De danske byer og veje består af oceaner af bilreklamer, men budskabet er sjældent forbundet med anklager om løgn, bedrageri og mandatsvig.
Det er netop sådanne budskaber, elektrikeren Carsten Storbjerg fra Hornbæk har beklædt sin firmavogn med, og han sætter løbende nye klistermærker på bilen. Budskabet er simpelt: Carsten vil i dialog med Jyske Bank i en sag, der nu har stået på i mere end ti år.
Jyske Bank har over en årrække hævet i alt 1.495.730 kr. i rente, for et lån, der ifølge Carsten Storbjerg, ikke findes. Sagen er kompleks, og elektrikeren tweeter løbende nye informationer vedr. sagen på sin Twitter-profil.
– Jeg gør det her dels for ikke at bryde psykisk sammen, og dels for at få budskabet ud. Jeg har brug for at tale om det
Carsten Storbjerg, elektriker og erhvervsdrivende
Carsten Storbjerg kunne ikke komme i kontakt med Jyske Bank i 2016, derfor tog han anderledes midler i brug.
– Da jeg startede med bilreklamer i november 2016, var det virkelig grænseoverskridende. Jeg ville prøve, om jeg kunne provokere dem (red. Jyske Bank) til at gå i dialog, siger Carsten Storbjerg.
Opråbet har ikke fået Jyske Bank i tale, og han har derfor stævnet Jyske Bank og afventer en dom i Retten i Viborg.
Opråb har været en dyr affære
Elektrikeren har siden 2016 brugt mellem 25.000-35.000 kr. på klistermærker til bilreklame, men han stopper ikke før sagen er afsluttet.
– Jeg er træt af at køre rundt med de her reklame på bilen. Jeg vil gerne få det hele af, men det bliver først når sagen er afsluttet, siger Carsten Storbjerg.
Læs også: Kritik af reklamer på københavnske bycykler
Opråbet er ikke kun et forsøg på at få Jyske Bank i dialog, men det er også for at beskytte ham selv.
– Jeg gør det her dels for ikke at bryde psykisk sammen, og dels for at få budskabet ud. Jeg har brug for at tale om det. Når banken ikke vil tale med mig, så må jeg tale med mig selv. Det her er min måde at gøre det på, siger Carsten Storbjerg.
Genial eller tosset?
De farverige klistermærker på firmavognen indeholder beskeder som ‘Jyske Bank fortsætter bedrageri’ eller ‘Jyske Bank lyver’.
Og elektrikeren får da også blandede reaktioner fra bilister og fodgængere, når han kører rundt med firmavognen.
– Jeg vil sige, at der nok er ti procent der siger, jeg er tosset. Ti procent der siger, jeg er idiot, og så er der vel ti procent, der siger, manden er genial. Og så ved jeg ikke med resten – de ser det nok ikke, siger Carsten Storbjerg og fortsætter:
– Jeg er ikke sur. Jeg er skuffet over den måde Jyske Bank behandler deres kunder på. Så kan man synes, det er barnligt, eller hvad man vil. Jeg er også et stort barn, og det synes jeg, man skal være resten af livet, siger Carsten Storbjerg.
Davids kamp mod Goliat
Shitstorm-ekspert og SEO, William Atak er ikke begejstret for kampagnen, men han mener stadig at den potentielt kunne have en indflydelse.
– Normalt vil den slags småkritik ikke have så stor betydning, men i en tid, hvor rigtig mange banker bliver undersøgt for hvidvask, kan det – hvis det får lov til at sprede sig – sagtens have en betydning for en banks samlede omdømme. Det er folket mod eliten – Davids kamp mod Goliat. Det er den kamp vi oplever her. At man som lille person, med de rigtige værktøjer på hånden, kan få spredt noget ud, der kan ramme i bredere forstand. siger William Atak.
Vi har forsøgt at få en kommentar fra Jyske Bank, men de ønsker ikke at kommentere sagen.
Sådan gjorde vi: Idéen udsprang fra et twitteropslag fra Carsten Storbjerg d. 12. marts 2019. Alle kilder er interviewet over telefonen. Jyske Bank blev kontaktet d. 13. marts.