Hurra: Kinas MobilePay er landet i København

Det er ifølge VisitDenmark godt nyt for de danske butikker, at kinesiske turister nu kan bruge deres telefoner til at betale med. 
Billede: HLundgaard/Wiki Media

Alipay, der er den største betalingsservice til mobiler i Kina med 520 millioner brugere, blev i går lanceret i to butikker i København.

App’en fungerer på samme måde som MobilePay, ved at brugerne kan betale for en vare ved hjælp af deres mobil.

Sidste år overnattede 221.000 kinsesiske turister i Danmark ifølge VisitDenmark. Organisationen forventer, at dette tal i 2018 stiger til 308.000.

Godt for erhvervslivet

Alipays indtog på det danske marked er ifølge VisitDenmark en gevinst for det danske erhvervsliv.

– Det gør det nemmere for de kinesiske turister at købe ting i Danmark. Jeg tror, at det i sidste ende vil betyde, at turisterne også bruger flere penge, så det er klart positivt for butikkerne, siger Flemming Bruhn, der er direktør i Visit Denmark med ansvar for asiatiske markeder.

Læs også: Turister trodser det dårlige danske vejr

Mange af de kinesiske turister bruger et betalingskort, som de kun kan betale med få steder i Danmark. Lanceringen af Alipay i Danmark betyder, at turisterne slipper for at skulle tage masser af kontanter med i kufferten.

– Der er et øget antal af kinesiske turister, der kommer til Danmark, men det er et problem, at de ikke kan betale med deres kreditkort. Med Alipay får turisterne en mulighed for at betale uden at bruge kontanter, siger Adi Causevic, der er marketingschef for Cimple Marketing, som repræsenterer Alipay i Skandinavien.

Læs også: Fairtrade-mobil skal skabe bedre vilkår i mobilindustrien

Udover at give de kinesiske turister mulighed for at betale med deres foretrukne betalings-app til mobilen giver det også Danmark et godt billede udadtil.

– Det er med til at vise et billede af, at vi gerne vil de kinesiske turister og gerne vil gøre det nemmere for dem at være her, siger Flemming Bruhn fra VisitDenmark.

En stille begyndelse

Indtil videre er det kun muligt at bruge Alipay i smykkeforretningerne House of Amber og Stenstrup Juveler i Indre By i København.

Det er ifølge Flemming Bruhn ikke nok til at gøre den store forskel. Han tror dog på, at flere butikker stille og roligt vil begynde at tage betalingsservicen i brug.

– I den her forbindelse er der altid nogle, der går foran og får de andre til at følge efter. Så jeg er sikker på, at det vil udvikle sig, siger Flemming Bruhn.

Læs også: Danske supermarkeder gambler med kunderne

Det er for de færreste danskere muligt at bruge Alipay, da det kræver, at man har en kinesisk bankkonto.