Der findes nemlig et hav af menneskesmuglingsruter. Hver eneste gang der lukkes en rute, opstår en ny og mere farlig rute. Det siger erfaringen, lyder det fra migrationsforsker.
– Selvom man lukker en rute, stopper man ikke behovet for sikkerhed. Så længe der er et behov for sikkerhed, så længe er der et smuglingsmarked, og så længe skal smuglerne nok finde deres veje. Flygtninge må blot rejse længere, betale mere og sætte sig i gæld, siger ekspert Sine Plambech, forsker i migration på DIIS.
Den nye flygtningeplan har et stærkt politisk signal, og kan siges at være et direkte angreb på menneskesmuglernes forretningsmetode. Intet i migrationsforskningen tyder dog på, at flygtningene derfor vil blive i Tyrkiet.
– Aftalen baserer sig på en grundlæggende forestilling om Europas udfordringer med flygtninge, men tager ikke højde for de konsekvenser, det kan have for flygtningene, lyder det fra Sine Plambech.
Læs også: Frivillige opfordrer flygtninge til at søge asyl i Grækenland
Frem til i dag er der allerede set eksempler på, at flygtninge forsøger at rejse fra Libyen til Italien, som er en endnu længere og farligere rute. Det er også set, at flygtninge er rejst helt op til det nordlige Tyrkiet, og har forsøgt at flygte over Sortehavet.
Der er ikke noget i forskningen, der siger, at menneskesmuglingen stopper, så længe der er mulighed for at tjene penge på det.
Hvordan skal det fungere i praksis?
En anden udfordring ved den nye plan er, at systemet hverken i Tyrkiet eller i Grækenland er sat op endnu til at fungere i praksis.
– Det er en symbolløsning lige nu, og vi kan kun trække på, hvad der typisk sker, og hvad de typiske konsekvenser er, fortæller Sine Plambech.
Der er allerede er set eksempler på, at flygtningene ikke får lov til at blive i Tyrkiet.
– Nogle frygter, at Tyrkiet ikke overholder menneskerettigheder i forhold til flygtninge, siger Stine Plambech.
En mulig løsning
For at forhindre flygtninge i at begive sig ud på farlige rejser til Europa, foreslår Sine Plambech, at man i stedet forsøger at lave en ’save-passage’, som gør at flygtningene kan komme sikkert til Europa og søge Asyl.