer og buslinjer og de gængse rejseregler, siger Pernille Jørgensen, områdechef for marketing og trafikinformation hos Movia Trafik.
De elektroniske skærme og højtalerinformationen i Movias busserne foregår kun på dansk.