Mie Line inviterede ukendte gæster til juleaften: »At være juleven var en sindssyg oplevelse«

Mie Line Christensen og hendes familie inviterede en 26-årig nigeriansk kvinde og hendes 4-årige datter til jul.
Foto: Mie Line Christensen

Mange sidder ufrivilligt alene juleaften, og derfor findes der forskellige initiativer, der forsøger at skabe fællesskaber i julen. Et af disse er Julevenner, hvor juleværter og julegæster matches. Dette tiltag tilmeldte Mie Line Christensen sig til i 2017, hvor hun på daværende tidspunkt var 23 år. Til dagligt arbejder Mie Line Christensen som indretningsarkitekt og bor på Islands Brygge i København.

Mie Line Christensen, der i dag er 26 år, fortæller, at der var en helt særlig situation, der var årsag til, at hun og resten af familien tilmeldte sig Røde Kors’ tiltag Julevenner.

– Det startede med at min veninde ikke havde nogle at holde jul med. Jeg inviterede hende med til vores juleaften, men hun ville ikke trænge sig på, så hun sagde pænt nej tak. Tankerne omkring, at der er mange, der holder jul alene, begyndte at florere. Jeg gik i gang med at undersøge, hvad man kunne gøre for at hjælpe nogle ensomme mennesker juleaften, og der faldt jeg over Røde Kors’ Julevenner, siger Mie Line Christensen.

Mie Line Christensen og hendes familie tilmeldte sig på Julevenner, hvor de matchede med 26-årig nigeriansk kvinde og hendes 4-årige datter, der boede på asylcenter.

Læs også: Håb for ensomme juleelskere trods corona

»Hele aftenen handlede om at være i nuet, og vi snakkede ikke om fortiden«

Mie Line Christensen fortæller, at familien havde en hyggelig juleaften. Men da aftenen var slut, og Mie Line Christensen kørte den lille familie tilbage på asylcentret, roste moren sine juleværter og åbnede op for fortiden.

– Du har en virkelig dejlig familie. Husk at vær taknemmelig, sagde julegæsten, fortæller Mie Line Christensen i dag.

Derefter fortalte kvinden om sin tid i Nigeria, hvor hun blandt var blevet forældreløs som 12-årig. Dette gjorde et stort indtryk på Mie Line Christensen.

– Jeg satte dem af, sagde ’tak for en god aften’, og hjalp dem ind med de gaver, de havde fået i løbet af aftenen. Jeg begyndte at græde, så snart jeg var alene, fortæller Mie Line Christensen.

Julegæsten har ikke ønsket at medvirke i denne artikel, men har godkendt, at Mie Line Christensen har fortalt hendes historie og brugt billedet.

Faktaboks om Julevenner

  • DR og Røde Kors etablerede Julevenner i 2012, og siden er firmaet Boblberg kommet med
  • Sidste år holdt ca. 1.300 mennesker juleaften gennem Julevenner
  • Omkring 500 julevenner bliver matchet på kryds og tværs hvert år

Kilde: Lise Lind, sektionsleder i Røde Kors

Overraskende vilkår på asylcentret

Mie Line Christensen har fortsat kontakt med den nigerianske kvinde, og i dag bor hun og datteren ikke længere på asylcenter. Kvinden har fundet en dansk mand og har fået sit andet barn, fortæller Mie Line Christensen, der er glad for, at kvinden ikke længere bor på asylcenter med sin datter.

– Det er rigtig fedt, at hun er kommet væk fra asylcentret. Den juleaften gik det jo op for mig, hvor dårlige vilkår, der er på asylcentre, siger Mie Line Christensen.

Læs også: Middage med unge og gamle skal hjælpe ensomme

Mie Line Christensen fortæller, at hun har tilmeldt sig Julevenner igen i år, men pga. risikoen for coronasmitte skal der tages hensyn til hendes farmor, der er i risikogruppen.

Sådan gjorde vi:

Jeg havde på forhånd lavet en nyhedsartikel om, at der var håb for dem, der ikke ønskede at sidde alene juleaften. Dette er en case-artikel, der knytter sig til denne nyhed. Via Julevenner fandt jeg Mie Line Christensen, som tidligere havde deltaget i interviews. Begge kilder i artiklen er interviewet over telefon.