Egedal Kommune oplever markant vækst i idrætsforeninger

Smørumhallen bruges flittigt i Egedal

Ifølge de seneste opgørelser fra Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI) og Danmarks Idrætsforbund (DIF), har idrætsforeningerne i Egedal kommune oplevet en betydelig tilstrømning af nye medlemmer, med en samlet stigning på 1.113 medlemmer fra 2023 til 2024.

Denne udvikling viser en tydelig genoplivning af interessen for lokal idræt og fællesskabsaktiviteter, der var faldet under pandemien. Det nuværende antal medlemmer i foreningerne overstiger endda, ifølge DGI og DIF, tallene fra før pandemien.

Foreningerne om udviklingen

Formanden for LSI Gymnastikforening, Rasmus Eller, hvis forening nu er blevet Egedals tredjestørste idrætsforening med næsten 1.300 medlemmer efter at have overhalet Ølstykke Fodboldklub og Svømmeklubben Laksen, peger på årsager til fremgangen.

– Vi var nede at dykke til omkring 700 medlemmer under Corona, så en af årsagerne er nok, at det har udlignet sig selv lidt efter det. Vi har også også fået lidt ekstra haltid, i en af de store haller, så vi kan udbyde større hold, hvilket også kan være med til at forklare det.

Nøgletal for idrætsforeninger i Egedal Kommune

  • Total antal medlemmer: 21597 medlemmer i idrætsforeninger
  • Medlemstæthed (andel af indbyggere der er medlem af en idrætsforening)
    Egedal Kommune: 47,2%
    Landsgennemsnit: 41,3%
  • Top 3 største foreninger:
    1. Smørum Golfklub
    2. Værebro Golfklub
    3. LSI Gymnastikforening

Rasmus Eller giver yderligere detaljer om fremgangen:

– Der er primært en fremgang på de helt små børn. Det er fremgangen i alderen fra 4-6 år. Men hvis du kigger længere ind i medlemstallene, så er der faktisk en generel fremgang over hele linjen, både børn og voksne.

Den største procentuelle fremgang i medlemstallene ses i Smørum Bordtennisklub, hvor medlemstallet næsten er fordoblet, fra 22 til 40 medlemmer fra 2023-2024. Formanden, Jørn Tullin, ser modsat gymnastikforeningen LSI, en større fremgang blandt de voksne.

– Vi har fået en del nye voksne i klubben det forgangne år. Børnemedlemstallet går meget op og ned. Hvis der er 1 eller 2 i klassen, der starter, starter de alle sammen. Og når der er 1 eller 2, der stopper, stopper de alle sammen.

Kommunalt initiativ

Charlotte Haagendrup, formanden for Kultur-, Fritids- og Erhvervsudvalget i Egedal Kommune, deler indsigt i den positive udvikling i idrætsforeningerne og kommunens rolle.

– Vi har et tæt samarbejde og dialog med vores foreninger. Så vi gør, hvad vi kan, for at styrke vores foreninger. Jeg tror også,  at noget af det har at gøre med, at særlig indendørsidrætten er tilbage på sporet efter corona, hvor vi desværre havde en tilbagegang. Så jeg tror, det er et mix, et mix af flere gode ting.

Charlotte Haagendrup uddyber om fremtidsplanerne for idrætsforeninger i Egedal kommune.

Vi har fokuseret på at udvikle idrætten i hele kommunen, vi er dog startet i de tre større byer. Vi har allerede iværksat en udviklingsplan for Ølstykke og planlægger at starte en lignende indsats i Smørum i 2025. 

Egedal Kommune forventer også, at deres nye multiarena, til den nette sum af 110 millioner kr., står færdig i efteråret 2025. Dog er det ikke forventet, at medlemstallet stiger yderligere af den grund, lyder det fra Haagendrup.

Læs også: Rekordmange medlemmer i idrætsforeningerne

Sådan gjorde vi: Efter at være blevet opmærksom på en pressemeddelelse analyserede jeg tal fra DGI og DIF. Alle interviews er foretaget telefonisk.

Leave a Reply

Your email address will not be published.