I år har Brøndby Kommune planlagt at afholde fire forskellige fællesspisninger. Der er et arrangement i Brøndby Strand Kirke, to arrangementer i to separate pensionisthuse og i Café 13.
Café 13 i Brøndby Strand har af flere omgange været med til at afholde fællesspisninger i forbindelse med “Danmark Spiser Sammen.” I dette år har interessen for arrangementet været anderledes end normalt, mener Yvonn Djervad fra Café 13.
– Jeg må sige, at det er en stor succes, især i denne omgang. Vi har allerede måtte lukke for tilmeldingen. Ydermere har jeg efterfølgende måtte afvise mere end ti borgere, for vi har simpelthen ikke plads til flere, lyder det fra Yvonn Djervad.
Caféen i Brøndby er stedet hvor især ældre mennesker kan gå ned, og få sig et måltid mad for billige penge. Yvonn Djervad skyder på, at gennemsnitsalderen på gæsterne ligger på 50+.
– Jeg tror det gør en forskel mod ensomhed, hvis man har muligheden for selv at følge op på flere arrangementer samt at gøre sit, for at få nye bekendtskaber. Derudover skal folk have lyst til at lære andre at kende og huske at byde ind i samtaler. Det er altid nemmere at komme anden gang, siger Yvonn Djervad.
Overvældende succes
Den bedste feedback er, at fællesspisningerne fortsætter, siger Majken Lundberg.
“Danmark Spiser Sammen” er et landsdækkende projekt, hvor man kan deltage i fællesspisninger. Projektet er startet af Folkebevægelsen Mod Ensomheden i 2016. Majken Lundberg er kontaktperson i organisationen Folkebevægelsen Mod Ensomhed og hun ser positivt på populariteten.
– Den bedste feedback vi kan få er, at fællesspisningerne fortsætter. Det at kommuner, organisationer og foreninger bliver ved, er en indikation for at det er en hensigtsmæssig brug af ressourcer, udtaler Majken Lundberg.
– Sig det højt til dig selv og andre.
– Vid, at du ikke er forkert.
– Forsøg at opsøge fællesskaber.
– Vær noget for andre.
– Søg hjælp og vejledning.
Kilde: modensomhed.dk
Fællesspisningerne har altid været en succes i Café 13, men i år er interessen endnu større.
– Vi har normalt mange mennesker til vores fællesspisninger, men vi plejer ikke at skulle afvise folk, siger Yvonn Djervad.
Yvonn Djervad har desuden snakket med andre arrangører i Brøndby Kommune, der bekræfter, at populariteten for fællesspisningerne er steget.
Både Yvonn Djervad og Majken Lundberg tror, at Coronapandemien har haft en finger med i spillet, når det kommer til ensomheden.
– Efter restriktionerne blev ophævet, har der været en større efterspørgsel på arrangementer, også “Danmark Spiser Sammen.” Det var en forskrækkelse for folk og det har både været svært at møde nye mennesker samt at deltage i deres allerede etablerede fællesskaber, lyder det fra Majken Lundberg.
Læs også: Lokale fællesskaber skal modarbejde stigende ensomhed blandt ældre
Aftabuisering af ensomhed
Det er ikke kun fællesspisninger, som Folkebevægelsen Mod Ensomhed arbejder med. De har årlige konferencer, arrangementer for deres medlemmer og større samarbejder med virksomheder.
Sidste jul havde de et samarbejde med Rasmus Seebach og Coop, hvor Coops butikker solgte kalenderlys til fordel for Folkebevægelsen mod Ensomhed.
– Vi laver de her kampagner for at aftabuisere emnet og det skal ikke være pinligt at snakke om ensomhed. Det er en følelse, som vi alle sammen kender til og det skal ikke være et tabu. Forhåbentlig er de her fællesspisninger også med til at aftabuisere ensomhed og inkludere andre i nye fællesskaber, lyder det fra Majken Lundberg.
Sådan gjorde vi: Under researchfasen fandt journalisten et Facebook opslag, hvor Brøndby Spiser Sammen blev omtalt. Derefter blev Yvonn Djervad interviewet telefonisk om Café 13 og deres arrangement. Derudover blev Majken Lundberg fra Folkebevægelsen Mod Ensomhed interviewet via telefon.