250 gæster fra forskellige kulturer danser om juletræet og spiser sambusa

250 mennesker dansede om ti juletræer sidste år, da virksomheden Send Flere Krydderier og foreningen Indvandrer Kvindecentret for første gang arrangerede julemiddag. Det gør de igen i år. 
Foto: Send Flere Krydderiers Facebookside

De ti juletræer lyser foyeren op. Snakken får huset til at emme af liv. Snart kan de 250 gæster sætte sig til bords og nyde den lækre julemiddag, der syder i køkkenet. De velkendte dufte af and og brune kartofler får tænderne til at løbe i vand. Men noget er anderledes. Duften af hvidløg, koriander, garam masala og diverse krydderier vidner nemlig om, at det ikke er en hel traditionel julemiddag.

And, sovs og brune kartofler bliver nemlig krydret med retter som somaliske sambusaer og nordafrikansk tagine til arrangementet, der går under navnet “Jul på den røde plads”.

For andet år i træk inviterer Indvandrer Kvindecentret, Send Flere Krydderier og michelin-kokken Christian F. Puglisi til julemiddag for etniske minoriteter. Arrangementet har fået tildelt 10.000 kroner af Københavns Socialudvalg.

Direktøren for Indvandrer Kvindecentret, Mirka Mozer, fortæller, at arrangementet har til formål at skabe et fællesskab og er særligt målrettet mennesker, der ikke nødvendigvis holder jul på traditionel vis.

– Tanken bag vores arrangement er at give folk, der måske ikke holder jul, eller folk, der har lyst til at holde jul på en anden måde, en mulighed for at mødes og feste sammen juleaften, siger Mirka Mozer.

Det er en mulighed for at møde andre mennesker, og der må man sige, at mad er en god måde at bringe folk sammen
Mirka Mozer, direktør i Indvandrer Kvindecentret.

Læs også: Julecaféer skal hjælpe unge som har mistet

Socialudvalget har i år valgt at fastsætte en pulje på 365.000 kroner til julearrangementet for socialt udsatte, som de har fordelt imellem de 45 forskellige institutioner og organisationer, der har ansøgt. Fordelingen laves ud fra forskellige kriterier, som Socialudvalget har fastsat, og afhænger også af, hvor mange ansøgninger der kommer det pågældende år.

– Det er et fast beløb, og fordelingen afhænger af de ansøgninger, der kommer ind, og hvor meget der er tilbage fra året forinden, så derfor kan der være nogle små variationer i beløbet. Noget af det, man lægger vægt på, er, at arrangementerne skal foregå juleaften, hvilket mange af dem gør. Et andet kriterie er, at det skal være arrangementer, der er målrettet socialt udsatte, fortæller Emil Dyred, sekretariatschef i Socialforvaltningen.

Indvandrer Kvindecentret har fokus på, at julearrangementet netop skal henvende sig til socialt udsatte.

– Vi ved også, at der er rigtig mange, der sidder alene og ensomme juleaften, fordi de måske ikke har venner eller en familie at holde jul med. Vi tilbyder dem en julemiddag og et fællesskab omkring den middag, siger Mirka Mozer.

Traditionel jul med et twist

”Jul på den røde plads” er åbent for alle, men i udgangspunktet inviteres de familier, der kommer i Indvandrer Kvindecentret og i værestedet Muhabet. Det er primært familier af anden etnisk baggrund end dansk, som kommer fra vidt forskellige lande og måske ikke traditionelt indgår i den slags fællesskaber og ikke har andre steder at være juleaften.

Alligevel giver det ifølge Mirka Mozer god mening at afholde netop en julemiddag, da deltagerne kender julen og er en del af den, selvom de måske ikke fejrer den på traditionel dansk vis. Julen fylder nemlig meget i samfundet omkring dem. Julemiddagen er en mulighed for, at de også kan være en del af et fællesskab den aften, hvor resten af den danske befolkning hygger sig med sine nærmeste.

– Det er en mulighed for at møde andre mennesker, og der må man sige, at mad er en god måde at bringe folk sammen, siger Mirka Mozer.

Julemiddagen rummer flere af de elementer, som de fleste danskere traditionelt forbinder med juleaften. Sidste år fik arrangementet eksempelvis doneret ti juletræer, som deltagerne pyntede sammen. Efterfølgende dansede alle 250 gæster om juletræerne. Inden gæsterne dansede om juletræet, spiste de den lidt utraditionelle julemad.

– Vi kombinerer traditionel dansk julemad, som eksempelvis and, brune kartofler, brun sovs og rødkål, med mad fra en masse forskellige lande, der repræsenterer de lande, kokkene i Send Flere Krydderier kommer fra. Sidste år var der eksempelvis sambusa og tagine på menuen. Den traditionelle danske julemad bliver på den måde krydret med mad fra hele verden, fortæller Mirka Mozer.

“Jul på den røde plads” er et arrangement, der er centreret omkring julemiddagen. Her nyfortolkes julemaden ved at kombinere de traditionelle danske retter med retter fra hele verden. 
Foto: Send Flere Krydderiers Facebookside

Sådan gjorde vi: Idéen udsprang af, at journalisten fandt en pressemeddelelse på Københavns Kommunes hjemmeside. Deraf fremgik det, hvor mange penge der var blevet uddelt, og hvilke institutioner og organisationer de var blevet uddelt til. Journalisten ønskede at sætte fokus på en af organisationerne og tog derfor kontakt til Indvandrer Kvindecentret.